Michelangelo Buonarroti

Side 236
Søstersønner af Leone den Tiende, Brødrene Ridolfi og Giovanni Salviati. En af
Kredsens Midte var Donato Giannotti, der i den florentinske Republiks sidste Aar havde
siddet inde med en Magtstilling. I de Maaneder, der gik hen efter Alessandro's Mord,
havde han vedligeholdt Forbindelsen mellem de Forviste og Florents, men havde
advaret dem mod at forsøge en Overrumpling af Byen, da han var sikker paa at Karl
den Femte vilde indsætte den unge Cosimo som Fyrste.
Da ikke desmindre Filippo Strozzi, Italiens rigeste og elskværdigste Stormand, hvem
Kejser Karl og Kong Frants kaldte Ven, førte en bevæbnet Skare imod sin Fødeby,
blev denne slagen ved Montemurlo, og Førerne tagne til Fange. Filippo Strozzi døde i
Fængslet, enten kvalt eller forgivet, efter den officielle Forklaring ved Selvmord. Cosimo
lod hans Svigersøn, den ovennævnte Baccio Valori, der i sin Tid havde iværksat
Michelangelo's Forsoning med Paven, halshugge som Fædrelandsforræder.
Da Giannotti kort efter ankom til Rom for at forhandle med de to Cardinaler om
Betingelserne for deres Tilbagevenden til Florents, foreslog han Michelangelo at udføre
Brutusbysten for at skænke den til Ridolfi Salviati, Den store Billedhugger paatog sig
Arbejdet med en Begejstring, der snart gik af Kog. Thi 1538 gjorde han et Bekendtskab,
under hvis Indflydelse Sværmeri for hedenske Tyranmordere ikke kunde trives. Vittoria
Colonna med hendes Følge af fromme Betragtninger og kristelige Grublerier traadte
ind i hans Liv.
Hertil kom, at Partitagen for de fra Firenze Landflygtige og deres Idealer var en farlig
Sag. Om ikke andet maatte Tanken paa Buonarroti's i Firenze efterladte Slægtninge
til raade ham Forsigtighed. Cosimo hævdede Huset Medici's Rettigheder med Øxe og
Sværd.
I Giannotti's ovenfor omtalte Dialog fra 1545 er da ogsaa Michelangelo fremstilt som
vaklende i sin Dom om den antike Brutus's Daad eller Udaad. Og efterhaanden gaar
hans Iver for at fralægge sig al Sympati med de Landsforviste (fuorusciti) saavidt, at
han i Brev til sin Brodersøn af 22. Oktober 1547 ikke blot erklærer sig fri for enhver
Taknemmelighedsgæld overfor Filippo Strozzi, i hvis Hus han var bleven plejet under
en haard Sygdom (rigtignok af Luigi del Riccio, som boede dèr), men ivrer for at bevise,
hvor fremmed han er for de i Rom bosatte Florentineres Politik:
"Hele Rom kan bevidne, af hvad Art min Livsførelse er. Thi jeg er altid alene, gaar
lidet ud, taler ikke med Nogen, især ikke med Florentinere. Naar man hilser mig paa
Gaden, saa maa jeg nødtvungen hilse igen, og gaar videre. Dersom jeg vidste, hvem
de Forviste er, saa vilde jeg under ingen Omstændigheder svare dem. Og, som sagt,
fra nu af vil jeg se mig godt for, da jeg jo har meget andet at tænke paa, saa mit Liv
forud er vanskeligt nok."
Naar man har læst dette Brev, forstaar man, at Bysten af Brutus aldrig blev færdig
og aldrig kom Cardinal Ridolfi Salviati i Hænde, Der var i Michelangelo selv Intet af den
Alt trodsende politiske Fanatisme, han vilde give Udtryk i sin Brutus.
Det skal ikke dermed være sagt, at den paa Grund af et Skifte i Stemningslivet paa
Halvvejen opgivne Byste er uden dybere Interesse. Det romerske Drapperi er meget
smukt og meget omhyggeligt udført, mens Hovedet, som Michelangelo i Regelen synes
at have udarbejdet sidst, fik Lov til at staa halvfærdigt. Efter Vasari's Vidnesbyrd har
den store Kunstner som gammel Mand opfordret Billedhuggeren Tiberio Calcagni til
at fuldende Bysten; men heldigvis skyede denne at lægge Haand paa et Værk fra en
saadan Mesters Haand.
Paa dette Brystbillede fremstiller Bryst og Skulder sig frontalt, medens det svære
Hoved viser sig drejet til Højre i skarp Profil. Panden er ikke høj, ikke tænksom, men