Michelangelo Buonarroti

Side 235
forudfattet Mening derom, vil man dog ikke finde nogen Raahed i Udtrykket. Derfor er
det naturligvis ikke udelukket, at Michelangelo i Virkeligheden under Undfangelsen af
Gruppen i sine Tanker har havt den ondskabsfulde og udsvævende unge Mand, der
satte sit Knæ paa Firenze's Nakke.
Han var Søn af Lorenzo af Urbino, Michelangelo's Pensieroso, og en Bondepige
fra Collevecchio. Da han, kun tyve Aar gammel, opnaaede Enevoldsmagt, fik han
Højhedsvanvid. Den Forbitrelse, han vakte, ogsaa hos Buonarroti, var saa stor, at
den alene forklarer det Udbrud, som tillægges den store Kunstner, at Medicæernes
Palads burde rives ned og Stedet blive en Plads for Mulæsler. Det er ikke udelukket,
at Buonarroti i dette Arbejd, som ikke var bestilt af Nogen og som han skjulte, har
givet sin Afsky for Alessandro Luft. Kun har hans medfødte og stedse mere udviklede
Kærlighed til Skønhed umuliggjort ham, at give Sejrherren over den bedre Modstander
et frastødende Aasyn.
Da efter Michelangelo's Død det besynderlige, men skønne Værk blev fremdraget,
skænkede hans Brodersøn Lionardo dette tilligemed flere andre af Farbroderens
Efterladenskaber til Storhertug Cosimo, der i 1565 lod Gruppen opstille i Palazzo
Vecchio's Salone regio.
Cosimo var allerede i 1535 af Kejser Karl den Femte saa at sige bleven udset
til Hersker over Florents. Da Kejseren i April det Aar holdt sit Indtog der, blev han
modtaget af Hertug Alessandro og af dennes Fætter Lorenzino, der kun otte Maaneder
senere med sex Dolkestød skilte Hertugen ved Livet. Kejseren spurgte efter den unge
Cosimo, hvem Moderen af Forsigtighed havde ladet blive hjemme. Da den smukke
Dreng var bleven hentet, klappede Karl den Femte ham paa Skulderen og lykønskede
ham til at stamme ned fra en Ridder (Lorenzo il Magnifico) for hvem - som Karl noget
overdrevent ytrede sig - Frankrig og Spanien havde skælvet.
Drabet af Alessandro fandt Sted 4. Januar 1537. Den syttenaarige Cosimo, der
snart udviklede lige stor Dygtighed og Grusomhed, besteg Tronen, og vedblev at være
Firenzes Herre til et Tiaar efter Michelangelo's Levetid. Han døde 1574.
Mordet paa Alessandro var Anledningen til at den nys berørte Brutusbyste blev
udført. Morderen var visselig uinteressant, en af Udsvævelser ødelagt Lediggænger,
der havde nedladt sig til at være Spion og Kobler for den blodtørstige Tyran, hvem han
i Smug hadede, mens han tjente ham. Naar han overfaldt og dræbte ham, var det i
Haab om at opnaa det Ry, som i det gamle Grækenland og Rom Tyranmordere havde
vundet.
Da Karl den Femte, som støttede Huset Medici, stadigt var truet med Krig af Francis
den Første, der faldt ind i Savoyen, og af Sultan Soliman den Anden, den Store, der
vel var bleven fordrevet fra Tunis, men atter og atter faldt ind i Ungarn, saa indbildte
de florentinske Flygtninge sig, at den republikanske Forfatning lod sig genindføre i
Firenze, og de fejrede Lorenzaccio som en ny Brutus. Han havde Hulheden tilfælles
med Cæsars Morder, blev i Tidens Længde vel ikke saa berømt, men nød i Øjeblikket
en umaadelig Popularitet ikke blot hos de fra Florents Forviste, men blandt Italiens
Intellektuelle. Jacopo Sansovino var dybt grebet, da der hos ham blev gjort Bestilling
paa en Statue af Lorenzino som Fædrelandets Befrier, efter at denne, som ikke havde
vovet at blive i Florents, var falden for en Snigmorders Dolk i Venedig.
Michelangelo, der af Hjertet havde hadet Alessandro, har lige strax efter Drabet delt
Begejstringen for Drabsmanden. Han forlod jo Firenze af Frygt for hvad Alessandro
kunde finde paa imod ham. I Rom, hvorhen han var draget, havde de fra Florents
Forviste deres Samlingssted. I deres Spidse stod to florentinske Cardinaler, to