Michelangelo Buonarroti

Side 234
eller efter Dronningemoderens, Maria af Medici's, (en Medicæers!) blev Billedet af
Sædelighedsgrunde brændt.
En Kopi, der var malt af Benedetto del Bene blev bragt til England, hvor man var fuldt
saa sædelig. Hertugen af Northumberland skaffede sig denne Kopi fra Halsen ved at
skænke den til Nationalgalleriet, hvor Kunstkendere endnu kan faa den at se i et ellers
tillukket Værelse, ligesom de obscøne Billeder fra Pompeii vises i Neapels Museum.
Denne stærkt angrebne Kopi, som var bleven restaureret af en middelmaadig Maler,
blev i 1868 befriet for Overmalingen. En anden Kopi er uden Blu og uden at forarge
noget Menneske indlemmet i Dresdens Galleri.
Carton'en som ogsaa havde været i Mini's Besiddelse, vendte tilbage til Firenze,
blev i det 18. Aarhundrede købt af en Englænder, og befinder sig nu i Royal Academy
i London.
Havde den pirrelige Michelangelo ikke taget et taabeligt Ord af et Sendebud saa ilde
op, at han i den Anledning vilde foretage en Demonstration, saa havde Originalen til
Leda efter al Sandsynlighed den Dag idag havt en Hædersplads i Slottet i Ferrara.
14
Den ufuldendte Gruppe, der bærer Navnet Sejren og som længe er bleven henført
til Vittoriaskikkelserne paa det planlagte Gravmæle over Giulio den Anden, tilhører
utvivlsomt en meget senere Tid, efter al Sandsynlighed den Tid, da Sakristiet i San
Lorenzo blev udsmykket. Det Marmor, i hvilket Gruppen er udhugget, er fra Bruddene
ved Seravezza, som først aabnedes i Marts 1518, og Aanden i Værket maa have været
politisk og polemisk, da Michelangelo ikke viste det til Nogen, men lod det staa skjult i
Værkstedet i Via Mozza i alle de syv Aar, Alessandro af Medici regerede ved Hjælp af
Forvisninger og Henrettelser. Værket nævnes første Gang i anden Udgave af Vasari,
som udkom fire Aar efter Michelangelo's Død.
Der er meget Gaadefuldt ved dette Arbejde, hvis Marmorblok synes at have havt den
Pyramideform, der fra Materialet gik over til at blive Kunstværkets. Gruppen forestiller
en slank Yngling med paafaldende lille Hoved, der, efter at have frigjort sig under Kamp,
støtter sig paa højre Ben og har lagt sit højt løftede venstre Knæ paa Ryggen af den
overvundne Modstander, en ældre Mand med stort Hoved og ædle Træk.
Stillingen er ikke uden Særhed. Kroppens Drejning til Højre, medens Hovedet
er skarpt vendt til Venstre, giver Skikkelsen noget Proppetrækkeragtigt. Blikket
spejder ud som efter en ny Modstander. Paa den overvundne ser Ynglingen ikke
ned. En Rødkridtstegning i Louvre viser, at Kunstneren har studeret den liggende,
sammenpressede Skikkelse, der i Marmoret er paaklædt, efter nøgen Model.
Hvorledes den foregaaende Kamp skal fortolkes, er uklart, thi om højre Læg har
Ynglingen en Art Rem, der er fæstet til den ældre Mands Lænd; med sin højre Haand
trækker han Fligen af et Klædebon frem, der falder ned over hans Ryg. Er det en
Hertugkappe og ligger heri et Sindbilled?
Baade om venstre Ben og venstre Haandled ligger en Rem, som havde han bidtil
været bunden. Hverken Ynglingens venstre Arm eller den Overvundnes Skikkelse er
blevne fuldendte, men stikker i Marmoret. Ynglingen er slank, stærk og smidig; den
ældre Mands Aasyn er mere aandeligt præget, i Grunden ogsaa smukkere end hans.
Den Fortolkning af Gruppen, som gaar ud fra, at med den sejrende Yngling er der
tænkt paa Alessandro af Medici som Tyran, har til Udgangspunkt, at et lille Hoved i
Datiden ansaas for et Kendetegn paa Brutalitet. Ifald man betragter dette Hoved uden