Michelangelo Buonarroti

Side 233
For Correggio laa Æmnet endnu bedre som Paaskud til at udføre et indtagende
Landskab, henrivende unge Kvindelegemer under plaskende Legen i Floden, og
meddele malerisk Øjenlyst ved Iagttagelsen af en Frilufts-Erotik i dens første Stadium,
hvor Svanen nærmer sig.
Leonardo lagde al Vægten paa det smukke Liniespils Ynde, Correggio appellerede,
uden paa nogen Maade at vække Anstød, til en lys Sanselighed hos sit Værks Beskuer.
Michelangelo kunde ikke tage let paa den frivole Myte. Hos ham er Svanen for fuldt
Alvor Zeus, og Leda lader sig overskygge af den store hvide Fugl med en stille, dyb
Højtidelighed, som fejredes her et Bryllup mellem Himmel og Jord, eller mellem et
Væsen, der har hjemme paa Jorden, og et, hvis Element er Vandet og Luften.
Storladent og alvorsfuldt er Værket blevet, skønt det var af dem, der krævede et
Smil.
Kunstværkets Skæbne blev besynderlig og tragisk.
Da Maleriet var færdigt, lod Michelangelo Hertugen af Ferrara dette vide, Alfonso
sendte i Oktober 1530 en af sine Hofmænd, Jacopo Laschi, kaldet il Pisanello, til
Florents for at hente Billedet. Han overbragte følgende Brev fra Hertugen:
"Dyrebareste Ven! Messer Alessandro Guarini, min tidligere Gesandt i Firenze, har
meddelt mig, hvad I lod ham sige angaaende det for mig udførte Billede, og jeg har
været meget glad derover. Da jeg, som jeg mundtligt har sagt Eder, allerede i saa lang
Tid har næret det Ønske, at have et af Eders Værker i mit Hus, forekommer hver Time
mig et Aar, indtil dette sker. Jeg sender derfor Overbringe ren af dette, min Tjener, ved
Navn Pisanello, og beder Eder at transportere Maleriet til mig ved Hjælp af ham, og
give ham Anvisning paa, hvorledes det med Sikkerhed kan overflyttes. Tag ikke ilde
op, at jeg endnu ikke sender Eder Betaling ved mit Bud; thi jeg har hverken hørt fra
Eder, hvad I forlanger, eller formaar selv at bedømme Værdien, da jeg endnu ikke har
set det. Dog det lover jeg Eder, at I ikke skal have spildt den Umag, I har gjort Jer for
min Skyld, og I vilde gøre mig den største Glæde, dersom I vilde skrive mig til, hvor
meget I ønsker; thi jeg véd, at Eders eget Skøn ved Vurderingen er langt paalideligere
end mit. Og jeg forsikrer Eder, at ganske bortset fra Lønnen for Eders Arbejde. vil jeg
altid bevare det Ønske at volde Eder Glæde og Behag. som efter min Mening Eders
høje Værd og sjældne Evner fortjener det. Nu og altid er jeg af Hjertet beredvillig til at
gøre Alt, hvad der kunde være Eder kærkomment, saa vidt jeg er i Stand dertil."
Hertugens Afsending optraadte hverken som nogen Diplomat eller som nogen
kunstforstandig Mand. Da Billedet blev ham forevist, skal han have udbrudt: Det var en
ringe Ting! (O questa è poca cosa!), hvorefter den forbitrede Kunstner spurgte ham,
hvad hans Livsstilling var? (Che arte è la vostra?) Da Hofmanden for Spøg svarede, at
han var Købmand, udbrød Michelangelo opbragt: I gør daarlige Forretninger for Eders
Herre! hvorpaa han jog ham bort.
For nu at tage Hævn over de fornærmelige Ord, i hvilke Hertugen dog ikke havde
ringeste Skyld, fandt Buonarroti paa det usaligste Middel. Han gav sin Hjælper, Antonio
Mini, Maleriet og lod ham tage det med til Frankrig for at han kunde tilbyde det til
Francois den Første, der jo var Kunstelsker og havde bevist sin Kærlighed til Italiens
Kunst ved at kalde Leonardo til sig. Mini lod i Lyon udføre en Kopi af Billedet. Han
indsaa, der lod sig gøre Forretninger med det.
Det lykkedes ham at faa Originalen solgt til Fontainebleau, hvor Maleriet forblev
til Ludvig den Trettende's Tid. Men, forunderligt nok, saa lidt var den kunstneriske
Dannelse da endnu udviklet i Frankrigs højeste Kredse, at man skammede sig
ved Billedet. Ministeren Desnoyers lod det fjerne fra Slottet. Efter hans Ordre