Michelangelo Buonarroti

Side 232
selv, klassisk i Bygningsmaaden, personlig til det Yderste i Skulpturen, udformende sit
Syn paa Liv og Død i store, uforglemmelige Sindbilleder.
13
Nogle Værker, der uden at tilhøre Gravmælerne i San Lorenzo er samtidige med dem
og staar i en vis Forbindelse med dem, bør kortelig omtales.
Adonis blev først opdaget i anden Halvdel af det attende Aarhundrede i den
medicæiske Villa, Poggio Imperiale. Vasari kender den ikke, Den fremstiller den skønne
Yngling som døende; Michelangelo er - fra de ældre Mænd, han i Kraft af sit Æmnes
Beskaffenhed havde givet Plads paa sine Gravmæler - tyet tilbage til sine yngre Aars
som sin Alderdoms Ideal: ung mandlig Skønhed. Med sin Statue af Adonis vil han sige
som Schillers Thekla i Wallenstein:
Das ist das Los des Schönen auf der Erde.
Tidt havde Michelangelo givet denne Stemning Udtryk i de forskellige Gravskrifter,
der fremkaldtes ved den smukke Dreng Cecchino Bracci's Død, ligesom i den Sonet,
hvori han udtaler, at dersom han havde kendt den unge Skønhed, vilde han gerne
have bevaret hans Former i Marmor. Som Adonis er, minder Figuren om den uudførte
Figur af den ældre Giuliano paa Doppeltgravmælet. Desuden er den fuld af Mindelser:
den Døendes smukke højre Haand er ganske den yngre Giuliano's. Hovedet er, som
Nattens, støttet til venstre Haand.
Men Statuen er, skønt utvivlsomt ægte, lige saa utvivlsomt mislykket for Kunstneren.
Underkroppen med det over Vildsvinet liggende Ben danner en grim Trekant.
Tilbøjeligheden til at vride og dreje Menneskelegemet har ber ført til et unaturligt
Resultat. Denne Stilling har aldrig nogen Døende indtaget.
Det næste Kunstværk, der genkalder Gravmælernes Figurer, er Michelangelo's
store Maleri "Leda". Efter Kunstnerens Ophold i Ferrara i August 1529, skal Hertugen
ved Afskeden skemtsomt have bedet ham om en Erindring: "I er min Fange. Skal jeg
give Eder fri, maa I love mig noget fra Eders Haand, Skulptur eller Maleri, hvad I lyster."
- Michelangelo begyndte efter givet Løfte strax i Firenze et stort Temperabilled, som
han efter sin Carton malte paa Træ. Han valgte til Æmne en Leda, maaske fordi han
dermed mente at træffe Hertugens Smag, da han hos ham havde set mytologiske
Billeder, malte af Tiziano: Venusfest, Ariadne, Bakkisk Dans.
Det har rimeligvis lokket Buonarroti, under Bevaring af den hele Stilling blot med en
ringe Ændring, at omforme sin dybt melankolske "Nat" til en vellystig Skikkelse, der
ved et sindbilledligt Naturmysteriurn udtrykte en skøn Sammensmeltning af Svanens
og Kvindens Linier og Former. Og skønt Maleriet nu kun kendes af svage Kopier, der
ikke lader det komme til sin Ret, maa det siges, at Svanehalsens Stigen mellem Ledas
Bryster, indtil Næbbet møder Munden, og de mægtige hvide Vinger som Baggrund for
det muskuløse Ben med den fine Ankel og Fod, danner et betagende Hele. Kun laa
selve Æmnet Michelangelo altfor fjernt til at han ikke maatte strande under Forsøget
paa at transponere den Stilling, der hos Natten afgav Formen for den mørkeste
Selvopgiven, til en, der afgav Formen for heftig, naturstridig Vellyst.
Æmnet Leda med Svanen laa for Leonardo. I et berømt og dejligt Billed har
det tilfredsstillet denne store Naturdyrker at lade Kvindelegemets og Svanelegemets
Bugtninger mødes i en potenseret Dejlighed. Med en øm, ligesom ægteskabeligt
beskyttende Bevægelse breder Svanen sin Vinge om den staaende Leda. (Den bedste
Kopi i Baronesse de Ruble's Hus i Paris).