Michelangelo Buonarroti

Side 231
Maria vender sig her ømt mod Barnet, tager om den lille Haand. - Der er et andet Udkast
i British Museum, hvor Maria er tegnet efter en afklædt, levende Model med flade
Skuldre. Her berører Moderens og Barnets Legemer ikke hinanden, Marias smertelige
Blik er opadvendt; Munden synes at sukke.
Tilsidst fandt Kunstneren en foreløbig Tilfredsstillelse ved i Marmor at udføre
den Madonna, der nu pryder Sakristiet, om hvilken en Kritiker af Justi's Rang
har den forbausende Vending, at Michelangelo har givet hende en Daglejerskes
Trælleskikkelse.
Den er plastisk tænkt som ingen tidligere Madonna, han har frembragt, beregnet paa
at kunne ses fra alle Sider. Som den nu staar, stillet højt imod en Væg, er den unddraget
den Betragtning fra Siderne, der først vilde aabenbare dens hele Skønhedsværd.
Den overfor dette sjældne Værk forstemte og gnavne Justi har fundet det haardt
og koldt; men han har indrømmet, at nutildags er dette tidligere oversete blandt
Michelangelo's Arbejder blevet det mest beundrede og fejrede af alle, paa Grund af
dets overdaadige Rigdom paa Vendinger i det snevrest mulige Rum. For Beskuere med
Nerver som Nutidens og med den moderne Kunstelskers Blik er der intet Saarende eller
Stødende i Statuens næsten hvirvlende Drejning paa det hellige Sted, som Sakristiet
gælder for at være. Thi Stedet er det moderne Menneske ikke helligt i og for sig, men
som det Sted, hvor Michelangelo's Genius har aabenbaret sig, og vor Andagt, som
denne Madonna afviser, gælder ikke hende, men hendes Ophavsmand, og kan af ham
ikke blive afvist.
Først Aar 1563 blev af Vasari efter Anmodning af Hertug Cosimo Opstillingen af de
to Gravmæler og af Madonnastatuen med de to Helgener foretaget.
Om de Flodguder, der efter den oprindelige Plan skulde havt Plads under
Sarkofagerne, har en Model, der er bleven fundet i Firenze's Akademi, givet os
et Begreb. Den var udført af Ler og Uldstof. Figuren skulde læne Ryggen mod et
Fod stykke til Sarkofagen, stemme det ene Ben i Vejret, strække det andet ud.
Efterverdenen har sikkert ikke mistet noget ved Fortrængelsen af dette Element, som
ikke mere passede til den gennemførte Plan.
For Kunstneren selv havde den Tanke, at anbringe Flodguder havt Betydning,
forsaavidt Nil og Tiber som yndede Antiker tidligt havde.opfyldt ham. Uden dem var
han tilmed maa ske ikke kommet paa Ideen til Dagstiderne.
Floder anbragtes under Renæssancen paa Monumenter som Stedbetegnelse for de
Landskaber, der skyldte dem deres Velfærd; de hørte altsaa til her, hvor Landsherrer
mindedes. Men man savner ikke disse Floder, Planen til dem viser den Forkærlighed,
Michelangelo nærede for den liggende Stilling; de vilde dog her have virket som en
Gentagelse.
Et Tilbageblik paa Helheden godtgør det berørte Sammenspil mellem Arkitektur og
Skulptur. Det ny Sakristis Kuppel er slankere end Brunelleschi's; Højden, indtil hvor
Laternen begynder, er dobbelt saa stor som Bredden, et Forhold der stemmer med
den stejle Opbygning af Grupperne, Michelangelo sikrede dernæst sine Værker det
Ovenlys, der gjorde deres Fortrin gældende, ved Hjælp af de tre Vinduer paa hver Side.
Da Arkitekturen er spinkel og tør, opstaar der en livfuld Modsætning mellem den
og Figurerne med deres Vælde og Liv. Men denne tØrre, klassiske Arkitektur er den,
Michelangelo ynder. Aldrig har han anvendt snoede Søjler (som Raffaello paa Cartonen
til Den Lammes Helbrede(se). Barokkens svulmende og svulstige Former, som han
siges at forberede, har han ikke kendt, endsige anvendt. Her i Sakristiet er han helt sig