Michelangelo Buonarroti

Side 229
fra Lejet. Med venstre Haand famler hun efter Sløret, som vilde hun hylle sit nøgne
Legeme deri. Disse Bevægelsers Overensstemmelse tiltaler Øjet som Samklang og
Velklang Øret; en Velklang i Moll.
At Michelangelo, ved at give Morgenen et saadant Udtryk af Modstræben mod det
at vaagne, har tænkt ogsaa paa Firenze's Skæbne, ikke blot paa sin personlige, er
muligt, da hver Dag bragte ham pinlige og forstern niende Efterretninger.
I det nysnævnte Brev skriver Mini slutteligt: "Nu er Michelangelo sysselsat med
Fuldendelsen af den Gamle (Aftenen). Næste Vinter kan han gøre Madonna færdig og
mejsle Statuen af Hertug Lorenzo," - Vi ser af disse Linier, i hvad Orden, naturligvis
ikke Ideernes Undfangelse, men Statuernes Udførelse er gaaet for sig.
Crepusculo (Aftenen), der er Modstykket til Aurora, er mindre stejl og voldsom af
Karakter, ogsaa mindre fængslende, end den tidligere Mandsskikkelse, Dagen. Mægtig
som Figuren er, maa Hovedindtrykket dog bestemmes som Træthed, Afkald. Slappelse
af Viljen.
Atter her er den fremstillede Mand ikke længer ung. Kunstneren har paany opgivet at
give et Billede af den mandlige Ungdom, der altid var hans kæreste Æmne. Men skønt
begge Skikkelser fremstiller Mænd, der er noget til Aars, er ingen af dem saa aldrende,
at Nogen nutildags vilde ibruge Renæssancetidens Udtryk om dem: de Gamle. Deres
Kraft er usvækket, selv om deres Tungsind eller Mismod gaar dybt.
Som bekendt gives der fra Michelangelo's Haand paa et Blad Papir i Casa
Buonarroti, hvor tre Søjlefodstykker er tegnede med Rødstift, en skreven Forklaring af
Gravmælet for Giuliano; den er tvungen og kunstlet, som den Forklaring, der af Condivi
gaves af Fangerne paa det oprindelige Udkast til Rovere-Monumentet: de frie Kunster,
som er lammede ved Giulio den Anden's Død. Texten lyder her:
"Himmel og Jord, Dag og Nat, taler og siger: Vi har i vort ilsomme Løb ført Hertug
Giuliano til Døden; det er da ret og billigt at han tager Hævn. Men Hævnen er den, at
han nu, da vi har dræbt ham, død, som han er, har ranet os Lyset, og ved at lukke sine
Øjne har lukket vore, saa at vi ikke mere lyser paa Jorden. Hvad vilde han ikke have
gjort ud af os, ifald han var bleven i Live!"
Denne skruede Vending røber den Forkærlighed for sære Abstractioner, der
ikke sjældent træder frem i Michelangelo's Digte. De anvendte Udtryk "Himmel
og Jord" minder udtrykkeligt om de Skikkelser, der efter den oprindelige Plan til
Rovere-Gravmælet skulde udfylde Pladsen paa hver sin Side af den store Pave.
Det er uvigtigt, hvad Mening, der literært eller allegorisk af Betragteren kan
indlægges i et Skulpturværk. Hovedsagen for Michelangelo som Kunstner har som for
alle Kunstnere ikke været Æmnets Tilværelsesform, men dets Virkeform. Det gjaldt for
ham ved dette Hovedværk, som ved de andre tidligere, om at opnaa Enkelthedernes
Enhed for Øjet og deres samlede Virkning paa Sindet. Han har bestemt Synspunkterne,
fra hvilke der skal ses. Han har mangedoblet Virkningen ved at lade fuldt Lys falde over
Aftenens og Morgenens udstrakte Skikkelser, medens Lyset paa Dag og Nat brydes
ved overskyggede Partier, der i Halvmørket skimtes hemmelighedsfuldt.
I sin Bog "Das Problem der Form", hvis Interesse beror paa, at her, hvad sjældent
sker, en Billedhugger skriver om Billedhuggerkunsten (rigtignok i den Grad abstrakt,
som kun en tysk Billedhugger kunde skrive) har Adolf Hildebrand berørt Spørgsmaalet
om Michelangelo's Virkemidler. Han fremhæver træffende, at Buonarroti gør sit Værk
saa kompakt som muligt, helt udnytter det Rum, Stenblokken skænker ham. Han
concentrerer hvad Liv, han vil fremstille, saa stærkt, at ingen Part af Rummet forbliver