Michelangelo Buonarroti

Side 228
hvilken det rige, tætte Haar ligger som en skyggende Tordensky, er Dagen unærmelig
som en Guddom. Med dette af Blokken kun halvt udhuggede Aasyn, hvis Ufærdighed
forstærker Udtrykket af Vælde og Væmmelse i Forening, er "Dagen" formet af haardere
Stof end de Dødelige; han vender sig bort fra dem med Uvilje og Vrede; hans Aasyn
straaler ikke; det er mørkt han vaagner, ikke til Daad, men til Lede ved Menneskeheden
og Alt, hvad dens er.
Han er ufølsom som Skæbnen, der rev de to Hertuger bort i deres unge Alder, og
som uden Grusomhed, med naturbestemt Ligegyldighed, vender sig fra os andre, hvis
vi anraaber den.
11
Som Nattens og Dagens Stillinger symmetrisk svarer til hinanden, idet hos begge det
ene Ben er løftet, er hos begge Figuren saaledes samlet, at dens Yderlemmer ikke
naaer lavere ned end Voluten, hvorpaa den hviler. Anderledes forholder det sig med det
næste Par, "Aften" og "Morgen", der begge skødesløst lader det ene Ben hænge, saa
Foden befinder sig lavere end Sarkofagens Laag. En Afvexling var tilvejebragt mellem
Dagen og Natten, forsaavidt Nattens Hoved hældede ned mod Brystet, mens Dagen,
trodsigt knejsende, løftede sit over højre Skulder: Her er den Contrast, der varierer den
stilfuldt gennemførte Symmetri, frembragt ved at Aftenen har lagt sit højre Ben over
det venstre, mens Aurora, der lige er vaagnet, strækker sit dejlige Legem ud i dybeste
Mismod over at skulle begynde en ny Dag.
Thi at hun græmmer sig over at have delt den gamle Tithons Leje - som man har
ment - giver Statuen selv ingen Oplysning om, og derom vækker den ikke ringeste
Formodning. Kønsligt er denne pragtfuldt skønne Jættekvinde visselig ikke optaget.
Hun er kun ikke vaagnet til Glæde over Existensen, men til Sorg over hvad Livet
rummer og byder af Ubehag. Der er Vemod i hendes Blik. Hendes Læber aabner
sig som til en lydløs Klage. Hendes gigantiske Legeme er ungdomsfrisk; den venstre
Haand, der med spredte Fingre er bøjet ind mod Halsen, viser i sin Modellering den
højeste Elegance, som er Styrkens; de dejligt formede Ben røber det omhyggelige,
omfattende og indtrængende Naturstudium. I Modsætning til Statuen af Natten er der
i denne intet Voldsomt eller Usandsynligt.
Aurora er udført under den højeste kunstneriske Anspænding, en saa stærk, at
den nedbrød Mesterens Helbred. Giovanni Battista Mini skrev September 1531 til
Pavens Sendemand i Florents, Baccio Valori: "Han er udtæret og afmagret; jeg talte
nyligt derom med Bugiardini og Antonio Mini, der altid er sammen med ham, Og
tilsidst stemmede vi overens i, at Michelangelo kun kan leve kort Tid endnu, med
mindre der tages Forholdsregler til hans Bedste." Saa vidt skønnes, har han paa dette
Tidspunkt dels lidt under sin Frygt for Pavens Vrede over hans Holdning under Firenze's
Belejring, dels været nedtrykt paa Grund af de Krav, der stilledes til ham om Levering
af Rovere-Gravmælet.
Mini har da set baade "Natten" og "Aurora". "Natten" har, skriver han, Valori allerede
taget i Øjesyn; om "Aurora" hedder det: "Dette højst underfulde Værk overtræffer
"Natten" i enhver Henseende." Aurora er vaagnet af en tung Søvn; Drømmene flygter
fra hendes Hjerne, der genvinder sin Bevidsthed. Men det er langtfra, at hun i den ny
Dags Morgenrøde føler sig forfrisket. Hendes Udtryk siger i gnaven Sørgmodighed:
Endnu en Dag!
Endnu søvndrukken vil hun staa op. Ved at støtte sig paa venstre Fod søger hun
at faa Tyngdepunktet i højre Hofte, for saa at hæve sig paa højre Ben og rejse sig