Michelangelo Buonarroti

som drysser alle de kolde
Rædsler i min Barm.
Jeg gemmer mig under Fligen
af Mørkets Skræmsels-Slør;
da ruster sig al min Higen
saa ørnedjærv som før.
Da trodser jeg Hav og Flammer,
jeg sejler som Falk i Sky,
jeg glemmer Angst og Jammer -
til næste Morgengry.
Side 227
En ganske beslægtet, ikke mindre Michelangelo'sk Stemning er udtalt i Digtet om
Bjergmanden:
Men jeg glemte Dagens Pragt
i den midnatsmørke Schakt,
glemte Liens Sus og Sange
i min Grubes Tempelgange.
Bryd mig Vejen, tunge Hammer
til det Dulgtes Hjertekammer.
Hammerslag paa Hammerslag
indtil Livets sidste Dag.
I denne første Statue af "Natten" har Buonarroti givet sit Hang til det Voldsomme
og Vredne frit Løb. Med Undtagelse af en enkelt Model, Auguste Rodin har foreviget
i en underfuld Tegning, har faa Kvinder saa smidige Ledemod, at de kunde indtage
denne Stilling. At de skulde indtage den under Søvn der slapper Lemmerne, er lidet
sandsynligt. Neppe Nogen vilde føle Drift til i Søvne at støtte højre Albu imod det løftede
venstre Laar. Hvad Kunstneren har villet udtrykke er imidlertid den overvældende
Træthed, under hvilken man siges at kunne sove staaende.
Natten er fremstilt som alle Væseners Moder. De stærkt fremtrædende Brystvorter
og Bugens dybe Tværfolder tyder derpaa. Michelangelo har ikke lagt an paa at give
Skikkeisen noget Yndefuldt eller Hjertevindende. Men Ansigtet er trods dets af Søvnen
stivnede Træk og trods det mærkeligt lille Baghoved opbøjet skønt.
Dybere gribende end Natten er Dagen, Af Michelangelos Mandsskikkelser er denne
langt den udtryksfuldeste og mest ejendommelige. Man bebøvede kun at fordybe sig i
denne ene Skikkelse for at kende Grundpræget i hans Væsen som moden Mand, det
Stolteste, Ypperste hos ham, den Ringeagt for det Daglige og Smaa, der var saa stærk,
at den ikke behøvede Ord, kunde nøjes med et Blik.
Alt er givet blot ved Stillingen: dette Kæmpelegem, der vender sig bort
fra Beskueren, denne underfulde Ryg, der som den berømte Hercules-Torso,
Michelangelo beundrede saa højt lader de vældige Musklers Spil fremtræde
harmonisk, i Bølger, der udjævner sig uden en eneste fremspringende Kant, de dejlige
Linier, der fremkommer ved Kastet af det venstre Ben over det bøjre. og fremfor Alt
ved det, der kroner Mesterværket, Hovedets frontale Stilling, da det er drejet over den
højre Skulder.
O dette Hoved! Intet Menneske med blot elementær Skønhedssans, der engang
har set det, var det end blot i en Afbildning, kan nogensinde glemme det. Svagt minder
det om Solen, der hæver sig over en Bjergryg. Men med det afværgende, frygteligt
truende Bliks "Procul o procul este, profani!" under den stærke, ikke høje Pande, over