Michelangelo Buonarroti

Side 226
Menneskeverdenen, men i Kunsten, forfalder og forgaar. Marmorstatuen overlever
vel sit Ophav; men ogsaa den bliver, som det siges i en af hans Sonetter, tilsidst
sønderslaaet af Tiden (il tempo ingiurioso aspro e villano).
Tiden er ber opfattet som den Magt, der i sit Følge har Døden. Den har forvandlet
disse stolte Feltherreskikkelser til Skygger. Derfor har dens titaniske Former, der kaldes
Dag og Nat, Morgen og Aften, men som blot er Former af den Alt knusende Skæbne,
en blytung Vægt og en usigelig Ligegyldighed for Menneskevilkaar. Disse Væsener er
selv kun Sindbilleder paa Livet som Lidelse, altfor mareredne altsaa til at kunne nære
Medfølelse med andre.
De ligger der, dybt sørgmodige, stønnende, krampagtigt trækkende deres Lemmer
op under sig eller dødtrætte, lede ved Alt, hvad Døgnet kan bringe dem. Der er intet
Højtideligt over dem; de véd ikke af, at de har Tilskuere. Deres Væsen er indre Uro
eller tydelig Menneskeforagt. Der er for dem ingen Glæde ved at vaagne til en ny Dag,
ingen Livslyst ved Middag, ingen sød Hvile i Søvn. Et er fælles for dem alle: de lider.
De er ægte Børn af Michelangelo, af den Kunstner, der aldrig har fremstilt Lykken.
Og forsaavidt Renæssancen i sit Væsen var Glæde ved det at leve, Dyrkelse af alt Liv
som Udtryk for en med friske Øjne opfattet Natur, peger Michelangelo allerede her ud
over Renæssancen.
Inderst inde forestiller disse Skikkelser jo slet ikke Døgnets Tider eller nogetsomhelst
andet, der nævnes kan, de fremstiller Michelangelo's Indre, som det ved Aarene 1530
til 1534 saa ud, naar det blev anskueliggjort i fuldendt Form.
10
"Natten" er uden Tvivl den først frembragte Skikkelse; man sporer det blandt andet af
de mange Kendemærker, Buonarroti har anset det for nødvendigt at udruste hende
med: der er Uglen, Valmuehovederne, den tragiske Maske med de udhulede Øjne, der
betegner de skræmmende Drømme.
Der er Diademet, som særtegner en Dronning, og i Haaret over Panden Nymaanen
med en Stjerne, der minder om Diana. Ved de følgende Skikkelser har Kunstneren
med voxende Sikkerhed forsmaaet ethvert Attribut.
Michelangelo havde altid betragtet Natten som den Del af Døgnet, der svarede
til hans Væsen. Han har udtrykt denne Forestilling paa talrige Steder i sine Digte.
Den hører sammen med hans medfødte Tungsind; derfor Ordet, at Natten var ham
beskikket fra Fødselen og i Vuggen (nel parto e nella cuna). Han kalder da ogsaa
Nætterne for mere hellige end Dagene:
Dunque le notte piu ch'e digrave; son sante.
De lavere Væsener udfolder sig i Lyset; Mennesket bliver avlet i Mørke.
Natten staar saa meget højere over Dagen, som Mennesket over Planten. At
Digteren andensteds i andet Lune kalder det en Vildfarelse at rose Natten, eftersom
Mørket jo kun er Skyggen, der opstaar, naar Jorden vender sig fra Solen, er uden Vægt,
da det først anførte Sted, som Statuen af Natten tilfulde beviser, er det ægte Udtryk
for Michelangelo's Hu.
Der er i denne hans Følemaade noget, der vender tilbage hos Henrik Ibsen.
Michelangelo havde kunnet underskrive disse Ibsen'ske Vers:
Nu er det Dagens Trolde.
nu er det Livets Larm,