Michelangelo Buonarroti

Side 225
Dragtens Uigennemsigtighed svarer til hans Væsens Uigennemtrængelighed.
I Holdning og Stilling er her Fuldkommenheden naaet. Medens Giuliano, hvor
tilfredsstillende for Øjet end Liniernes Samvirken er, kunde tænkes at ændre sin Stilling
en Smule, kunde foretage en Bevægelse, uden at Helheden behøvede at gøre ringere
Indtryk for det, er med Il Pensieroso det Nødvendige naaet, det Ubetingede, det, som
ikke kunde være i mindste Maade anderledes, uden at den uforlignelige Virkning gik
tabt.
9
Michelangelo's overvældende Originalitet træder frem i den helt nye Form for
Gruppering, der ved disse Gravmæler var funden. Efter al Sandsynlighed har den
opgivne Plan, som Tegningen i Albertina har røbet for os (den at anbringe de to
fremragende Brødre af Huset Medici liggende paa Laaget af samme Sarkofag) bragt
Kunstneren paa den Ide at fremstille et Skikkelsepar paa hver af de to Sarkofager.
Under den Døde, der - tidligere kun paa Pollaiuolo's Statue af Innocenzo den Ottende i
San Pietro - her var gengivet som levende, tronende Fyrste, laa skraat rejste, hvilende,
men udtryksfuldere end nogen vandret udstrakt Skikkelse, de overmenneskelige
Sindbilleder, tilsyneladende blotte Begreber, men af hvilke hver i sig havde hundrede
Menneskers Livskraft.
At fremstille dem vandret udstrakte forbød om intet andet Pladsens Knaphed.
Det var nødvendigt at lade dem indtage skraanende Stillinger, enten let krumbøjede
med det ene Ben løftet, eller halvtsiddende, halvtliggende, næsten glidende; i begge
Tilfælde Ryg mod Ryg med anseligt Mellemrum. I dette Øjemed inddelte Michelangelo
Sarkofaglaaget, idet han derpaa anbragte to henimod Midten svagt løftede Bueflader,
der for Enderne rullede sig sneglehusagtigt sammen.
Man plejede dengang, paa Gravmæler at anbringe Allegorier af Dyder. Men en
simpel Grundforestilling, som Tanken paa et Gravmæle hos Buonarroti vakte: Livets
Forgængelighed, Alts Forgængelighed, udfoldede af sin Knop de Ideer, der inspirerede
ham til de fire Skikkelser, der tilsammen udtrykker Tiden, som kalder Mennesket frem
til Livets onde Møje for atter at stØde det ned i Graven.
Tiden delte sig for hans Fantasi i Døgnets fire Tider, og han saa disse for sig
som Menneskeskikkelser, Idealer af Vælde, hvis Formdannelse aabenbarer sig i hvert
enkelt Legems Stilling og indre Modstilling, skarpere udtrykt: i en Muskelbygning, der
altid er spændt, altid synes øjeblikkeligt bevæget. Menneskeformen er her saaledes
stiliseret, at den helt er forvandlet til Udtryk for en altoptagende Følelse, der ikke paa
harmonisk Maade gør sig ligeligt gældende i hvert Lem, men lader nogle Partier af
Legemet forekomme massive eller livløst hængende, mens andre i hver Fiber bugner
af Liv. Mandsformerne er Halvguders, atletiske, herkuliske, Kvinderes Former er ikke
mindre prægede af primitive Urvæseners lidenskabelige og voldsomme Kraft. Og
den store Kunstner har udviklet sig under Arbejdet. Som Lorenzo er ypperligere end
Giuliano, er "Aurora" mere fuldendt end "Natten".
Uden Michelangelos længst erhvervede, ubetingede Beherskelse af
Menneskelegemet i dets Former og Bevægelser indtil det Muliges Grænse var denne
fulde Harmoni af modstræbende Elementer ikke opnaaet.
Thi Harmoni er tilstede. skønt Grundfølelsen af Forgængeligheden for Michelangelo
var Grundlidelsen. Dødsfrygt har han kendt; uden pludselige Anfald af denne Følelse
lader hans forskellige Flugtforsøg sig ikke forklare. Men mere end af Tanken
paa sin egen Død nagedes han af Sorgen over, at alt det Skønne ikke blot i