Michelangelo Buonarroti

Side 224
have hindret det Indtryk af noget Almenmenneskeligt, Typisk, som Michelangelo
tilsigtede.
Der tillægges ham da ogsaa den selvbevidste Ytring til En, som bemærkede, at
Hertugerne ikke her tog sig ud som i levende Live: "Hvad gør det! Om tusind Aar vil
Ingen savne Ligheden, da der ikke mer vil være Nogen, der véd, hvordan disse Herrer
saa ud." - I vore Dage synes det, som vil hans Tillid til et Aartusinds Pietet ikke blive
gjort til Skamme. Men vi kan ikke glemme, at hans to Broncestatuer, Giulio og David
er forsvundne.
Michelangelo har udslettet Aldersforskellen mellem Onkel og Nevø, mellem den
36-aarige og den 26-aarige; de synes Jævnaldrende for bedre at lade sig parallelisere.
Saaledes gjorde Shakespeare 67 Aar senere i første Del af sin "Henrik den Fjerde"
Harry Percy til Jævnaldrende af den unge Kongesøn ved at tage tyve Aar fra hans
Alder.
Hvilket Held for historiske Personer som disse at komme under de største Digteres
eller Kunstneres Behandling! Af en Slagsbroder som Hedspore gjorde Shakespeare
"Ærens Konge", og af en Inquisitor og Kætterbrænder som Henrik den Femte Englands
straalende Nationalhelt. Før ham havde Michelangelo af to stakkels Syfilitikere, der
intet fik udrettet, og begge ganske nedbrudte døde i unge Aar, gjort de to skønneste
og betydeligste Mandsstatuer siden det gamle Hellas' Dage.
Giuliano svarer øjensynlig til Lorenzo som det virksomme Liv til det, der er viet
Betragtning. Giuliano's Holdning med Hovedets stærke Drejning til Siden antyder
Feltherren, der leder en Kamp. Nogen Undren vækker her den siddende Stilling, som
ikke er den, der bedst betegner Romerkirkens Gonfaloniere under et Slag. Der er heller
ingen Commando i hans Blik; det iagttager sørgmodigt, og hans dejlige Hænder holder
skødesløst om Commandostaven, lader den glide fra en Haand over i den anden.
Han vender - maaske sindbilledligt - sit Hoved bort fra Nevøen, hvem Paven gav den
Commandostav, der berøvedes ham.
De to Skikkelser maa være undfangne samtidigt, men Giuliano er udarbejdet
før Firenze's Belejring, Lorenzo efter den. Et Portræt af Lorenzo, malt af Bronzino,
udviser et Ansigt med sløvt og ubetydeligt Præg. For at give Fysiognomiet det Udtryk
af ædelt Tungsind, Michelangelo attraaede, behøvede han dybtliggende Øjne, en
Selvfortabthed, saa Verden glemtes, særtegnet ved Holdningens storladne Ro. Man
søge ikke i dette Aasyn efter det sjælfulde Udtryk af henrivende Vemod som hos
Franciabigio's unge melankolske Mand i Louvre's "Salon Carré". Denne Rolighed her er
Stenro; dette Blik henvender sig ikke til Beskueren. Hvad der hos Il Pensieroso virker,
er langt mere Legemets aldrig før sete, derfor uforglemmelige, Holdning, end selve
Ansigtsmusklernes Spil. Mund og Hage er jo desuden dækkede af den løftede Haand
med den krummede Pegefinger, der i sit Tegnsprog røber Eftertanken.
For at fremkalde et Indtryk af noget Hemmelighedsfuldt bærer dette skønne og
strenge Hoved en tung og forsiret Hjelm, der lægger Skygge over Panden. Medens den
højre Arms Haand med Haandfladen udad støtter sig mod højre Knæ, har Kunstneren
for at faa venstre Haand hævet til Munden lagt et lille Skrin, hvis Forside er smykket
med en Dyremaske, paa venstre Knæ, saa Albuen hviler paa Skrinet.
Skønt Giuliano bar en Art Brystpanser, hvor Skuldrene var beskyttede med
Metalplader, var hans Overkrop hyllet i en saa tætsluttende Lædervams, at det hele
vældige Muskelspil kom til Syne gennem den, og han forekom nøgen. Lorenzo derimod
har sit Overlegem dækket af et uigennemsigtigt Stof, ligesom hans Ben er mindre
blottede end Giuliano's.