Michelangelo Buonarroti

Side 223
Da Michelangelo ikke kan komme udenom, at Dante har anbragt Brutus og Cassius
i det dybeste Helvede, gives der af denne Kendsgerning den haartrukne Forklaring,
at de maa være satte der som de tydeligste Typer paa Forræderi imod det Imperiums
Majestæt, som Cæsar personliggjorde.
Kunstnerens Usikkerhed fremtræder i det Spørgsmaal, han derefter opkaster, om
Dante ikke alligevel har ment, at disse Mænd gjorde Uret ved deres Mordgerning,
da der som Følge af Cæsars Død kom saa store Ulykker over Jorden, saa Digteren
maaske har tænkt, det var bedre, at Cæsar var forbleven i Live og havde faaet
virkeliggjort sine Planer. - Donato svarer, at den Plan, han havde, var den, at lade sig
krone til Konge. - Michelangelo indrømmer det, men spørger, om ikke dette maaske
var et ringere Onde end hvad der fulgte paa hans Død? Og han udtaler til Slutning den
Mulighed, at Cæsar ligesom Sulla vilde have nedlagt Magten og givet Fædrelandet
Frihed og Republik tilbage.
Den gode Giannotti, der selv er en fuldblods Doktrinær, fremstiller altsaa sin store
Ven som i væsenlige Punkter mindre doktrinær end han gerne havde set ham, om end
stærkt hældende til de dengang almindelige Synsmaader. Dialogen er fra 1545, og er
et Udtryk for Sorgen over den florentinske Republiks Undergang.
Meget var denne middelalderlige Republik imidlertid ikke værd. En Klasse af
Befolkningen jog gerne en anden Klasse i Landflygtighed. Firenze var dernæst
en haard Undertrykker af de omliggende Stæder. Endelig var den demokratiske
Misundelse saa udviklet, at den gik ud over enhver fremragende Aand. Dante er det
første, store Exempel. En samtidig florentinsk Skribent Antonio Francesco Doni (1513
til 1574) har brugt den af Justi anførte Vending: Il sangue dell' Arno non patisce
maggioranza (Arnos Blod taaler ingen Overlegenhed). Huset Medici, der beskyttede
den aandelige Overlegenhed, havde derfor nogen Ret til at sætte denne Republik under
Formynderskab. Desværre udartede Familien temmelig tidligt.
8
Hertugen af Nemours (il Pensieroso) synes Michelangelo ikke at have kendt personligt;
derimod havde han allerede som Dreng i Magnifico's Palads kendt Hertugen af
Nemours' Onkel, Giuliano, og mindedes, efter hvad Condivi meddeler, hans cortesia.
Han var oprindeligt en brav Fyr, en Ven af Digtere og Humanister, selv en Smule Digter,
pragtglad og ødsel, der passede godt ind i Kredsen omkring Guidobaldo af Urbino, ved
hvis Hof han og hans Brødre levede som forviste. Han afskyede derfor som en Udaad
Leo's Magtran af Urbino, der fandt Sted det Aar, han døde.
Han havde ganske vist selv 1497 staaet i Vaaben imod Firenze, og havde paa
Congressen i Mantova, hvor Italiens Fyrster drøftede Midlerne til Afværgelse af Faren
fra Frankrig, med Held talt for sin Slægts Gen indsættelse. 31. August 1512 havde han
derefter holdt Sit Indtog i Firenze.
Han tog ikke Hævn for sin Families Fordrivelse, og da han var ukrigersk og uvirksom,
berøvede hans Broder Paven ham Overkommandoen over Byen. Som ovenfor berørt,
hengav han sig som overanstrengt Erotiker til Mystik og Melankoli. Han døde, ogsaa
han, som Michelangelo's anden Capitano, af Syfilis. Han blev 36 Aar gammel.
I Aaret efter hans Genindsættelse synes Buonarroti at være traadt i nærmere
Berøring med ham. Men skønt han har kendt ham personligt, har han endnu mindre
med Hensyn til ham end med Hensyn til Lorenzo efterstræbt Portrætlighed. Botticelli's
fortræffelige Brystbillede (i Berlin) har ikke Skygge af Lighed med Hovedet paa
Gravmælets Statue. En Stræben efter Gengivelse af individuelle Ansigtstræk vilde