Michelangelo Buonarroti

Af alt dette blev der dog Ingenting.
Side 220
Senere hen anviste Clemente selv Pladsen i Basilica'ens Kor som egnet til
Gravmæler over de to Paver. De blev udførte af ringere Hænder og opstlllede
andensteds, nemlig i Koret i Minervakirken i Rom, hvor Ingen agter paa dem.
I Sakristiet i Firenze begyndtes Januar 1524 en Træmodel, der var færdig i
Marts. Strax derefter blev de første Sarkofagfigurer anlagte i Ler, og de tilsvarende
Marmorblokke bearbejdede i Carrara. 17. Juni 1526 er det ene Gravmæle Opmuret, det
andets Opmuring skal begyndes. Den ene Feltherre (Giuliano) er paabegyndt; paa den
anden (Lorenzo) vil Michelangelo tage fat om fjorten Dage. Iøvrigt handler Brevet af
nævnte Dato fra Mesteren til Fatucci om Arbejdet med Vestibulen til det Laurezianske
Bibliotek, den Bestilling, med hvilken den omskiftelige Pave krydsede Bestillingen af
Statuerne, og gjorde sit til at hindre den for et Kunstnersind nødvendige Concentration.
Men saa indtraadt de ovenfor skildrede Begivenheder, Krigens Udbrud, Roms
Plyndring, Florents' Belejring, Kunstnerens Flugt, og alt Arbejd i Sakristiet blev for
Aaringer afbrudt. Først i Efteraaret 1530 kunde det optages paany. Det følgende
Efteraar 1531 er "Nat" og "Morgen" færdige, og den ene af "de Gamle", sikkert "Aftenen"
bliver fuldendt, Ogsaa Arbejdet med "Giuliano" bliver nu bragt til Ende og i Løbet af
Vinteren 1531 til 1532 bliver der arbejdet paa Lorenzo, Madonna faar da sin endelige
Skikkelse.
Havde Fødselen af disse Værker været kvalfuld - idet ét Udkast afløste et andet
- saa sporedes dette ingenlunde, da Statuerne løste sig ud af deres Marmorhylster. Der
er ikke over dem et Glimt af Usikkerhed; de staar der fuldbaarne for alle Evigheders
Evighed, prægede af en indre Nødvendighed, som kunde de umuligt være anderledes.
Og som et flerstemmigt Kor forkynder de Menneskelivets Tragik.
Styrken af dette Kor forøges ved Modsætningen mellem de mejslede Legemers
Vælde og Arkitekturens fine og spinkle Led. Skønt dette Rum og Figurerne er blevne
til i Overensstemmelse med hverandre, er Rummet med Forsæt behandlet underlig
hensynsløst. Gravmælet indbefatter i intet af de to Tilfælde Den, hvis Mindesmærke
det er. Han sidder i en Fordybning i Væggen, Sarkofagen med dens Skikkelser er stillet
udenfor Væggen. Heller ikke er de rumlige Hensyn iagttagne, hverken i Skikkelsernes
indbyrdes Forhold eller i disses Forhold til Arkitekturen. Dagens og Nattens Hoveder
naaer saa højt op, at Giuliano's Fødder er anbragte imellem dem. Ved Lorenzo's
Skikkelse (som den senere) er der holdt noget mere paa Afstanden. Men alle de fire
liggende Skikkelsers Hoveder og Skuldre rager op over det Brystlæn, der arkitektonisk
betyder Skillelinjen, under hvilken de skulde have Plads.
Det faktiske Rum synes da her forsømt og tilsidesat. Men i Sarkofagernes fire
overmenneskelige Figurer er selve Tiden, udhugget i Marmor, forvandlet til udfyldt
Rum.
Og samtidigt er disse vældige Menneskeskikkelser det ypperste Udtryk for
Michelangelos stilistiske Grundlov om Afvexling og Modsætning i det enkelte Legemes
Stilling som i de ensartet formede Legemers Stilling til hinanden. Det viste sig, at han
havde bevaret sit uindskrænkede Herredømme over Marmoret, til Trods for at han i
lang Tid væsenligt havde virket som Maler. Vasari bruger det dog vel noget overdrevne
Udtryk, at i femten Aar havde han ikke rørt Mejsel eller Fil (Era stato a quindici anni
che non aveva tocchi ferri).
Højst ejendommeligt er det, at han her for første Gang i sit Liv har udført
store Modeller til Billedstøtterne, eller rettere ladet dem udføre. Baccio di Puccione