Michelangelo Buonarroti

Side 218
hans Ønsker og til hans Tilfredshed. For første Gang formaaede han nu at tilpasse
Rums-Omgivelserne og sine Figurer, saa de svarede til hverandre. Han havde ogsaa
forinden kunnet bringe Arkitektur og Skulptur i Overensstemmelse, ifald det var
lykkedes ham at opføre San Lorenzo-Facaden, men der blev jo Intet ud af Projektet.
Her formaaede han, hvad han hverken evnede med sin David, sin Kristus eller sin
Moses, at anvende Rummets Belysning aldeles efter Tykke og opnaa store Virkninger
ved denne Anvendelse.
For blot at nævne den Brug, han gjorde af Skyggen: Enhver har følt, hvor stærkt det
grublende Udtryk i Lorenzo de' Medici's Aasyn virker derved, at Il Pensioroso's Ansigt
helt er overskygget. Og lige saa meget forstærkes Indtrykket af Nattens Tungsind
derved, at hendes Ansigt, som det er sænket under den tunge Søvn, ganske ligger i
Skygge.
Det næste Stadium efter Planen med en Fribygning var, som Udkastene røber, to
mod Væggen opstillede Gravmæler, rummende hver to Sarkofager. En Madonnastatue
i Midten, først en staaende, senere en siddende, der er anbragt i et Tabernakel, forener
Værkets to Halvdele. En Tegning i Wiens Albertina viser de to Sarkofager stillede med
den smalle Side mod Beskueren og over hver af dem en paa Albuen hvilende, udstrakt
Skikkelse.
Dog da der for Alvor blev taget fat paa Værket i Januar 1524, var ogsaa denne
Ide forladt, og de Modeller, der blev udførte, var Modeller til de to Gravmæler, vi
kender, med hvert sin Sarkofag, kun saaledes at de to Skikkelser, der strækker
sig imod hinanden paa Sarkofagens Voluter, suppleres med Flodguder, der ligger
udstrakte paa Jorden - hvilke sidste Figurer snart af Hensyn til Pladsens Knaphed
faldt bort. Nødvendigheden af nøjagtigt at tilpasse Monumenterne til Rumsforholdene
hidførte, at de indsnevredes. Og fra det Øjeblik, da Sarkofagernes Antal formindskedes
til to, faldt underligt nok den Plan bort at give de ældre, mere betydningsfulde
Medicæere Mindesmærker. Kunstneren nøjedes med Gravmælerne for de to yngre,
lidet interessante Efterkommere.
Man skulde have anset det modsatte Forhold for rimeligst. Lorenzo il Magnifico
havde jo gjort Indtryk paa Michelangelo i den Alder, hvor Indtryk gaar dybest; hans
Holdning overfor den opvakte Dreng havde været faderlig; han havde givet Drengen
Lov til at sidde ham nær. Og skønt hans Navn runger gennem Historien, havde han
dengang intet Mindesmærke, ja han har ikke noget endnu.
Man kunde have ventet, at ogsaa Giuliano havde fængslet Buonarroti. Denne
havde af Øjenvidner hørt om Mordet paa ham. Hans Lærer Bertoldo havde paa den
bekendte Medaille fremstillet Mordscenen og dér givet Brystbilleder af begge Brødre.
De udgjorde Modsætninger: den geniale Politiker og den ridderlige, elskværdige
Yngling. I Aaret 1474 var begge Brødrene blevne hyldede ved en Fest til Ære for den
skønne Simonetta Vespucci.
Mindet om denne Fest er bevaret i Poliziano's "Giostra" (Turneringen). Digtere
havde i sin Tid sammenlignet dem med Dioskurerne, Castor og Pollux. Giuliano's
Vers, der var blevne roste af Poliziano, var selsomt alvorlige, og da hans Død i den
tidlige Ungdom var saa tragisk, kunde han fremstilles tungsindig, Lorenzo derimod som
overlegen ved Indsigt og Herskerdyder.
4
Der var jo imidlertid et bydende kirkeligt Krav. Rummet var et Kapel, bestemt til Læsning
af Sjælemesser. En af de fire Sider maatte nødvendigvis forbeholdes Alteret. Der var