Michelangelo Buonarroti

1
San Lorenzo's
Side 216
Den, der træder ind i San Lorenzo Kirkens Sakristi i Firenze, har Følelsen af at
betræde en af Menneskehedens Helligdomme, og han har denne Følelse, hvor mange
Gange tidligere han end er gaaet over denne Tærskel. Hvad her er frembragt virker
- saa ufærdigt Værket end er med en Vælde, der fremkalder Beundringens Andagt.
Det udspringer fra den dybeste Oprindelighed og fra den i Skulpturens Historie
stærkest opøvede kunstneriske Evne, og det er Udtryk for en sorgfuld Følelses ganske
personlige Tragik, bibringer altsaa Beskueren et nyt og gribende Livssyn.
Hvad her ses er kun et Brudstykke af det planlagte Værk, og det blev opgivet midti,
saa fuldstændigt opgivet, at Buonarroti, der forlod Firenze før Arbejdets Fuldendelse,
i de tredive Aar, han havde tilbage at leve i, aldrig saa det opstillet, aldrig gensaa
nogen Part deraf, og efterhaanden glemte, hvorledes den oprindelige Plan havde
været. For Efterverdenen er Værket alligevel kommet til at udgøre en Art Helhed, er
i ethvert Tilfælde blevet staaende som det fyldigste og mest betegnende Udtryk for
Michelangelo's Sjæleliv og Kunstaand i hans modnere Manddoms Aar.
Aandsarbejdet og Marmorarbejdet med Statuerne i dette Gravkapel omfatter hele
Tidsrummet 1520 til 1534. Men som det bestandig var Tilfældet i Buonarroti's Liv,
det af Vanskeligheder gennempløjede og af Hindringer gennemkrydsede: Der var i
disse mange Aar saa meget at overvinde, før Arbejdet kunde paabegyndes, og der
opstod saa alvorlige Forstyrrelser, da det var kommet i Gang, at forholdsvis faa Aar
af de mange kunde helliges dette Hovedværk. Og saa afbrødes det tilsidst ved en
flugtlignende Bortrejse, for aldrig at genoptages.
Al Sandsynlighed taler for, at Planen til et Monument for den vidtberømte Familie
Medici opstod hos Cardinal Giulio, den senere Pave Clemente, kort efter at den sidste
Ætling af Cosimo, den yngre Lorenzo de' Medici, var død den 4. Maj 1519. Faa Aar
forinden, 17. Marts 1516, var Pave Leone's ældre Broder, Giuliano, revet bort af Døden.
Vi ser, at allerede i et Brev fra Buonarroti fra Aar 1519 til Domenico Buoninsegni
forekommer den Sætning: "Jeg er til enhver Tid beredt til at tjene Cardinalen med min
Person Og mit Liv, naar det behager ham. Jeg sigter til Gravmælerne og til de Blokke,
der er bestilte i Carrara."
Der er noget rørende i denne den store Kunstners Beredvillighed til at tjene Giulio
de' Medici umiddelbart efter alle de Skuffelser og den Beskæmmelse, Sysselsættelsen
med Facaden til San Lorenzo i denne samme Cardinals Tjeneste havde indbragt ham.
Med sit uovervindelige Kunstnertemperament har han ikke været mere medtaget af
Ydmygelsen ved at erfare den forrige Plans Opgivelse, end at han med Varme erklærer
sig parat til Virkeliggørelse af en ny og endnu mere omfattende Plan.
2
I 1520 begynder Planen at faa Form. Buonarroti indleverer det første Udkast. Det
gaar ud paa en Fribygning (som det ældste Udkast til Rovere-Gravmælet), der skal
anbringes i Midten af det ny, endnu ikke fuldendte Sakristi i San Lorenzo. Denne
Bygning skulde indeholde fire Grave, de to Magnifici's, den store Lorenzo's og hans
myrdede Broder Giuliano's, dernæst de to yngre Medicæeres, Lorenzo's, Hertug af
Urbino, Og den nylig afdøde Giuliano's, Hertug af Nemours.