Michelangelo Buonarroti

Side 215
med sin Samtidige og Landsmand Raffaello. Denne er nærmere i Slægt med Mozart,
end med sin Samtidige og Landsmand Michelangelo."
Det stod dengang for disse Liniers Forfatter, som forholdt Michelangelo sig til
Raffaello ganske som Beethoven til Mozart. Som alle Lignelser halter ogsaa denne;
men der er jo en tydelig Parallel mellem Raffaellos og Mozart's geniale Skønhedsevne,
deres rige og sjælfulde Ynde, Begge døde unge, Raffaello 37, Mozart 35 Aar gammel.
Neppe mindre paafaldende er Overensstemmelsen i Lidenskab og Vælde mellem
Michelangelo og Beethoven. Begge er dybt melankolske, begge ensomme. I dem
begge naaer Kunst et Højdepunkt, der aldrig er overgaaet.
Den kunstneriske Enthusiasme og Selvtilliden er lige stærk hos begge.
Der er stor Forskel paa deres Livs Aar, Michelangelo blev 89. Beethoven 57 Aar
gammel. Men tidligt, alt i Slutningen af Tyverne, udviklede sig hos Beethoven den
Tunghørhed, der i hans Trediveaarsalder blev til Døvhed. Michelangelo, der ellers
havde Sorger nok, følte først i sine sidste Leveaar Sanserne svigte ham. Da skriver han:
Mi cova in un orecchio un ragnatello
Nel altro canta un grillo tutta notte.
(I mit ene Øre spinder en Edderkop; i det andet synger en Faarekylling hele
Natten.) Adskilligt i deres Livsforhold er beslægtet. Begge var Banebrydere og derfor
lidet forstaaede. Som Michelangelo paatog sig sin Brodersøn Lionardo's Opdragelse,
saaledes maatte Beethoven opdrage sin Brodersøn Karl, og som Lionardo ikke
sjældent vakte den store Billedhuggers højeste Forbitrelse, saaledes voldte Karl som
uværdig Brodersøn af den store Komponist denne en Hærskare af Sorger. Der er nu
og da Lighed mellem Michelangelo's Breve til Lionardo og Beethoven's til Karl.
Politisk var de to aandelige Stormænd trods de tre Aarhundreder, der skiller
dem, beslægtede i deres Tænkemaade. Personligt var de knyttede til Fyrster og
skyldte dem Tak; men principielt var de begge ivrige Republikanere. Deres Uvilje mod
Enevoldsherrer bragte endog dem begge til at forherlige den elendige Marcus Brutus
som Tyranmorder. Buonarroti udførte hans Byste; Beethoven havde i sit Sovekammer
en Statuette, der forestillede ham.
Michelangelo forvandlede med fuld Suverænitet Skulptur, Maleri, Arkitektur til
Udtryk for sin store Personligheds Følelsesliv, lod Malerierne skabe sig en fingeret
Arkitektur, der passede for dem, og sammensmeltede senere det arkitektoniske Rum
med sine Statue-Grupper. Saaledes gjorde Aarhundreder derefter Beethoven ikke
mindre suverænt Musiken til Udtryk for sin personlige, dybt lidenskabelige, Følelse,
og sprængte tilsidst Symfoniens Form for at sammensmelte Instrumentalmusiken med
Menneskestemmen, idet han lod sin niende Symfoni udmunde i et Kor.
Det er ikke rent hen i Vejret at finde Michelangelo's aandelige Stilling til Raffaello
nogenlunde parallel med Beethovens aandelige Stilling til Mozart, idet man bortser
fra, at Raffaello var den yngre, Mozart den ældre i de to Par. Men blandt de mange
Forskelligheder mellem den største Billedhugger og den største Komponist, der mødes
i høj Pathos og kunstnerisk Kraftudfoldelse, er der den Forskel, at Michelangelo aldrig
har frembragt nogen Hymne til Glæden.