Michelangelo Buonarroti

Side 214
Sibyllerne var jo i Virkeligheden græsk-romerske Sagnskikkelser, ikke
gammeltestamentlige, som de blev paa Michelangelo's Loft. Hos Raffaello er der
her som andensteds en Genfødelse af Antiken som Livsrigdom og Livsglæde. Hans
Englebørn er halvvejs Amoriner. I sine erotiske Sonetter efterligner Raffaello ganske
vist ligesom Michelangelo Petrarca; men der er den Ejendommelighed ved Udtrykkene
for Raffaello's Erotik i Sammenligning med Buonarroti's, at ogsaa Mindelser fra Ovids
Amores spiller ind med.
Helt tilhører dog Raffaello ikke Livsglæden, ja end ikke Renæssancen. Som
Michelangelo snart ved sine "Dagstiders" Fremstilling af Liv som Kval peger ud over
Renæssancen, saaledes peger Mesteren fra Urbino i sin hellige "Cæcilia" (fra 1513;
nu i Bologna) frem mod den Baroktidens Kunst, der udtrykker Ekstasen, længselsfuld
Hengivelse eller vellystig Hensynken, som i Bernini's hellige "Teresa" i Santa Maria
della Vittoria i Rom.
12
Hvor dyb og alvorlig Kærligheden til Antiken og til Alt, hvad der i Rom var levnet af
Minder fra den store Oldtid, var hos Raffaello, derom vidner ikke blot Beretningerne om
den Samvittighedsfuldhed, hvormed han opfyldte Pavens Hverv at være disse mægtige
og skønne Levningers Conservator, men det Memoriale, der vistnok med Rette
tilskrives ham, og hvori han udtaler sin Begejstring for den værdifulde antike Arkitektur,
sin Sorg over hvorledes Vandalisme har tilintetgjort de værdifuldeste Bygninger lige op
til hans egen Tid, og hvori han udvikler, hvorledes man bør gaa tilværks, naar man vil
maale og aftegne hvad der er levnet af ypperlige Oldtidsværker.
Han harmes her over, at Romerne i lange Tider selv ikke har udvist mere Pietet
overfor Marmorskatte end Goter og Vandaler. Og hans Uvilje mod Goterne fører
ham til Uvilje mod den gotiske Stil. Hvad han kalder den tyske Arkitektur maa være
Gotiken; thi han betegner Spidsbuen som Særkendet for denne Stil, og Spidsbuen
misbilliger han dels som langt svagere i Bæreevne end Rundbuen, dels som efter hans
Mening ugratiøs. Desuden saarer det hans klassiske Smag, at medens man i Oldtiden
anvendte de skønneste Ornamenter, bruger "Tyskerne" daarligt gjorte smaa Figurer
og Fabeldyr til at bære en Bjælke og smagløst Bladværk til Udsmykning.
I denne Fordømmelse af Gotiken, som har et Vrængbilled af gotisk Kunst for
Øje, maa det anses for sandsynligt at Michelangelo, trods sin Ulyst til Enighed med
Raffaello, vilde have stemmet fuldstændigt overens med sin yngre Medbejler. Man kan
slutte sig dertil af den Ringeagt, Michelangelo i de Samtaler, Francisco de Hollanda
har gengivet, udtaler for nordisk Kunst.
Trods alle dybe Forskelligheder mellem Geniet fra Caprese og Geniet fra Urbino,
udfoldedes de begge først i Rom, inddrak romersk Luft, indsugede romersk Aand,
og stod deres Liv igennem under Indflydelse af den Oldtidskunst, hvis Genfødelse
Renæssancen var.
I Bogen Den franske Æsthetik i vore Dage (1870) blev der med Hensyn til Forholdet
mellem Michelangelo og Raffaello udtalt følgende: "Der er noget Fællesmenneskeligt,
som unddrager sig Forholdenes Indflydelse, fordi det kan findes hos alle Mennesker
og i alle Lande. Da Racespaltningen ikke kan spalte den altomfattende Enhed, bliver
det umuligt at søge en sidste Forklaringsgrund til Geniet i Racen. Da heller ikke
Tidsforskellen kan tilintetgøre det Fællesmenneskelige, bliver det muligt, at der mellem
to Enkelte i forskellige Tider og Lande kan være større Slægtskab end mellem to
samtidige Landsmænd. Michelangelo er visselig nærmere i Slægt med Beethoven end