Michelangelo Buonarroti

Side 213
Hovedet rankt uden Stivhed, secunderer ham kun, er desuden lavere anbragte end den
siddende Pave, men bidrager deres til at samle Maleriet i et Udtryk af stille Værdighed.
Intet af disse Portræter naaer dog som fornem Menneskeskildring den Højde, som
det ved sine simple Linjers Storhed henrivende Portræt af en Cardinal (i Madrid), det,
der med Urette har gaaet under Navnet Bibbiena. Der er en ærlig, uofficiel Psychologi,
en dybtindtrængende, i dette Mesterbillede af Kirkefyrsten med den tynde Hals, det
magre og blege Ansigt, den smalle Mund, den store, let krummede Næse. Hvor klog
han ser ud! smuk og usund, men overlegen som den fødte Diplomat. Og dejligt
er Portrætet, rent som Maleri, dette Brystbillede, hvis nedre to Trediedele paa en
Øjet tiltalende Maade helt udfyldes af Cardinalsdragtens brede Flade, mens den ene
udstrakte Arm i sit lyse Ærme danner som den Grundvold, paa hvilken Billedet er bygget
op.
I sine Portræter, i de kvindelige endnu mer end i de mandlige, bevæger Raffaello sig
paa et Felt, hvor han er udenfor enhver Sammenligning med Michelangelo, der aldrig
synes at have tilstræbt nogen Portrætlighed, ja der satte Portrætkunsten lavt som Fag.
Men der er, vel fra Aarene 1514 til 1519, et Freskomaleri af Mesteren fra Urbino,
hvor han allerede i det rent Stoflige kom til at maale sig med Buonarroti. Det er det, som
Agostino Chigi lod ham male over en Bue i Kirken Santa Maria della pace. Det forestiller
i en Composition, der med sjælden Skønhed udfylder det ved den højtragende Bue
indskrænkede Rum, fire Sibyller, omgivne af fuldvoxne Engle og adskillige Englebørn.
Compositionen er strengt symmetrisk i sit Grundanlæg, usigeligt livfuld i sin Udførelse.
Øverst oppe i Midten en lille Engel med en Fakkel; paa hver sin Side af ham to
store Engle, der holder Tavler frem, paa hvilke Orakelsprog enten skal skrives eller er
skrevne. Rummet til Højre og Venstre over de siddende Sibyller udfyldes af Engle, der
i fuld Flugt farer afsted med beskrevne Pergamenter.
Fra Venstre til Højre er Sibyllernes Rækkefølge denne: Cumæa er her, i
Overensstemmelse med Overleveringen, fremstillet ung, men i rigeste Livskraft, som
hun med Haanden griber efter det af den flyvende Engel udfoldede Pergament.
Rummet mellem hende og Persica optages af en lille tænksom Engel med Hovedet
støttet til sin Haand. Persica, der med sin venstre Arm læner sig til Buens Rand, drejer
sig med en Michelangelosk Vending og skriver med sin bøjre Haand paa den Tavle, en
fuldvoxen Engel holder frem imod hende. Saaledes er Compositionens venstre Side
fuld af broget Liv og rig paa Linier, der overskærer Fladen, Den modsatte Side er indviet
til Betragtningens Ro. Dens herskende Skikkelse Phrygica, der ubevæget støtter sin
blottede højre Arm til Bueranden og efter Michelangelo's Vis drejer Legemet til Højre,
Hovedet til Venstre, er af rent overvældende Skønhed, den dejligste Sibylle, Raffaello
har frembragt. - Den fjerde, der betegnes som Tiburtina er en forstandig gammel Kvinde
med indfaldne Træk.
Som det ses, er et af Buonarroti's Hoved-Temaer her varieret. Dog Ligheden
indskrænker sig til Æmnet og til et Par Tilfælde af Contraposto. Uligheden er betydeligt
større. Man kunde forelske sig i disse unge Kvinder, medens man nærer Ærefrygt
for Sibyllerne i Sistina. Hvor sprudlende af ædel Livskraft de er, er der tilmed neppe
noget i deres Væsen, som vilde forbyde dem, ved given Lejlighed selv at føle Elskov.
De er ikke hævede over Jordelivets Vilkaar; de er kun Pragtexemplarer af skønne og
enthusiastiske Kvinder. De minder om hine Vestalinder, hvem deres ophøjede Stilling
ikke altid bevarede for at vække og gengælde mandlig Erotik. Da de er forblevne
Kvinder endog som Sibyller, gaar de ikke uden Rest op i Læsning og Skrivning af
Orakelsprog.