Michelangelo Buonarroti

Side 212
og de forbliver ikke trøstesløse, de opnaar snart en idyllisk Lykke med deres legende
Børn. Josefs Historie og Fundet af Moses giver ligeledes Anledning til Fremstilling dels
af rige Hjorder, der trives paa fed Engjord, dels af Solskin paa Nilen, der bugter sig frem
i milde Krumninger. Her viser Raffaello (eller Giovanni da Udine efter hans Forskrift)
sig Michelangelo højst ulig.
Men naar, allerede i Arkadernes første Kuppel, Jahve skiller Lyset fra Mørket, skaber
Sol og Maane, svæver over Jorden, saa er det, som saa man Michelangelo's mægtige
Guddom gengivet i Miniature. Her kommer Raffaello i Regelen tilkort som Efterligner;
kun overfor et enkelt af disse Smaabilleder, Abraham, der knæler for de tre Engle,
ganske som senere overfor det ganske lille Maleri "Ezechiels Syn", forbauses man
over den Storhed, Kunstneren i Kraft af sit Geni har forstaaet at meddele en i sig selv
ganske lille Skikkelse. Den voxer og voxer for Ens Blik, saa man studser ved, at den
faktisk er af saa ringe Omfang.
De Elever af Raffaello, som blandt de mange, der nævnes, synes at have været de
mest fremragende, er Giovan Francesco Penni, Giulio Romano, Perino del Vaga. Af
dem opnaaede Giulio Romano efter sin Mesters Død størst Ry.
I Modsætning til den ensomme Buonarroti blev hans beundrede Medbejler af
Forholdene mere og mere tvungen til at overlade Elever og Hjælpere Udførelsen af
Arbejder han kun formaaede at anlægge. Man overvældede ham med Bestillinger, og
i hans sidste Leveaar var endda Roms Antiquiteter, ja i Grunden Roms hele Kunstliv
blevet ham underlagt af Paven. Det Spørgsmaal, som ene berører os, er dog det, om
han under sin hurtige Udviklingsgang stod i Begreb med at fjerne sig fra Michelangelo's
Stil eller at nærme sig til den.
Der foreligger Vidnesbyrd, som peger i den sidstnævnte Retning. I et Mesterværk
som Transfigurationen (vel fra 1519) har smaalig Kritik villet finde en Spaltning
mellem den over Bjerget Thabor svævende Kristusskikkelse, der stiger i Lysglansen
med Moses og Elias, og den heftigt bevægede Scene ved Bjergets Fod, i hvilken
(efter Matthæus 17, 16) den besatte Dreng bringes til Disciplene, som ikke formaar
at helbrede ham, Der er her ingen Spaltning, men som Goethe følte og sagde,
Harmoni mellem de forklarede Hjælpere foroven og den jordisk Lidende forneden, Dog
Hovedsagen er, at en Skikkelse som den epileptiske Drengs og som Gruppen omkring
ham, den knælende Moder (efter den afdøde Imperia som Model), den unge Kvinde,
der bøjer sig frem, og den stærkt betagne skæggede Mand, der støtter den skrigende
Syge, var utænkelig, om ikke Michelangelo havde vist Raffaello Vej.
11
Et mægtigt Fortrin for Michelangelo som Maler udvikler Raffaello i sit romerske Tidsrum
ved sin uforlignelige Portrætkunst, Hans Portræter af Julius den Anden og af Leo den
Tiende med de to Cardinaler, Giulio de' Medici og Ludovico de Rossi, bør nævnes først.
Den store Pave sidder med tætsluttet Mund, fortabt i Overvejelser. Hans stejle Pande
varsler om Vælde, hans mægtige hvide Skæg ikke mindre. Den smukke kraftige Næse,
der behersker Ansigtet, har fuldt Lys; de skarptskuende Øjne ligger dybt i den Skygge,
de fremspringende Bryn lægger over dem. I denne Pave har Raffaello set og vist os
den majestætiske Statsmand. I hans Efterfølger med det formløst fede Ansigt er det
Kunstelskeren og Herskeren med det gode Hoved, som er fremdraget for at bringe et
Skønhedsindtryk tilveje. Leo, hvis Kortsynethed er antydet ved Forstørrelsesglasset i
hans Haand, har en Bog med Smaamalerier for sig, ser op derfra og ud af Billedet. Han
synes overlegen, aandrig og god. De to Cardinaler bag ham, der ligesom han holder