Michelangelo Buonarroti

Side 210
Selve Hesten er kun maadeligt malt; det laa ikke for Raffaello som for Leonardo at
male Heste. Men Farten og Svinget, hvormed Rytteren ankommer, er udmærket givet.
Dog Hovedsagen er Billedets beundringsværdige Composition: det store tomme Rum
i dets Midte, som aabner Udsigt til den bedende Ypperstepræst, og den helt over til
højre Side trængte Handling med de flygtende, byttebelæssede Tempelranere og den
faldne Heliodoros, der ligger i en Stilling, som Michelangelo turde have sin Part i, og
som Vasari gentog i sin liggende Venus's underligt vredne Holdning paa Lejet (Galleria
Colonna). De himmelske Svøbesvingere giver Maleriets højre Side dets Retning.
Til den bevægede Gruppe her svarer som Modvægt til Venstre de to Unge, der
klatrer op paa Fodstykket til en Søjle og holder sig fast for bedre at se. Forøvrigt
udfyldes Maleriets venstre Side - hvad underligt nok enkelte Kendere har fundet under
Kunstens Værdighed - af en Gruppe, der virker velgørende ved sin Ro, Pave Julius,
der højt paa en Bærestol viser sig yderst i Billedet, baaret af sine Mænd, blandt hvilke
Kobberstikkeren Marcanton Raimondi, smuk og rank, indtager den forreste Plads.
Ingen Nulevende vil føle sig saaret, hverken ved Indblandingen af Portræter fra Datiden
i den bibelske Handling eller ved den utvetydige Allusion til Pavens Varetagen af
Kirkens Interesser.
9
Lige saa lidt støder det os, naar vi paany, overfor den unge Præst, som har tvivlet,
møder Giulio's Portræt som den paa Grund af sin faste Tro af Miraklet uanfægtede
Pave paa "Messen i Bolsena". Ogsaa dette er et dejligt componeret Billede, hvor
Portrætterne af Schweizergardisterne med deres ikke-romanske Aasyn, men med
deres oprigtige Andagt danner en Øjet glædende Modsætning til Cardinalernes fine
Ansigter og Kordrengenes romerske Fysiognomier.
En af de talrige Modsætninger mellem Michelangelo's og Raffaello's Kunst spores
her; dette Maleri har en kulturhistorisk Værdi af høj Rang. Saaledes altsaa tog
Schweizergarden sig ud paa Giulio den Anden's Tid. Den ældre Kunstner ringeagtede
at give os et troværdigt Begreb om interessante Personligheder eller Korps i hans
Tidsalder. Aldrig kunde Sligt være kommet i hans Tanke.
Her som i Parnasset har Kunstneren formaaet at drage Fordel for Compositionen af
det Vindue, som forstyrrende trænger sig ind i Maleriet og bryder dets Flade.
I "Peters Befrielse" er Raffaello rent malerisk set naaet højest og har indvundet
Lysvirkninger, som Michelangelo hverken har søgt eller opnaaet. I tre om et Vindue
grupperede Fresker har Kunstneren vist, hvorledes Peter ved Nattetid i Fængslet
vækkes af en Engel, der befrier ham, I Midten Fangerummet, for hvilket der er
Gitter, saa Betragteren kan se ind. Peter sidder sovende paa Fængselsgulvet; en
glorie-omstraalet Engel bøjer sig over ham, rører hans Skulder og peger udad. Paa
begge Sider hæver sig Trapper, der fører opad og ud. To søvndrukne Soldater i
Rustninger læner sig paa hver sin Side imod Væggen.
Indtrykket af Befrielsen forstærkes derved, at Peter istedenfor som i ældre Malerier
at samtale med Englen, her som en Søvngænger kommer frem af Mørket, idet Figuren
tildels er i Skygge af Engelens straalende Lys. Endnu en malerisk Effekt opstaar ved
det flakkende Skin af en Fakkel, der giver røde Reflexer paa Stenene og de blanke
Kyradser.
Medens "Stanza della Segnatura" er udsmykket 1508 til 11, har "Stanza d'Eliodoro"
taget Tiden 1512 til 1514. Denne sidste Freske blev altsaa ikke fuldført, før
Michelangelo længst var til Ende med Decorationen af Loftet i Sistina.