Michelangelo Buonarroti

Side 21
Florentinerne betegnedes alle Dage af deres Uvenner, tidt ogsaa af deres egne, som
et havesygt, gerrigt, utaknemmeligt og lunefuldt Folk af Købmænd og Haandværkere.
Men Almenaanden stod i Forhold til Rigdommen. En Mængde gamle Dokumenter
beviser det. Af omstridt Ægthed men utvivlsomt i Tidens Aand er det Dekret fra 1294 til
Arkitekten Arnolfo, som paabyder ham at udkaste Model til en Domkirke "af en saadan
Pragt, at menneskelig Evne ikke er i Stand til at opfinde noget Større eller Skønnere,
da det sømmer sig for et Folk af ædel Byrd at ordne sine Foretagender saaledes, at
man paa dets Værker kan kende dets Højsind og Ædelmod". 1296 blev det gjort til Pligt
at stifte Legater til denne Kirke.
Efter at Giotto 1334 var bleven udnævnt til ypperste Bygmester af Murringen,
Communens øvrige Bygninger og særligt Domkirken Santa Maria del Fiore, bevilgedes
1338 Pengemidlerne til at "det saa ærefuldt begyndte Værk kunde blive skønnere
fortsat og fuldendt". Det er Signoriets Vilje, at de offentlige Arbejder skal skride frem
paa hensigtssvarende og mønsterværdig Maade "og dette kan kun ske, naar en øvet
og berømt Mand sættes i Spidsen for dem, men dertil kan i den hele Verden ikke
findes nogen, der formaar at yde noget fortræffeligere end Messer Giotti di Bondone
fra Firenze, Maler, hvem hans Fødeby skal optage med Kærlighed og holde højt, som
den store Kunstner han er".
Dette skete to Aar før Giotto's Død. Han mindes ved et Monument i den Domkirke,
hvis Viderebygning var ham overdraget.
Selve det florentinske Folk var da, til Forskel fra Menigmand nutildags, en
kunstnerisk anlagt Befolkning. Den forstod og opfattede gennem Synet, ikke gennem
Overvejelser. Med andre Ord, den forstod som det gamle Hellas' Beboere at se, og
den tænkte ikke i Begreber, men i Billeder ved Hjælp af en til yderste Finhed udviklet
Indbildningskraft.
Dens Religion var Billeddyrkelse i Kraft af en plastisk og malerisk Fantasi.
Dens Luxus var Indtog, Cavalcader, Triumfbuer, Turneringer og kirkelige Skuespil,
Processioner, brogede Festdragter, kastede over Mennesker og Heste, vandrende
Fresker.
Quattrocento's underfulde Kunstnere var mest Sønner af simple Folk, Bønder,
Haandværkere, Stenhuggere. Paolo Ucello er Søn af en Barber, Filippo Lippi af en
Slagter, Brødrene Pollaiuolo af en Hønsekræmmer. De kommer ud af Skolen 7 til 9 Aar
gamle, kan kun med Vanskelighed læse, med større Vanskelighed skrive. De bliver
Drenge i en bottegha; saa lærer de en sex Aar igennem at tegne, at kende og blande
Farver, at male og hugge. Fra discepoli bliver de ragazzi, saa maestri. Men de opfattes
stadigt som Haandværkere. Arte betyder ikke Kunst, men Haandværk.
6
Gaderne var mest brolagte med Stenfliser, der fortrængte den tidligere Brolægning
med Smaasten. Allerede 1250 til 1300 skal den Art Brolægning være begyndt. Man
anvendte Stenene fra Højen ved S. Giorgio eller fra andre Steder i det nære Naboskab
som Bruddene ved Fiesole og Golfolina. 1351 blev Piazza della Signoria brolagt; man
fremhævede, at det drejede sig om hele Byens Værdighed og Anseelse, naar man
brolagde Pladsen foran den højeste Øvrigheds Palads.
Ved den Tid gav Giotto's Elev, Taddeo Gaddi, Or San Michele dets nærværende
Skikkelse. Nederst var Bygningen Oratorium, øverst Kornloft. Allerede 1339 havde
samme Mester ved Ombygning givet Ponte vecchio dens nuværende Form.