Michelangelo Buonarroti

Side 208
Ynglingens, der holder Tavlen! Paa denne Tavle staar Navnene for en hel Tone, for
Quart, Quint og Octav, skrevne paa Græsk: Epogdoon, Diatessaron, Diapente og
Diapason - naturligvis for at illustrere det nære Forhold mellem Aritmetik og Musik, paa
hvilket de store Humanister Alberti og Ficino havde gjort opmærksom. Særligt er her
paa Tavlen blandt de musikalske Tegn udhævet Tallet 10, fordi allerede Aristoteles
havde kaldt det for det fuldkomneste Tal, der opstaar ved Sammenlægning af de fire
første.
Rent malerisk var det selvfølgelig aldeles ligegyldigt, hvad Indskrift Tavlen har.
Man ser da af den Omhu, hvormed denne Indskrift er behandlet, hvor meget Hensyn
Raffaello har taget til sine humanistiske Venner og Velyndere.
Endnu mere fængslende end Pythagorasgruppen er Archimedesgruppen
ligeoverfor, hvor den foroverbøjede store Lærer paa Tavlen fremstiller et geometrisk
Problem. Her har Maleren bl. a. vist sit Geni ved Løsningen af en psychologisk Opgave.
I fire forskellige Hoveder er fire forskellige Stadier af Forstaaelse varieret, og Liniernes
Skønhedsvirkning er ideal.
Raffaello har her anvendt en festlig malet Arkitektur til at give sit Billede Storhed
og Stil. Virkningen af denne Pragtbygning er underfuld, Uden den mægtige Hvælving
over Platon og Aristoteles med deres Disciple vilde Halvdelen af det Skønhedsindtryk,
Figurerne gør, være gaaet tabt. I dette Vidunderværk fremtræder den femogtyveaarige
Yngling som formeligt viis i sin Afvejen af alle Virkemidler, og som stor i sin Evne til
at beherske Beskuerens Sind ikke ved at ophidse det, men ved at meddele det en
beroligende Harmoni.
Hvor han i Enkeltheder kommer tilkort, beroer det paa hans Iver for at tilegne sig
som Fortrin, hvad der var selvstændig Ejendommelighed hos Michelangelo, men ikke
passede for ham. Man agte saaledes paa den unaturligt vredne Stilling, han har givet
den staaende, skæggede Mand, der med den ene Fod løftet op paa en Stenterning,
med den venstre Haand holdende en Bog mod Knæet, med sin højre Haand griber
tvers over Legemet efter Bogen, drejer Kroppen til Højre, Hovedet til Venstre - et
Stykke Unatur. Raffaelisk er heller ikke den i denne Skikkelses Nærhed siddende Mand
som, med korslagte Ben og Haanden mod Hovedet, drejer Kroppen imod Venstre,
Hovedet til Højre. Sligt er - som Sapfo's noget fordrejede Stilling paa "Parnasset"
- Michelangelo'ske Mindelser, der røber, hvor overvældende Indtrykkene fra den ældre
Mester fra første Færd har virket paa den yngre.
Men disse Enkeltheder har lidet at betyde overfor det imponerende Snille, med
hvilket Platon og Aristoteles her er fremstillede troværdigt for Eftertiden som de to
Aandsfyrster, der beherskede Oldtidens Videnskab. Intet er simpelt som den rolige
Haandbevægelse, med hvilken Platon peger opad, og Intet storladent som den
Bevægelse med den udstrakte flade Haand, med hvilken Aristoteles antyder sin Drift
og Evne til at blive ved Jorden. Begges Følge er dem værdigt og paa begge Sider
har Grupperne Liv. Mangen en Enkeltskikkelse virker monumentalt. Det glæder Øjet
at møde Raffaellos Ungdomsportræt, diskret og beskedent udført, ved Siden af den
yderste Skikkelse til Højre.
Hvilket Maleri er festligt som dette! Her er en Kunst, der næsten sideordnet udfylder
Michelangelo's ved sin aandfulde, skønhedsmættede Fred, Udslag af en Sjælero, som
den dybere og mere oprindelige Mester aldrig lærte at kende.
8
Det bør neppe tillægges større Vægt, at paa den Tid, da Raffaello malede "Stanza
della Segnatura", har han oplevet det erotiske Eventyr, om hvilket de paa Bagsiden