Michelangelo Buonarroti

1
Michelangelo og Raffaello
Side 203
I Slutningen af det Aar 1509, i hvis Januar Michelangelo havde begyndt Udsmykningen
af Sistinas Loft, gjorde hans otte Aar yngre Samtidige, Raffaello Santi fra Urbino,
andensteds i samme umaadelige Bygning, Vaticanet, de første Penselstrøg til
Udførelsen af Fresker, der næsten skulde blive ligesaa berømte som den florentinske
Kunstners Kæmpeværk.
I anden Etage af den Vatican-Fløj, som var bygget af Pave Niccolò den Femte,
laa der tre middelstore hvælvede Værelser, der tilligemed en større Sal, der stødte
op til dem, førte Navnet "Stanzerne". De hørte til Pavernes Beboelsesrum, og de var
ikke uden Udsmykning før Raffaellos Tid. Francesco Albertini nævner i sine "Mirabilia"
fra 1509, at Værelser i Vaticanet var decorerede af forskellige fortræffelige Malere
i Kappestrid med hverandre. Vi véd ikke nøje, hvad de forskellige, hvis Navne er
komne til os, oprindelig har malt. Men vi ser, at Raffaello af Pietet skaanede enkelte
Loftsbilleder af Forgængerne, saaledes Malerier af Perugino og Sodoma.
I det midterste Værelse, det som nu kaldes "Stanza della Segnatura" havde Sodoma
(egentlig Giovanni Antonio Bazzi) allerede udført forskellige Fresker, som Giulio den
Anden ubarmhjertigt lod slaa ned for at give Plads for den ny tilkommende unge
Mesters Planer. Kun nogle faa Rester af Sodoma's Loftsmaleri er blevne staaende som
Minde om denne forøvrigt saa indtagende, ja tidtnok bedaarende, Kunstner.
Der var, som vi ser, den Parallel mellem Michelangelo's og Raffaello's oprindelige
Stilling i Vaticanet, at andre, underordnede Malere havde begyndt Udsmykningen af
de Rum, der af Pave Giulio blev dem betroede.
Iøvrigt var deres Skæbne uensartet som deres Væsen. De var Modsætninger, om
det end var skrevet i Skæbnens Bog, at de, som samtidige Genier i Billedkunst, af
Efterslægten stadigt vilde blive nævnede sammen.
Bramante, der nød Pavens Gunst, var uden Tvivl den, der først gjorde Giulio den
Anden opmærksom paa Raffaello og foraarsagede, at Paven med sin aarvaagne Sans
for Geni tog ham i sin Tjeneste, gav ham store Opgaver, og atter og atter lod ham male
sit Portræt. Bramante var som Raffaello fra Urbino. Dog sandsynligt er det, at Perugino
har været Mellemledet imellem dem. Han var Raffaellos Lærer og i Rom Bramantes
Omgangsven, der kom i hans Hus, hvor han traf sammen med de andre ældre Malere,
Pinturicchio, Signorelli og mange flere.
Raffaello var født i Urbino i April 1483 som eneste Søn af en ingenlunde ubegavet
Maler, Giovanni Santi, og dennes Hustru Magia Ciarla.
Kun otte Aar gammel mistede han sin Moder, var altsaa, som Michelangelo, tidligt
moderløs, uden at denne Omstændighed dog har havt nogen hærdende eller kølende
Indflydelse paa hans Væsen. Da han ogsaa mistede sin Fader ganske tidligt, kun
elleve Aar gammel, kan han trods sin tidlige Modenhed neppe have lært ret meget
i Malerkunsten af ham. Faderen havde imidlertid havt sin Styrke i Perspektivet, saa
det er sandsynligt, at Grunden til den unge Mands senere Dygtighed i perspektivisk
Tegning er bleven lagt allerede i Hjemmet.
Morbroderen, Simone di Battista di Ciarla, tog sig som en Fader af den
Forældreløse, og blev Genstand for hans sønlige Kærlighed. Et Brev til Ciarla fra 1508
viser, at den smukke og evnerige Dreng har havt Adgang til det lille, rigtudrustede
Hof i Urbino, hvor Federigo af Montefeltro's Søn Guidobaldo den Anden var Regent.