Michelangelo Buonarroti

Side 202
Kapellet begyndte først at have Forhold til bildende Kunst, da Fjortenhundredaarets
Florentinere lagde deres Fresker som et Bælte derom. Dog for Efterverdenen betyder
disse Malerier usigelig lidt.
Det er en eneste Mand, en eneste Aand, der har hævet Sistina ikke blot i lige
kunstnerisk Højde med Palatina og Sainte-Chapelle men over dem begge, ved at
gøre det uhyre Rum til Organ for hvad han alene havde at sige Menneskeheden.
Michelangelo i sit enlige Højsind forvandlede Kapellet til Udtryk og Virkemiddel for hvad
der boede i ham af Sjælsstorhed, Pathos og Fantasi.
Det griber En dybt, naar man ser, med hvilken Jævnhed og Simpelhed han (i et Brev
fra Enden af September eller Begyndelsen af October 1512) meddeler sin Fader, at
han nu er færdig med sit Arbejd. Han gør ikke mere Væsen deraf end som var Talen
om Udførelsen af den første, den bedste Bestilling: "Jeg har endt det Kapel, som jeg
har malet; Paven er meget tilfreds dermed. Mine andre Anliggender lykkes mig ikke
saa godt, som jeg tænkte; jeg giver Tidsforholdene Skylden, der er meget Ugunstige
for vor Kunst." Og Den, som lige har udført de berømteste Malerier paa denne Jord,
undertegner sig som sædvanligt: Michelagniolo, Billedbugger i Rom.