Michelangelo Buonarroti

Side 201
Elementer. Og han skal have sagt han helst havde udført Monna Lisa ensfarvet - hvad
vel dog neppe bør tages helt bogstaveligt.
Som Michelangelo i Loftet har undgaaet det rene Røde og det rene Blaa, saaledes
ogsaa det rene Hvide. Han giver de hvide Stoffer en stærk blaalig eller lysegul eller
endog brunlig Halvtone. Sjældent anvender han Carmoisin og Lila. Guld er kun brugt
i Efterligning som Farve. Da Giulio den Anden savnede Anvendelsen af virkeligt Guld,
svarede Michelangelo spøgende: "De Profeter, jeg har malt, var fattige Folk; de havde
ikke Guld." Alligevel vilde Guld hist og her have virket godt. Endnu bedre vilde det
stærke Blaa have virket i Paradishimmelen, der er faldet altfor trøstesløs ud.
Som farvet Hele gør Loftet Indtryk af en umaadelig Aquarel. De livfulde
Kontrastvirkninger er Aarsag i, at dette Indtryk aldrig kan blive mat, og enkelte
lyskraftige Partier af Klædedragterne synes, skønt Guldet fattes, at forestille en
guldvirket Brokade. Imidlertid er det vistnok saa, at Anvendelsen af det rene Blaa, som
Anvendelsen af Guld, vilde have givet den hele Decoration et Præg af Festlighed, som
det mere laa for Pave Giulio's Temperament end for Michelangelo's at lade alle de
enkelte Indtryk gaa op i.
Buonarroti søgte ikke det Festlige, men det Store. Medens han i Florents i sin første
Ungdom nu og da havde attraaet Gengivelse af det blot Naturlige (som i sin Bakkus)
eller af det blot Elskværdige (som i sin Giovannino) har Overflyttelsen til Rom meddelt
ham, som næsten samtidigt Raffaello, det Hang til Frembringelse af Storhed, der hos
en ualmindelig Aand let vækkes ved Synet af en stor Fortids imponerende Levninger
og Ruiner.
Naturligvis var der i Italien ingen By uden Rom, der havde Plads for et Værk som
Loftet i Sistina. Men Værket er desuden inspireret af selve den Sans for Storhed, der
var Livsluften i den katolske Verdens og den italienske Renæssances Hovedstad.
De romanske Lande har - som Springer har mindet om - tre Kapeller, hvis Skønhed
overgaar alle andres paa Jorden. Disse tre Kapeller er alle indbyggede i store, rent
verdslige Paladscomplexer, saa de ikke har noget selvstændigt Ydre.
Det ældste er Kapellet i Palermos sarazensk-normanniske Kongeslot. I Palazzo
Reale fører fra Slotsgaarden en Trappe op til det 1132 til 1140 opførte Cappella
Palatina, i hvis Basilica med dens tre Skibe ti antike Granitsøjler bærer arabiske
Spidsbuer. Det smukke arabiske Loft af Træ er forbundet med Væggene ved
drypstensagtige Hvælvinger. Væggene dækkes helt af pragtfulde Glasmosaiker paa
Guldgrund, der i det mystisk halvmørke Rum straaler underfuldt fantastisk.
Det næstældste af disse tre vidunderskønne Kapeller er La Sainte-Chapelle i
Parises Palais de Justice, til hvilket man stiger op fra den samme Gaard, fra hvilken
der er Opgang til Politiretten. Kapellet opførtes 1245 til 1251 under Ludvig den Hellige.
Det er ikke stort, men maaske den eleganteste gotiske Bygning paa Jorden. Det nedre
Kapel er treskibet. Det øvre, som i sin Tid blev forbeholdt Hoffet, har kun et enkelt
Skib, hvis Lethed er beundringsværdig og uforglemmelig. De femten, fire Meter brede
og femten Meter høje, Vinduer straaler med deres glødende farverige Glasmalerier,
der forestiller bibelske Æmner, saa Synet virker paa Sindet som en henrivende Musik.
Billedhuggerværkerne her er prægede af middelalderligt Sværmeri, men har dog en
Holdning, der er klar og ædel. Kapellet er den gotiske Kunsts fineste Juvelskrin.
I Sammenligning med disse to Kapeller er det sixtinske Kapel, det yngste, i sig selv
fattigt og kunstløst. Som Arkitekturværk kommer det ikke i Betragtning, var i sig selv
ikke andet end et nøgent Rum med brede Vægge og et højt oppe udspændt Loft, der
ikke besad nogen Egenskab, som kunde fængsle Øjet.