Michelangelo Buonarroti

Side 198
sidste Instans var det om Kristi Komme, at Sibyller som Profeter varslede og spaaede;
naar de læste i Skæbnens Bog, var det langt ude Frelserens Fødsel, som de anede
og forudsaa.
Derfor krævede Loftdekorationens Ide endnu adskillige Rækkefølger af Slægtled;
Kristi Forfædre, som de naivt i det Nye Testamente opregnes (d.v.s. Josefs fingerede
Forfædre, skønt Josef senere jo ikke blev opfattet som den rette Fader), hørte
dogmatisk nødvendigt med.
Den store Kunstner opfyldte med Glæde det teologiske Krav, da det gav ham
en forønsket Lejlighed til at forberede den Storm af Lidenskab, som han havde
ladet bruse i Loftets Midterfelt, ved en Serie af Malerier, hvis Grundtone var Adagio,
hvis Grundfølelse var den utilfredsstillede Higen og Længsel, det stadige Savn, han
selv følte og gav metrisk Form i sin Digtning. Deres Skikkelsers Temperament blev
Tungsind, isprængt med Udtryk for den Livskraft og Livsfylde, der trivedes i hans egen
Sjæl, naar den i sin skabende Virksomhed var sund og næsten glad.
Over Kapellets fjorten Vinduer dannede den kunstige Arkitektur Lunetter, fjorten
Flader, delte ved Vinduets øverste Bue og Navnepladen over den, i hvilke der altsaa
paa hver Side var Plads til mindst én Skikkelse, helst en Mand her, en Kvinde der,
der endog uden Sammenspil mellem dem udgjorde et Par, og som hver for sig kunde
omgives med Smaabørn, saa en Familie antydedes.
Ovenover disse Lunetter igen dannedes af de malte Spidsbuer som hævede sig
over Lunettens Buerand, otte trekantede Felter, der for en Kunstner af denne Rang let
lod sig udfylde med siddende eller hvilende Menneskeskikkelser i pyramideformede
Grupper. Trekantens Form lagde det nær at opfatte Rummet som en Teltaabning, og
hvad var naturligere, end at Kristi nomadiske Forfædre havde havt Husly i hver sit Telt.
Efter Freskoteknikens Krav har Michelangelo begyndt fra oven, og har altsaa udfyldt
de otte Trekanter før de fjorten Lunetter.
Selvfølgelig har Buonarroti ikke spildt Tid paa at forestille sig, hvorledes Jesse eller
Asa eller Usia var tilsinds og tilmode. Han har givet Skikkelserne Navne, fordi det hørte
sig til, og forøvrigt ladet sin Fantasi tumle sig frit.
I Skikkelsen "Jesse" ligesom i den forøvrigt meget forskellige Skikkelse i Lunetterne,
der sidder til Venstre for den Plade, som bærer Indskriften "Aminadab", har han udtrykt
den tungsindige Selvopgivelse, den ubetingede Uvirksomhed, hvis eneste mulige Trøst
er den svage Forventning om en Frelse, der synes fjern. Højst poetisk i dens Ro er
Jesse's Stilling med den ene Haand i Skødet, den anden under Kind; næsten endnu
mere selvopgivende er Figurens Stilling i Lunetten, der stirrer ud for sig med begge
Hænder foldede mellem Knæerne, som haabende imod Haab paa et Signal der kunde
bryde Stilheden.
Idylliske Familiebilleder, saa nye og enestaaende i Michelangelo's Kunst, følger
i ikke ringe Tal. Det burde ikke undre. De Stærke plejer at elske det Blide, og
Michelangelo var ingen Undtagelse.
"Asa": en ung Kvinde, der i dyb Søvn er falden forover, og et sødt sovende Barn
til Højre for hende. "Ezechias": en prægtig, kraftigt bygget ung Romerinde, der, set
i Profil, sidder roligt paa Teltets Gulv med Benene udstrakte, medens et skelmsk,
nøgent Barn staar hende nær, og den meget ældre Mands Aasyn anes i Baggrunden.
"Josia": en rent ud mesterligt tegnet Gruppe; i Forgrunden den dybt sovende Mand,
en Haandværkerskikkelse som Josef; overfor ham siddende fremadbøjet den unge
Moder, der har begge Armene om Sin lille Søn.