23.07.2013 Views

Michelangelo Buonarroti

Michelangelo Buonarroti

Michelangelo Buonarroti

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

Side 198

sidste Instans var det om Kristi Komme, at Sibyller som Profeter varslede og spaaede;

naar de læste i Skæbnens Bog, var det langt ude Frelserens Fødsel, som de anede

og forudsaa.

Derfor krævede Loftdekorationens Ide endnu adskillige Rækkefølger af Slægtled;

Kristi Forfædre, som de naivt i det Nye Testamente opregnes (d.v.s. Josefs fingerede

Forfædre, skønt Josef senere jo ikke blev opfattet som den rette Fader), hørte

dogmatisk nødvendigt med.

Den store Kunstner opfyldte med Glæde det teologiske Krav, da det gav ham

en forønsket Lejlighed til at forberede den Storm af Lidenskab, som han havde

ladet bruse i Loftets Midterfelt, ved en Serie af Malerier, hvis Grundtone var Adagio,

hvis Grundfølelse var den utilfredsstillede Higen og Længsel, det stadige Savn, han

selv følte og gav metrisk Form i sin Digtning. Deres Skikkelsers Temperament blev

Tungsind, isprængt med Udtryk for den Livskraft og Livsfylde, der trivedes i hans egen

Sjæl, naar den i sin skabende Virksomhed var sund og næsten glad.

Over Kapellets fjorten Vinduer dannede den kunstige Arkitektur Lunetter, fjorten

Flader, delte ved Vinduets øverste Bue og Navnepladen over den, i hvilke der altsaa

paa hver Side var Plads til mindst én Skikkelse, helst en Mand her, en Kvinde der,

der endog uden Sammenspil mellem dem udgjorde et Par, og som hver for sig kunde

omgives med Smaabørn, saa en Familie antydedes.

Ovenover disse Lunetter igen dannedes af de malte Spidsbuer som hævede sig

over Lunettens Buerand, otte trekantede Felter, der for en Kunstner af denne Rang let

lod sig udfylde med siddende eller hvilende Menneskeskikkelser i pyramideformede

Grupper. Trekantens Form lagde det nær at opfatte Rummet som en Teltaabning, og

hvad var naturligere, end at Kristi nomadiske Forfædre havde havt Husly i hver sit Telt.

Efter Freskoteknikens Krav har Michelangelo begyndt fra oven, og har altsaa udfyldt

de otte Trekanter før de fjorten Lunetter.

Selvfølgelig har Buonarroti ikke spildt Tid paa at forestille sig, hvorledes Jesse eller

Asa eller Usia var tilsinds og tilmode. Han har givet Skikkelserne Navne, fordi det hørte

sig til, og forøvrigt ladet sin Fantasi tumle sig frit.

I Skikkelsen "Jesse" ligesom i den forøvrigt meget forskellige Skikkelse i Lunetterne,

der sidder til Venstre for den Plade, som bærer Indskriften "Aminadab", har han udtrykt

den tungsindige Selvopgivelse, den ubetingede Uvirksomhed, hvis eneste mulige Trøst

er den svage Forventning om en Frelse, der synes fjern. Højst poetisk i dens Ro er

Jesse's Stilling med den ene Haand i Skødet, den anden under Kind; næsten endnu

mere selvopgivende er Figurens Stilling i Lunetten, der stirrer ud for sig med begge

Hænder foldede mellem Knæerne, som haabende imod Haab paa et Signal der kunde

bryde Stilheden.

Idylliske Familiebilleder, saa nye og enestaaende i Michelangelo's Kunst, følger

i ikke ringe Tal. Det burde ikke undre. De Stærke plejer at elske det Blide, og

Michelangelo var ingen Undtagelse.

"Asa": en ung Kvinde, der i dyb Søvn er falden forover, og et sødt sovende Barn

til Højre for hende. "Ezechias": en prægtig, kraftigt bygget ung Romerinde, der, set

i Profil, sidder roligt paa Teltets Gulv med Benene udstrakte, medens et skelmsk,

nøgent Barn staar hende nær, og den meget ældre Mands Aasyn anes i Baggrunden.

"Josia": en rent ud mesterligt tegnet Gruppe; i Forgrunden den dybt sovende Mand,

en Haandværkerskikkelse som Josef; overfor ham siddende fremadbøjet den unge

Moder, der har begge Armene om Sin lille Søn.

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!