Michelangelo Buonarroti

Side 197
Maleriet af Historien om Kobberslangen foregriber i visse Maader
Dommedagsbilledet. Til Højre krampagtigt bevægede Menneskelegemer, der
klyngevis forgæves stræber at undgaa de fra Himlen nedregnede Slangers frygtelige
Bid. De har intet af den antike Laokoons Højhed; fortvivlede støder og trykker de
hverandre. Til Venstre en enkelt rolig Gruppe. En Mand understøtter sin ulykkelige
Kvinde, hjælper hende at holde sin saarede Haand op imod det frelsende Vartegn.
Kunstindtrykket forstyrres en Smule ved den fremstillede Mytes Ufornuft.
Langt mere tilfredsstillende saavel menneskeligt som kunstnerisk er det fjerde
Hjørnemaleri, der paany er i Tresnit. Til Venstre Ester, Ahasverus og den af Ester
skræmmede Haman siddende tilbords. Til Højre den søvnløse Konge paa sit Leje, der
lader Mardochai kalde til sig. I Midten den med Mesterskab i Forkortning gennemførte
Haman-Skikkelse, slagen paa Korset.
Børneparrene til Højre og Venstre for Profeter og Sibyller er udførte som var de af
Marmor. Det er altid en Dreng og en Pige, fem eller sexaarige Børn. Parrene er paa
hver sin Side aldeles ens, som de staar paa de Piller, der gaar op fra Tronerne. Man
kan forfølge, at Cartonen blot er bleven bøjet om, saa højre Side er bleven venstre.
Men ellers det langt fra, at fra Skikkelse til Skikkelse nogen Ensformighed er
bleven overholdt for disse Marmorbørns Vedkommende. De tidligst malte har været de
artigste, optagne af med deres Hoveder eller med deres Arme at støtte Marmorbjælken
over dem, og aldeles ikke sysselsatte med hinanden. Senere har Michelangelo endog
i disse Væsener, der halvvejs er smaa Karyatider, halvvejs smaa Menneskebørn, givet
Barnenaturen frit Raaderum. De smaa, der først syntes højtidelige eller søvnige, gør
hinandens Bekendtskab, gør hinanden opmærksomme paa noget, fortæller hinauden
noget, leger sammen, forsøger at brydes (som over Daniels Trone) eller danser imod
hinanden (som paa hver sin Side af Erythræa).
Broncefigurerne, der udfylder det trekantede Rum paa begge Sider af Lunetterne,
hvis Rammer skærer sig kileformigt ind i Loftsdekorationen, er af en helt anden
Støbning end disse Smaafolk i Marmorfarve og end de fremherskende nøgne Ynglinge
i Loftets Midterfelt. Disse Broncefigurer er ordnede parvis, de er Spejlbilleder af
hinanden, indtager altsaa Ryg mod Ryg en modsat Stilling. De besjæler det lille
Rum, der ellers vilde være tomt, ved nøgne, som de er, og smukke, som de er,
baade Kvinder og Mænd, ligesom at udtrykke Bueloftets arkitektoniske Spænding.
De stemmer Fødderne imod, de bøjer Ryggen som for at bære; de foretager alle de
gymnastiske Øvelser, der overhovedet lader sig udføre indenfor en retvinklet Trekant.
Som i streng Forstand levende Væsener lader de sig ikke tænke; de vilde jo i
Virkeligheden ikke kunne undgaa at glide ned ad den stejle og glatte Flade, langs
hvilken de strækker sig. Som Gymnaster gør de hvilkensomhelst Idrætsmand til
Skamme. Men de er heller ikke mente som andet end Sindbilleder, der for Beskueren
tydeliggør Spændkraften i den imaginære Arkitektur. De fremkalder Illusionen og holder
den vedlige. De anskueliggør AnstrengeIsen, det Kræfternes Sammenspil, der aldrig
sovende eller sløvet hindrer Hvælvingen fra at styrte sammen.
13
Efter den kirkelige Grundopfattelse, der meddeltes Michelangelo gennem de Cardinaler
og Prælater, som stod ham bi med Hensyn til katolsk Overlevering angaaende Profeter
og Sibyller, ligesom efter den kirkelige Kunsts nedarvede Syn paa den førkristelige
Tids Figurer, maatte hver Enkelthed i Loftdekorationen dogmatisk betragtes som
Forberedelse af Menneskehedens Frelse og Forløsning eller som varslende derom. I