Michelangelo Buonarroti

Side 196
Den nordafrikanske Sibylle skulde efter Pausanias være en Datter af Zeus, som
han fik med Poseidons Datter Lamia, og Euripides siges at have skrevet en Tragedie, i
hvilken Prologen fremsagdes af Libyca's Moder, og hvori hun selv forekom. Os minder
hun mere om Datteren af en romersk Pave end om en Datter af Zeus. Dog tør man
tvivle paa, at Lucrezia Borgia eller Giulio den Anden's Datter Felice, til trods for den
Opsigt de ved deres Skønhed vakte, har besiddet en Gratie som den, Michelangelo af
sit eget har meddelt denne sin eleganteste Kvindefigur.
Tilbage staar at nævne de to aldrende Sibyller: Persica, der som forfrossen paa
Grund af Alder sidder helt indhyllet i tykke Stoffer og har Hovedet omvundet. Hun er
nærsynet, medens Alderdommen hyppigst, og Cumæa i hendes Nærhed, er langsynet.
Hun holder den Bog, hvori hun er fordybet, tæt op til sine Øjne. I den simple Profilstilling
hun indtager, ses Armene med de lange Ærmer klemte ind til Kroppen og skyggende
for det magre Bryst.
Den Vanskelighed, som den nærsynede Persica saa vel som den langsynede
Cumæa har ved at opfatte deres Skæbnebøgers Skrifttegn, betegner sindbilledligt
Vanskeligheden ved at tyde Fremtidens Runer. Disse to Kvinder fuldstændiggør
hinanden, udtrykker hver sin Type af kvindelig Alderdom som viis.
Men i Cumæa, der synes senest malt, har Michelangelo anderledes end i Persica
slaaet sig løs. Hun er stærk som Ælde i Thorsmyten; hendes Legem og mægtige
Arme er en Virago's; hun synes mandhaftigere end de fleste Mænd. Saaledes har
Oldtidens Nordboer forestillet sig gamle Jættekvinder. Buonarroti har her afveget fra
Overleveringen og dog fulgt den. Thi Cumæa blev ellers i Regelen fremstillet som ung
og fristende, da Apollon saa heftigt attraaede hende. I Ovids Metamorphoses (14, 130
ff.) fortæller hun selv, at Apollon lovede hende Udødelighed for hendes Gunst; hun tog
mod Tilbudet, men negtede at give sig hen til Guden. Til Straf blev hun ældgammel i
Stedet for evig ung. Og som ældgammel er hun malt i Sistinas Loft.
12
De fire Hjørnebilleder paa Væggens Flige hører ikke til dem, der griber Betragteren
om Hjertet, hvor sikker Kunstfærdighed de end er Vidnesbyrd om. David, der med et
vældigt Sværdhug, skrævende over den faldne Goliath, halshugger Kæmpen, er en
klar, let overskuelig Composition, simpel og plastisk trods dens dramatiske Liv. Judiths
Bedrift paa Hjørnemaleriet lige overfor er udført som Tresnit. Til Venstre ses utydeligt
en sovende Vogter; til Højre ligger paa Lejet Holofernes' Krop med det afskaarne
Hoved, vridende sig endnu som Lig med løftet venstre Knæ, og slaaende den højre
Arm i Vejret.
Midterbilledet har været Michelangelo Hovedsagen; Sidefløjenes Figurer er
øjensynligt kun tilføjede for at udfylde Rummet. Her ses Judith læggende et Klæde
over Kurven med det afhuggede Hoved, som hendes Terne, let fremadbøjet, bærer
paa sit Hoved. Paa den ovenfor nævnte Gemme af Piermaria da Pescia, der sad i
Buonarroti's Seglring, stemmer en Kvinde, der bærer en Kurv under Vinhøsten, og
en anden, som griber efter Druerne i Kurven; i Stilling, Bevægelse og Klædedragt
nøjagtigt overens med den Holdning, Ternen og Judith paa Fresken indtager. Saa
længe man indbildte sig, at den udskaarne Sten var antik, troede man paa et Laan fra
Michelangelo's Side. Siden man opdagede Ophavsmanden til Gemmen blandt hans
Omgangsvenner, véd man, at det ikke er Buonarroti som har benyttet den ubetydelige
Gemmeskærers Gruppe, men denne, som har kopieret Fresken.