Michelangelo Buonarroti

Side 195
Hun bærer en hjelmlignende Hætte, om hvilken der er slynget et Bind. Hendes
Linnedsærk, der er lyserød og ærmeløs, har et Udsnit om Halsen, og er foroven
indfattet af en blaa Besætning, der med et Par Striber er forbunden med Bæltet. Over
hendes Skød ligger en svær gul Kaabe, under hvilken en grøn Underkjortel ses.
Ligesaa frisk og ungdommelig som Erythræa er Delphica, vistnok den af
Michelangelo's Sibyller, der ved sin egenartede Skønhed Og sit store undrende Blik
alene er bleven populær.
Er Erythræa en Grækerinde fra Lilleasien, saa er Delphica Grækerinden fra det
egentlige Hellas. Hun ses helt en face; det dejlige Hoved, hvis Form fremhæves af et
graablaat Slør, har et Blik, som røber Fremsyn, og en Holdning, der antyder Lydhørhed
for en Guddoms Røst. Hendes grønne Dragt, der lader Armene fri, sammenholdes
dybt under den venstre Skulder af en stor Guld-Agraf. En rummelig Kaabe gaar, bredt
bølgende som et Sejl, fra hendes Hals til Anklerne. Da dens blaa Klæde kun er synligt
oppe over Skulderen, men da over Præstindens Skød Kaabens Foer, der bestaar af
Guldbrokade, er vendt udad, saa tager det sig - som Justi træffende har sagt - ud, som
hvilede den hele Skikkelse i en gylden Halvmaane.
Delphica er simplere klædt end Erythræa. Dog hendes Stilling er ikke simpel som
dennes. Den kan kun holdes et Øjeblik og lader sig alene forklare som opstaaet ved
et pludseligt Ryk. Sibyllens venstre Arm, der holder Pergamentsrullen, som hænger
ned langs hendes højre Side, overskærer Figuren. Hovedet, der bæres lodret, kaster
Blikket til Venstre, og Skikkelsen bevarer sin Retning mod Højre, hvorfra Pergamentet
opruller sig nedefter. Hun maa tænkes lige at have læst i det, og hun har kastet Rullen
tilbage; thi den bølger fremefter, ligesom Legemet bøjer sig en Smule fremad. Hun maa
have hørt en Lyd langt borte; hun drejer Hovedet efter den, medens Legemet endnu
ikke er fulgt med.
Ligesom Jesaia og Ezechiel maa hun opfattes som afbrudt i sin Læsning. Aanden
er kommet over hende; hun læser ikke mere, hun skuer. De hvælvede Øjenbryn over
det store Seerblik taler allerede, før den halvt aabnede, skælvende Mund har formet
de begejstrede Ord. Dog hvad der har indpræget Skikkelsen i alle følgende Tiders
Erindring som en af Kunstens sjældneste Adelsskikkelser, er dens underfulde Omrids,
det genialt Skødesløse i Holdningen, der dækker over det Tvungne i den indtagne
Stilling. Og saa er Delphicas ovale Hoved med de jomfrueligt glatte Træk og den lyse
Hudfarve saa ungt. Unge er de to nøgne, friske Arme, den højre, der ligger upaaagtet
langs Siden med Haanden paa Knæet, og den venstre, der gaar tvers over Maleriet og
i Forening med Blikket behersker det.
Den Betragter af disse Kvindeskikkelser, hvem Kvinden i sin fornemme, modne
Skønhed som Dame griber stærkere end den primitive Jomfru i hendes unge, vilde
Inspiration, vil tiltrækkes mere endnu af Libyca end af den Delfiske Sibylle. Libycas
Stilling er saa kunstlet, fordi Michelangelo da han kom til hende, havde opbrugt de
simplere Stillinger og ikke vilde gentage sig. Naar den dog ikke fornemmes som kunstig,
er det fordi Maleren har formaaet at meddele denne Skikkelse - tiltrods for at dens første
Udkast er gjort efter mandlig Model - en saa smidig Ynde, at vi tiltroer denne dejligt
velskabte Skikkelse enhver Bøjning og Vending: Libyca sidder, gaar med venstre Fod
nedad, drejer sig om paa sit Sæde og griber med Armene opad efter den udbredte Bog.
Hun synes lige at have modtaget en indtrængende Anmodning om et Sandsagn og
derfor at hente Skæbnebogen ned fra Hylden, hvor den bevares. Det synes at foregaa
en tidlig Morgen. Sibyllen er til Glæde for Betragteren endnu kun halvpaaklædt; men
hun synes ikke at ville lade Spørgeren vente.