Michelangelo Buonarroti

Side 194
Himlen. Profeten gaar heftigt i Rette med Gud. Han har efter Jahves Befaling forkyndt
Byen Ninive dens om 40 Dage forestaaende Undergang. Saa har Gud pludselig
faaet Medlidenhed med Byen og skaaner den. Jonas bebrejder med Voldsomhed
Jahve, at hans Stemning pludselig slaar om, saa han lader sin Profet staa som
Løgner. Paafaldende er her Hændernes Holdning. Begge Pegefingre er udstrakte, det
Fingersprog, Italieneren bruger, naar han fører stridbar Tale.
Rummet tilhøjre for Jonas er udfyldt med Havuhyrets besynderligt paplignende
Hoved. Af de to Genier bag Profeten, der begge er saare skønne, løfter den mindste,
en sød lille Dreng, advarende sin Haand mod Profetens Formastelse. Den ældre, hvis
Hoved og Skulder ses over Havuhyret, er alvorsfuldt dejlig.
11
De fem Sibylleskikkelser, der vexler med de syv Profeter i Sistinas Loft, staar visselig
ikke tilbage for disse i Værdi. De er saa uforglemmelige som de mandlige Seere.
Ingen af disse Kvindeskikkelser, end ikke de yngste, har, som naturligt og rimeligt er,
noget stærkt fremhævet Kønspræg; ingen af dem har noget vellystigt Udtryk eller blot
et Glimt af Erotik; det er Kvinder, hos hos hvem det evigt Kvindelige er trængt tilbage.
Nogle af dem har en overordenlig Skønhed, og hver af disse er forskelligartet. Det
er ikke attraaet hos dem at give det Hjertevindende, men det Majestætiske, og selv de
henrivende, som Delphica, Erythræa, Libyca, er Væsener, der aldrig har elsket nogen
Mand, hemmelighedsfulde primitive, besjælede af et Guddomspust.
I alle disse Kvindeskikkelser er der Vælde. Blandt andet derved adskiller de sig
fra det første i Italien fremstillede Sibyllekor, Giovanni Pisano's ovennævnte i Pistoia;
thi Pisano's Seersker gaar op Ekstasen; deres anelsesfulde eller ærefrygtsfulde eller
skrækslagne Mimik behersker aldeles Legemet, som blot er andægtig Skælven.
Disse Michelangelo's Sibyller er ogsaa højst forskellige fra de sibylleliggende
Væsener, Italiens store Digtere havde drømt om. I Dante's "Divina Commedia"
forekommer ingen anden Sibylle end Beatrice, hvis Væsen er Naade, ikke Vælde.
Petrarca gav Sibyllerne Plads mellem de højere Mennesker, der skuende ind i
Fremtiden staar Guddommen nær.
Hos Michelangelo turde Erythræa være den først undfangne Sibylle. Hun ses fra
Siden; hendes Stilling er simpel; hendes Profil en ung Italienerindes. Med sine blottede
Arme og sin smukke Dragt er hun yderst indtagende. Ikke desmindre er der noget
Højtideligt ved hendes Holdning. Saaledes tænker man sig en Præstinde for Pallas
Athene.
Erythræa er optaget af Læsningen i sit Orakelskrift. Den lille Dreng, der bag hende
løfter sine Arme over Bogen, er sysselsat med at puste til Ilden i den Lampe, ved hvis
Lys Præstinden læser. Hun er yndefuld, som et højere Væsen kan være det. Han er
en god lille nøgen Dreng.
Erythræa er den eneste Sibylle, man i den græske Oldtid kendte til.
De Gamle udledede Ordet Sibylle af (Græsk Tekst - (DEBBI)) -(Zeus's
Raadslagning). Saavel Platon som Cicero nævner Erythræa. Den gamle kirkelige
Skribent Lactantius fra det fjerde Aarhundrede havde tillagt hende en Spaadom om
Verdens Undergang. Maaske har man meddelt Michelangelo dette, og han har derfor
ladet hende tage en hel Klump Blade af Bogen paa én Gang i det Øjemed hurtigt at
komme til Slutningen.