Michelangelo Buonarroti

Side 193
Retning som dette tilhøjre. Daniel har nemlig afbrudt sin Læsning for, med et Stykke
Kridt i Haanden, paa en til Højre for Skikkelsen skraat anbragt Tavle at foretage
Omregningen af Ugerne i Aar. Han er blandt de Profeter der har efterladt Skrifter, den
eneste, som af Michelangelo er afbildet skrivende. Han forsøger med Tal at bestemme,
hvorledes Verdensrigerne afløser hinanden; grundlægger med Kridtet i Haanden en
naiv Historiens Filosofi.
Daniels Ansigt er ungdommelig forstandigt; men han er ikke af de Skikkelser,
paa hvilke Kunstneren har sat sit hele Væsen ind. Indtrykket af ham er et roligt
Skønhedsindtryk. Den lille Dreng, der, støttet til hans højre Knæ, udfylder Rummet
mellem hans to, af Kjortel og Kappe dækkede, Ben, gør en henrivende Virkning.
Anderledes voldsom og storladen er Ezechiel's Bevægelse. Siddende drejer den
niægtige, østerlandske Skikkelse sig med Heftighed til Højre og slaar ud med Haanden,
medens Ansigtet med den stærke Pande og krumme Næse viser sig i skarp Profil.
Paa Ezechiels Syn, paa Skyen, der under Stormen ved Midnat viser sig med en
glødende Ildkugle i sin Midte, er paa Maleriet Profetens Blik ufravendt rettet. Han
ser de levende Væsener, som i Ezechiel's første Kapitel beskrives, de, som havde
Menneskeskikkelse, men fire Ansigter og fire Vinger, og Menneskehænder under deres
Vinger. Og de fire Ansigter, Menneskets, Oxens, Løvens og Ørnens Aasyn - som
Raffaello saa aandfuldt har malt dem i Ezechiel's Syn - aabenbarer sig for Profeten.
Synets Glans er som Regnbuens Glans, men indadtil er det som Lyn i Lyn, og naar
Keruberne stiger paa deres Vinger, er Vingernes Lyd som en Lyd af store Vande
eller som Larmen af en fremrykkende Hær. Under saadanne Omstændigheder kaldes
Ezechiel til Profet, og dette anes, naar man ser Skikkelsens Udtryk paa Maleriet, Til
yderligere Tydelighed peger det lille yderst staaende Barn (der er en ung Pige og, som
sædvanligt, er anbragt bag Profeten) udad paa Synet.
Bevægelsen i Ezechiel's højre Haand udtrykker hans Beredvillighed til at høre hvad
Aabenbaringen vil forkynde ham: "Der kom Aand i mig, da han talede til mig."
Falder Blikket efter Ezechiel paa Jesaia, føler Beskueren sig hensat i en anden
Himmelegn. Jesaia er fortabt for Omverdenen, borte i sin Vision, ligesom søvndrukken.
Medens Ezechiel's Syn var en udvortes Aabenbaring, er Jesaia's Syn en indre
Henrevethed, en Ekstase. Ezechiel er lutter Vilje, Jesaia lutter Fordrømthed. Han sidder
der med korslagte Fødder, ligesom lyttende efter en indre Stemme, der siger ham, at
Assyrerne vil falde over Israel, og - hvad man ukritisk tillagde ham Spaadomsgave om
- at Perserne vil erobre Babylon. Dog Intet er jo ligegyldigere end hvorpaa den malte
Skikkelses indre Syner gik ud. Det ene Afgørende er, at Pandens Folder røber, hvor
betagende og skrækindjagende Henrykkelsen i den højere Verden er.
Dejlig er Stillingen, Jesaia indtager. Den højre Arm gaar tvers over Skikkelsen for at
holde om den paa Højkant stillede Bog, medens Ansigtet er drejet i modsat Retning,
hvor en lille Genius, som Profeten iøvrigt ikke agter paa, peger med udstrakt Arm.
Dog Stillingens egentlige Skønhed beror paa den uforligneligt talende Bevægelse med
den paa Albuen støttede venstre Arm og Haand. Denne Haand fortæller omtrent lige
saa meget som Ansigtet om hvad der foregaar i Profetens Sjæl; Fingerbevægelsen
antyder Agtpaagivenheden for den indre Røst. - Raffaello har tilegnet sig denne
Bevægelse og givet den til sin Sapfo paa Parnasset, som sidder fortabt i poetisk
Sværmeri, Profeten Jonas, der med sin vredne Legemsstilling udfylder en hel Flig
af Loftsdekorationen, turde være den sidst udførte af Profeterne; thi Michelangelo
anvender altid de naturligste og simpleste Stillinger først. Jonas kaster siddende
Overkroppen over til Højre, mens Hovedet er drejet til Venstre med Blikket opad mod