Michelangelo Buonarroti

Side 190
De er udsprungne af Michelangelo's skønhedsdrukne Fantasi, ligner snart Satyrer,
snart Heroer; En ler, vugger sig paa Sædet og giver ved lystig Vippen med Benet eller
ved Udslag af Armen sin Livsglæde til Kende; En er bredskuldret, En slank, En lutter
Smidighed; En arbejder for Alvor paa Kapellets Udsmykning med Egeløv; En har glemt
alle sine Omgivelser, roligt fortabt i sin indre Verden.
De er, som sagt ikke Virkelighedsgengivelser, men Fantasifostre, dog vel at mærke
Fostre af en Malers Fantasi, der er vendt tilbage til Maleriet ad Omvejen over
Billedhuggerkunsten og som skylder sine mangeaarige Studier som Billedhugger sin
aldrig naaede Sikkerhed i Evnen til at tumle det nøgne Menneskelegeme uden at have
en Model for Øje.
Han giver da ogsaa disse sine Yndlingsskabninger et selvstændigt Liv, der bringer
dem til at gøre de lige fuldendte skønne Loftsmalerier et vist Afbræk; de griber
undertiden hensynsløst ind over Billedernes Ramme, respekterer dem ingenlunde som
Kunstværker, de blot skulde tjene.
Den Begejstring, som i Frembringelsen af disse ungdommelige Loftsfigurer fik Luft,
det var den, som senere bragte ham til at dyrke snart en uværdig Yngling som
Febo di Poggio, snart en henrivende Dreng som Luigi del Riccio's Søstersøn, den i
Femtenaarsalderen bortrevne Cecchin Bracci, snart en ædel ung Mand som Tommaso
Cavalieri. Dog vi Efterlevende ser ingen af disse historiske Ynglinge for os; det Portræt,
han har udført af Cavalieri, er gaaet tabt. Hans Vers til dem eller om dem har aldrig
hans Maleriers Liv, aldrig denne stærke, smidige, utroligt levende Kontur, der gerne er
pyramideformet, dog ikke som den døde Sten, men som en stigende Flamme.
8
I Profeternes og Sibyllernes Skikkelser har Buonarroti som Maler naaet et Højdepunkt.
Neppe før i Kunstens Historie var desuden set Menneskeskikkelser, saa aandsopfyldte.
Det var allerede et beundringsværdigt Greb af Michelangelo at slaa ned paa
Profetskikkelserne som Æmne. At tidligere italiensk Kunst som Giotto's havde udvist
en Alvor og Inderlighed, der svagt varsler om hans, skal naturligvis ikke dølges. At
Ghiberti's smaa Profetfigurer undertiden staar fortabte i dyb Betragtning eller er rede
til Fremtræden for Folket, naturligvis ikke negtes; at Fiesole's Profeter i Orvieto er
salige Beboere af Paradiset, har lidet med det Gamle Testamente at gøre. Og hverken
Jacopo della Quercia's Derwish-lignende Profeter eller Melozzo da Forli's turbanklædte
Oldinge i Loreto røber nogen Beaandelse, der stammer fra Oldtidens Palæstina.
Michelangelo, der anende begreb, hvad han aldrig havde lært og ikke kunde vide,
har tænkt sig, at disse fattige Mænd, man kaldte Profeter, og om hvem man endnu
talte to til tre Tusind Aar efter at de havde levet, maa have været ganske ualmindelige
Væsener.
Og virkelig er det Nabi'en (Profeten) alene, ved hvem Oldtidens Israel skiller sig fra
Edom, Ammon, Moab og alle de andre smaa, nærbeslægtede Folkeslag, der boede
omkring det lille Folk, der troede sig udkaaret. Profeterne viste sig i deres fri Religiøsitet,
undertiden i deres Fanatisme som Nationalister og Pietister, stærkere end Kongerne.
De laa tilsidst kun under for det regulære Præsteskab, hvilket de var i Vejen.
Medens Præsten var en Person uden dybere Originalitet, der havde et Ritual at
holde sig til, var Nabi'en, ikke - som han af Bibelens præstelige Bearbejdere blev gjort
til - et Væsen, der mindede Israel om glemte Sandheder, men selv Frembringeren af
de Paastande, han udtalte. Han var Seer, Spaamand, Troldmand, en halvvejs forrykt