Michelangelo Buonarroti

Side 189
over mig, er det at forudse, han ogsaa gør det i Firenze. Luk Ørene, som Købmænd
gør, og nok dermed. Thi han har tusindfold Uret, og jeg kunde beklage mig stærkt over
ham. Bær jer ad, som saa I ham ikke." Dette Brev godtgør, at før Januar 1509 har
Michelangelo ikke begyndt, alene at overtage det uhyre Arbejd, og første November
1509 er alle ni Loftsbilleder og nogle Malerier paa Fligene afslørede for det romerske
Publikum. Naar man nu betænker, hvor korte Vinterdagene er, hvor sparsomt de har
givet Kunstneren det Lys, han havde behov, hvor ofte den vaade Kalkpuds er frosset
og bristet i Maanederne Januar og Februar, saa føler man, at Sistina ikke blot er et
Underværk af Genialitet, men Produkt af en Energi uden Mage.
Fra Oktober 1509 indtræder en Pause i Michelangelo's Arbejd med Loftets
Udsmykning, dog lang kan den ikke have været; thi i et Brev til Buonarroto fra August
1510 hedder det: "Jeg lever her som sædvanligt og vil ved Udgangen af næste
Uge have endt mit Maleri (i Sistina), det vil sige den Del, med hvilken jeg har gjort
Begyndelsen (foruden de store Midterbilleder Profeterne og Sibyllerne). Og strax efter
at jeg har afsløret det haaber jeg at faa Penge og vil desuden forsøge at faa Orlov paa
en Maaned til Firenze."
Hvad han i den knappe Tid, der da er forløbet, har faaet udført, er saa meget,
at det for os er ufatteligt, hvorledes menneskelig Energi har forslaaet dertil, Der er
først de tyve nøgne Ynglinge, som parvis er sysselsatte med at holde de Medailloner,
der minder om Pavens Bedrifter, og med at smykke det Klæde, der trækkes
gennem disse Bronceskjoldes Huller, med Guirlander af Egeløv. De er alt andet end
Decorationsfigurer som Karyatider og deslige. De er fremstilte som levende Mennesker
med ung, sund Kødfarve, og der er ikke af Kunstneren gjort nogetsomhelst Forsøg paa
at frembringe Illusion. Hverken nærer disse Ynglinge nogen Frygt for at falde ned, eller
de bevæger sig oppe under Hvælvingen som Tagtækkere. Deres Tronsæder er ikke
hængende Stole, men solide Marmorsæder. De medfører deres eget Rum, hvori de,
formelt sysselsatte med at stramme Baand eller støtte en Skjoldrand, indtager stedse
friere og dristigere eller sorgløsere Stillinger.
De gaar i Kunsthistorier under Navnet Slaverne. Mange af dem er Halvguder
og Helte. Mange af dem synes fortabte i heroiske Drømmerier. Adskillige af dem
synes at gøre Legemsøvelser. Deres dybeste Øjemed er for Kunstneren at give
ham Anledning til en Skønhedsudfoldelse, en Fremstilling af det mandlige Legemes
tiltalende Egenskaber, naar det er velskabt, kraftigt, yndefuldt, indtagende ved
Ungdoms Pragt og Glans. Fremherskende er her det udpræget Mandige, endog hos
saa hjertevindende Skikkelser som hos den underfuldt dejlige Achilles (tilvenstre over
Jeremias), der sidder hensunken i vemodige Tanker - et Mandsideal.
Dog engang imellem har det fristet den Alt forsøgende Kunstner at variere sit Æmne
ved at gaa til den Yderlighed, hvor mandligt og kvindeligt Fysiognomi smelter sammen,
saaledes som det ses i det skønne Hoved, hvis Krop næsten helt er blevet udvisket,
og som aabenbarer sig til venstre over Delphica. Der er her noget hos Buonarroti saa
sjældent, som det hos Leonardo er hyppigt forekommende, et Ansigt, hvis Form og
Træk er en Ynglings, men hvis Udtryk er den unge Kvindes.
Der findes i dette Lofts rige Dekoration Figurer, der gør Fyldest for Piller eller Søjler,
saadanne som parvis udfylder et Mellemrum, kun halvvejs levende Mellemvæsener,
der er Statuer eller Statuetter, snart af Bronce, snart af Marmor. Men de tyve
nøgne Ynglinge oppe i Hvælvingen hører ikke til disses Tal. De er lyslevende græsk
Renæssance, selv om de ikke opfylder de Krav, der stilledes af Polykleitos i hans
Rettesnor.