Michelangelo Buonarroti

Side 188
derved, at Hvælvingen har slaaet Revner, og Vand er sivet ind. I ethvert Tilfælde har
Billedet mistet noget af sin Substans. Men det Hemmelighedsfulde, Overjordiske ved
denne Legemlighed, der virker som et Aandesyn, er bevaret.
Dette Maleri, der i Tidsordenen er det sidste, efter det ideelle Indhold det første,
anslaar den Grundaccord, som er den hele Loftdekorations. Af Loftets ni store Malerier
er dette det eneste, som optages af én enkelt Skikkelse, Skaberen, fra hvem Alting
udgaar. Han har ingen om sig eller med sig, for sig eller bag sig, han er Ophav. Loftet har
andre Skikkelser, hvis Indres Ensomhed er betonet. Men kun denne Skikkelse er ogsaa
i udvortes Mening alene. Guden her er Urkraft, Urgrund, Aarsag; han er Urformen og
Urbilledet.
Som Condivi fortæller, kom Giulio ofte for at se, hvorledes det gik med Arbejdet;
klatrede op ad Stiger, lod Michelangelo række sig Haanden, saa han kunde træde op
paa Stilladset. Arbejdet gik Paven altfor langsomt. Han kogte af Utaalmodighed efter
at se det fuldendt. Giulio spurgte en Dag, naar Michelangelo var tilsinds at afslutte
Værket? - "Naar jeg kan," lød det lakoniske Svar. Dog Paven lod sig ikke sige. Da
Buonarroti var saa vidt, som vi hidtil har fulgt ham, da alle Malerierne i det lange
Midterfelt var udførte, krævede Paven, som jo ikke kunde vinde noget Overblik over
dem deroppe ved Kunstnerens Side, at han skulde lade Stilladset bryde ned, saa
Virkningen kunde bedømmes. Han vilde rimeligvis ogsaa høre, hvad Romerne sagde
derom.
Intet Under, at Michelangelo vægrede sig. Ikke Halvdelen af hans Arbejd var jo
tilendebragt. Og det er ikke blot Narre, man ikke skal lade se halvgjort Arbejd. Dog
Paven tordnede: "Du har vel Lyst til at jeg skal kaste dig ned fra Stilladset!" Der var
intet andet at gøre end at føje sig.
Stilladset blev taget ned. og Kapellet blev den første November 1509 aabnet for de
Nysgerrige som for de Kunstelskende og Kunstforstandige.
Hele Rom strømmede til for at se, hvad den ensomme Mester havde malet i
mindre end et Aar. Da den for stor Kunst modtagelige Befolkning oversaa det, var
Enthusiasmen almindelig. De Kunstforstandige begreb nu ogsaa, at Michelangelo
ikke havde kunnet bruge Hjælpen fra Florents. En Englænder har sagt Som ingen af
Bejlerne var i Stand til at spænde Odysseus's Bue, saaledes var kun én Haand i Stand
til at føre Buonarroti's Pensel.
7
Blandt det meget, som forbauser Den, der grubler over Værket, er Knapheden af den
Tid, hvori det er malt. Man lade sig nemlig ikke af Udtrykkene i Kontrakten af 1508
forlede til den Tro, at Michelangelo paa dette Tidspunkt virkelig var i Stand til at begynde
Maleriet. Den 10. Maj har han i det Højeste begyndt at søge Hjælpere. Forberedelserne
med Loftets Pudsning og med Opførelsen af de to Stilladser tog Tid. Udførelsen af de
mange Carton'er tog selvfølgelig Maaneder. Da der endelig begyndtes af Vennerne fra
Florents, udkrævedes tilmed adskillige Uger, før det saas, at deres Arbejd var spildt,
og det tog Tid at rive dette Arbejd ned, saa Mesteren kunde begynde forfra.
Det Tidspunkt, da Florentinerne blev afskedigede, maa ligge lige op til Januar 1509.
Thi der gives et Brev fra Michelangelo til Faderen af 27. Januar 1509, i hvilket han blandt
andet sknver: "Nu har jeg i et helt Aar ikke faaet en Grosso (en Hvid) af Paven; jeg
kræver ikke noget, da mit Arbejd (i Sistina) ikke skrider frem, og jeg mener derfor heller
ikke at fortjene noget." I dette Brev hedder det videre: "Herfra er i disse Dage Maleren
Jacopo (Indaco), hvem jeg havde ladet komme, afrejst, og da han her har beklaget sig