Michelangelo Buonarroti

Side 186
Opmærksomhed fæster sit talende Blik paa det Under, der nu vil fuldbyrdes. Alt Biværk
er her forsmaaet. Det Landskab, paa hvilket Adam i Jordens Udkant hviler, er nøgent
som han selv og som Himlens Engle. Gudfaders Skikkelse alene er dækket af et tyndt
Klædebon, der dog lader de fint og kraftigt formede Lemmer fri.
Der er i dette uforglemmelige Billedes Rytmer en Musik, saa brusende vellydsrig
som den, om hvilken Beethoven taler, naar han skriver: "Musiken bør slaa Ild af
Menneskesjælen", eller som den, der klinger gennem en Messe af Palestrina, hvor
den kunstrige Sammenfletning af Stemmerne ikke udelukker den tydelige Melodi og
Textens lette Forstaaelighed.
Saavel Adams Hoved som Gudfaders, der trods Brynenes, Næsefligenes og
Ansigtsmusklernes Spil er en formfast Helhed, har hver for sig kun taget Michelangelo
én Dag.
Evas Skabelse gaar stilfærdigere for sig end Adams. Gud skabte ham, svævende
i Himmelrummet, omgivet af sit himmelske Følge. Hende skaber han staaende paa
Jorden, ensom, helt tilhyllet. Medens den Gud, der skabte Adam, i sin modne Manddom
ikke havde nogen Alder, er den Gud, som skaber Eva, en Olding mægtig og viis.
Med sikker Genialitet har Michelangelo antydet Forskellen mellem Mandens og
Kvindens Væsen, i det Øjeblik de vaagner til Liv. Gudfader har med en rolig
Haandbevægelse vinket Eva frem fra den dybtsovende Adams Side. Paa aandfuld
Maade har Kunstneren benyttet Myten om hendes Oprindelse fra Adams Ribben,
idet hun fremtrylles fra den Bugt Adams Overkrop danner med Underkroppen, hvor
Brystkassens nederste Ribben giver Plads for de blødere Dele.
Der er en paafaldende Modsætning mellem den autochthone Mandsskikkelse,
formet af selve Jorden, der endnu uden klar Bevidsthed vender sit Blik med stille
Undren mod Himmelsynet, og Eva, der udgaaende fra Mandslegemet, altsaa i sin
Oprindelse kødelig, øjeblikkeligt anende Situationen ydmygt, med udstrakte, foldede
Hænder, bøjer sig tilbedende for sin Skaber.
Hun er fyldig som Menneskehedens tilkommende Moder, smuk, om end hendes
Holdning med den fremad bøjede Overkrop ikke kan kaldes tiltalende. Men til den
Virkning, Michelangelo vilde have frem, var denne Holdning nødvendig. Det gjaldt for
ham om at fremstille Tilblivelsens Bevægelse, og det opnaaedes, naar mellem den dybt
indslumrede Adam og den med Fødderne paa Jorden sikkert plantede Guddom Eva
ved en Stilling, der utvetydigt røbede en Vorden, samlede Tilskuerens Opmærksomhed
om sig. Ved Modsætningen mellem Maaden, paa hvilken Buonarroti lader Adam og
Eva blive skabt, mindes man dette lille Vers af Rückert:
6
Af Jord blev Manden skabt; dog Kvinden som hans Brud
af Mandens jordfrembragte Lænd blev draget ud.
Søn! Mellem Mand og Mø det Skel vi maa forfægte:
Som Køn er Manden mer oprindelig og ægte;
dog Kvinden mere fint og mindre djærvt sig ter,
da hun er formet om af én Gang formet Ler.
Paany at fremstille den skabende Gud svævende i Luften vilde for enhver Anden end
Michelangelo været umuligt, efter at han én Gang i Maleriet "Adams Skabelse" havde
malt ham, sejlende raskt gennem Lufthavet som den vældige Sky. Howard kaldte
"Cumulus". For Michelangelo er det faldet let, saa umuligt det kunde synes. Heiberg
har sagt hvorfor: