Michelangelo Buonarroti

Side 185
gammeldags Fremstillingsmaade, der her ved sin store Stil er bleven ny. Til venstre
Menneskeparret, der fristes; til højre det samme Par, der forjages. Begge Partier er
ved Legemernes Muskulatur og Ansigternes Minespil lige udtryksfulde. Men dejligst
er Evaskikkelsen til venstre, der siddende under Træets rige Løvværk, rækker Armen
op. Hun udstrækker den efter Frugten, som bydes af Fristerinden, hvis smukke Krop
gaar over i Dobbeltslangerne, der vikler sig om Træets Stamme. Hendes Legeme
har bevaret den Stilling, i hvilken hun samtalte med Adam, vendt imod ham, altsaa
bortvendt fra Slangen. Men det skønne attraaende Hoved drejer sig efter Fristelsen,
og derved faar det unge yppige Legeme en Holdning og Rejsning, der fortryller
Betragterens Øje. Dertil det harmoniske Sammenspil af Linierne i Adams, Fristerindens
og Evas tre fremstrakte Arme.
Kundskabens Træ staar ikke nøjagtigt i Freskens Midte, men en Smule tilhøjre.
Saaledes bliver der foroven intet tomt Rum. En (helt paaklædt) Engel kommer
svævende med Sværdet udstrakt i sin Venstre; han udraaber Forbandelsen, som Adam
med sine Hænder og ved sin afbøjende Holdning forsøger at afværge, medens Eva
med et uforligneligt Udtryk af Rædsel og Græmmelse, bøjende sin Ryg, samlende
sine Arme, holdende en Haand op for Øret, skuttende sig, ligesom søger Læ for den
himmelske Vrede ved at skærmes af den sørgmodigt skridende Adams højere Væxt.
Oscar Matthiesen har ved opmærksom Iagttagelse af Tilpudsningerne paa den
første Gruppe udfundet, hvor lang Tid Michelangelo har behøvet til at udføre Maleriet.
Den første Dag har han malt Bladhanget ned til en vandret Linie fra Adams Nakke,
desuden hans Hoved, begge Armene og Overkroppen ned til højre Bens Laar; dog kun
Legemets Lysside, enten fordi Farven her er sluppet op for ham, eller fordi han har
været utilfreds med Skyggesiden og skaaret den bort. Den anden Dag har han malet
den Part af Kroppen, som staar i Skygge, Adams Ben, Evas løftede Arm, hendes Hoved
og Overkrop, hendes højre Haand. Han er naaet til den Øverste Kontur af hendes Laar
og til en Linie, der er buet over Midien. Tredie Dag har han malet Evas Underkrop og
Ben. Den hele uforglemmelige Gruppe til venstre har altsaa kun taget tre Dage.
5
"Adams Skabelse" har for Michelangelo betydet Tilblivelsen af det, som for ham gav
Tilværelsen Mening og Værdi, det, som var Allivets Krone og Kunstens uderfulde,
uudtømmelige Æmne, den nøgne Menneskeskikkelse, wligt det mandlige Legeme, hvis
Skønhed greb ham dybest.
Det er kun naturligt, at Mandens Skabelse blev hans paa én Gang simpleste og
rigeste Composition, det mest fuldendte Maleri, han har frembragt.
Adam har den skønneste og naturligste Stilling for den knap endnu bevidste
tyveaarige Yngling, der vaagner til Liv, ved Maaden, hvorpaa han hviler sig paa højre
Underarm og støtter den fremstrakte venstre Arm paa det løftede Knæ. Han har
det Fortrin, med hvilket Michelangelo gerne udruster enhver Mandsskikkelse, hvis
Skønhed han vil fremhæve, den høje, hvælvede Brystkasae; og han har desuden
det dejlige Hoveds drømmende Udtryk, svagt undrende, svagt spørgende, sønligt
tillidsfuldt.
Ligevægten i dette Maleri, der er som en Aabenbaring af jordisk-overjordisk Højhed i
dens guddommelige Fylde, opstaar ved at den Skykaabe, der gennem Verdensrummet
svæver imod Adam, rummer Gudfaders Sublime Skikkelse, forneden ligesom baaret
af vandret udstrakte Engleskikkelser, foroven omgivet af smaa Engle, hvem Kappen
indeslutter som en sagte flyvende Rede, medens en særligt dejlig, ung kvindelig
Engel, over hvis Skuldre Guden har lagt sin venstre Arm, med klog og spændt