Michelangelo Buonarroti

Side 183
paa sit Mulæsel. Siddende paa Dyrets Ryg lægger Faderen Barnet om Moderens Hals.
I Mellemgrunden en dejlig Gruppe, denne rent skulpturel: en smuk kraftig Fader, der
gaaende bærer sin voxne, besvimede Søn i sine Arme; tungt gaar han, mens Sønnens
skønne Hoved slapt falder ned over hans eget endnu smukkere med de mandige Træk.
Til Højre rager en anden skaldet Klippe op af det sydende Vand. Her har en Hob
Flygtninge søgt en kortvarig Tilflugt, idet de over deres Hoveder har udspændt en
Kappe, der gør Tjeneste som en Smule Telt. I Midten kæmper en Baad mod Vind og
Strøm; de, der er i den, føler sig truede med Kæntring, fordi Druknende, der vil frelse
Livet, klamrer sig til Baadens Ræling; Mandskabet slaar da løs paa Svømmerne for at
faa dem til at slippe Taget.
I Baggrunden flyder Arken frelst. I dens ene Glughul øjnes Noah med sit hvide Skæg
og sin i Forfærdelse udstrakte Arm.
Det vil sige: alt dette lader sig skelne paa Afbildninger. Set fra Gulvet er det
hele mægtige Maleri - der lader sig opfatte som en Prolog til Dommedagsbilledet,
forsaavidt ogsaa det varierer alle Rædsler - en forvirrende Farveplet, fra hvilken Øjet
med Vanskelighed udløser nogle Figurer.
Det sidste Maleri, hvis Skikkelser er udførte i mindre Maalestok, er Noahs
Brændoffer, som Composition vel noget uroligt, men et ved Liniernes Skønhed og
Handlingens Liv mesterligt Billed. Over Altret ses Noah, hans Hustru og en af hans
Svigerdøtre, der med en yndefuld Armbevægelse tænder Alterilden. To af Sønnerne
er optagne af Væddere, der skal ofres. En af dem sidder i Forgrunden overskrævs paa
den slagtede Vædder. Hans Hustru, en saare skøn og elegant ung Kvinde, gaar ham
med fremstrakt Arm til Haande ved Ofringen.
Den tredie Søn, der knælende puster til Ilden, røber ved sin Handlings Overflødighed
og Urimelighed - han puster for neden, og Ilden brænder ovenpaa Alteret - at han
alene er der for den morsomme og vanskelige Stillings Skyld, og at han er et Laan
fra et andet Kunstværk. Før man havde fundet det rette, anede man, at han havde et
antikt Forbillede blandt de Drenge, der paa Oldtids-Reliefer ofte med et Stykke Træ
i Haanden puster til Alterilden. Steinmann mente i sin Bog Die sixtinische Kapelle
at have fundet Forbilledet paa et Relief i Madrid; men han huskede fejl; det fandtes
ikke der. Først Aloïs Grünwald opdagede Skikkelsen paa en Gruppe i Neapel, der
har været Michelangelo bekendt fra den gamle Samling Farnese i Rom. Baade (note:
Aloïs Grünwald i Jahrbücher der kunsthistorischen Sammlungen des allerhöchsten
Kaiserhauses, Band 27, Heft 4. 1908).
Hovedets Holdning, den stærkt fremstrakte Hals og begge Armes Stilling hos den
Dreng, der sammenkrøben her puster til Ild, genfindes i Michelangelo's Fremstilling af
Noahs tredie Søn.
Fra nu af simplificerede Kunstneren sin Fremstillingsmaade, forstørrede sine
Skikkelser, og kom snart saa vidt, at han, greben af høj Skaberglæde, forvisset om
Herredømmet over sin Kunsts Midler, og endelig fuldt fortrolig med Freskoteknikens
Hemmeligheder, kunde give sig sin Genius i Vold og, liggende udstrakt paa Ryggen,
male løs. Hvor sammensat Buonarroti's Væsen var, hvorledes hos ham det barokkeste
Lune kunde trives, mens han glødede i den højeste Begejstring, røber den bekendte
Sonet (sonetto ritornellato), som Dam paa Dansk har gengivet saaledes:
Til Giovanni af Pistoja.
Af disse Kvaler har jeg faaet Krop -
som Kattene skal faa et Steds paa Landet,