Michelangelo Buonarroti

Side 182
Syndflodsmaleriet. Men da han endnu knap havde Halvdelen færdig, skimlede
Farverne og bulnede ud, saa Figurerne blev ukendelige.
I dybt Mismod gik han da til Giulio og sagde: "Jeg havde jo strax sagt Eders
Hellighed, at Maleri ikke er mit Fag. Alt, hvad jeg har malt, er ødelagt. Hvis I ikke troer
mig, saa send En hen at se derpaa."
Paven sendte Giuliano da San Gallo, der strax opdagede, hvori Fejlen stak. Kalken,
som den endnu uøvede Buonarroti havde anvendt, havde været for vaad. Hans gamle
Beskytter gav ham de nødvendige tekniske Vink, og Michelangelo lukkede sig inde i
Kapellet, for uden Tilskuere som uden Hjælpere at udføre det Værk, der er uden Mage.
Det først udførte Maleri har været det yderste Noahs Sønner og al Sandsynlighed er
strax efter det fulgt Malerierne i de to nærmeste David og Goliath, Judith og Holofernes.
Disse Billeder hører forsaavidt sammen, som der i dem endnu hersker en vis Relief-Stil.
Det er en fra Billedhuggerkunsten ankommende Malers Frembringelser. Set fra et
andet Synspunkt er det med Syndflodsfresken og med det næstfølgende Noahs Offer,
at det Billede, der forestiller Noahs Sønner overfor den drukne Fader, maa nævnes
sammen; thi disse tre Malerier har, som de tidligst udførte i den lange Række, det
tilfælles, at Michelangelo ved dem endnu ikke har forstaaet at bedømme den Størrelse,
i hvilken Figurerne maatte holdes for tydeligt at kunne opfattes nedefra. I disse tre
Fresker er Skikkelserne trods deres anselige Maalfang altfor smaa.
Fra det Øjeblik af, da Kunstneren har opdaget denne Mangel, anlægger han sine
Figurer efter en ganske anden Maalestok, gør desuden Compositionen saa simpel
og let overskuelig som muligt, ja udvikler, alt som Værket skrider frem, en utvivlsom
Tilbøjelighed til at lade Skikkelserne paa de forskellige Malerier, saa vel som de nøgne
Ynglinge ved disses Hjørner, ja Profeterne og Sibyllerne paa deres Troner voxe og
stadigt voxe under hans Hænder.
Var Noahs Sønner endnu nærmest et malt Relief, saa viser Kunstnerens hurtigt
udviklede rent maleriske Evne sig i Syndfloden, der som Maleri betragtet er af høj Rang,
ja er det figurrigeste Billed, Buonarroti overhovedet har frembragt (med Undtagelse af
det sene Dommedagsmaleri). Her har det omhyggeligt tilvejebragte Indsyn og Fjernsyn
ligesom gennembrudt Vægfladen; Loftet har udspyet fortvivlet kæmpende Skarer i Plan
bag Plan.
Forestillingen om en Syndflod var en, med hvilken Michelangelo var fortrolig. Store
Oversvømmelser havde i hans Levetid hjemsøgt Rom. I December 1495 havde han i
Florents hørt om, hvorledes en pludselig Storm havde fremkaldt en saadan Stigning af
Tiberen, at Folk i deres Senge blev overrumplede af Springfloden, saa Byen genlød af
Raab om Hjælp. Og i Slutningen af Aar 1500 havde han selv i Rom været Øjenvidne
til et strømmende Højvande, der trængte ind i Huse og Kirker, ja afskar Forbindelsen
med Vaticanet.
Han var maaske endogsaa altfor fortrolig med sit Æmne; thi han opløste
Begivenheden i talrige Episoder med en Vrimmel af Skikkelser i hver, og med
Skikkelser, hvis Størrelse og Synlighed fra neden var aftagende, alt som de indtog et
fjernere Plan.
I Forgrunden kæmper Grupper af nøgne eller halvpaaklædte Mennesker for at
opnaa Fodfæste paa en op af Vandet ragende træløs Klippe, der allerede neppe har
Plads til dem, som vil kravle i Vejret op paa den. Her er jagende Uro og Angst, men
smukke Grupper, den udstrakte nøgne Moder med sit Barn, to Elskende, der omfavner
hinanden. Vægten er lagt paa Menneskesværmens Stræben efter at redde sig, og ikke
blot sig, men sit Bohave, en Stegepande, et Spid, en Bylt Klæder. En Familie er flygtet