Michelangelo Buonarroti

Side 181
frembragte Afvexling og Liv paa hidtil uset Maade ved at udføre de forskellige Led i
sit System af Skikkelser i uensartet Maalestok. Profeter og Sibyller, syv og fem i Tal,
er Kolossalfigurer.
De angiver det højeste Maal, ud fra hvilket andre Figurer tager sig større eller
mindre ud. Dernæst er der en skarpt gennemført Modsætning mellem de Skikkelser,
der forestiller plastiske Menneskelegemer, virkelige eller udførte i Bronce, og den
Vrimmel af Figurer, der forekommer paa Malerier, som er anbragte i Ramme, og altsaa
ikke ligefrem træder frem som levende Mennesker. Endelig forøges Spændingen og
Virkningen derved, at de nøgne Ynglinge, som har Plads ved ethvert mindre Maleris
fire Hjørner, udfylder Rummet i modsat Retning af Maleriernes Figurer, saa det ikke
lader sig gøre, paa én Gang at betragte Malerierne og dem.
Loftets lange Rectangel delte Michelangelo i ni ulige store Afdelinger. Det var disse
ni - fire af stort, fem af mindre Omfang - som han indrammede med en imaginær
Arkitektur. De fire store indtager Hvælvingens hele Bredde, de fem mindre indtager
ringere Plads, saa de giver Rum for de to Par Ynglinge ved deres Hjørner, der alle
sidder paa hver sin tilsyneladende solide Piedestal. De er tyve i Tal. Mellemrummene
imellem dem udfyldes af Bronceskjolde eller Broncemedailloner af Størrelse som
Skjolde.
Da det var en Rovere, som havde bestilt Kapellets Udsmykning, maatte paa Loftet
nødvendigvis Roverernes Vaabenmærke, Egen, gøre sig gældende. Egeløv kunde
anvendes som Bladsnore og som Kranse. Saaledes gav Michelangelo sine nøgne
Ynglinge det Hverv, at udsmykke Kapellet med Egeløv. Hermed forbandt han et
Element fra antike Triumfbuer, Medaillonen i Skikkelse af Bronceskjold. En saadan
Medaillon fandtes i Kapellet paa det vellykkede Maleri af Perugino, hvor Kristus
overgiver Nøglerne til Petrus. Der er Medaillon'en anbragt over den antike Triumfbue.
De unge nøgne Mænd, der har faaet Plads paa Stenskamler, er ifærd med at stikke
et langt Klæde gennem Huller i Bronceskjoldene for at omvinde dette Klæde med
Egeløv, saa det forvandles til Guirlande. Et Sted overbringes Sække fulde af Egeløv; et
andet Sted vælder Løvet i Masse ud af den aabne Sæk; en tredie Gang er Guirlanden
færdig, indtil efterhaanden, alt som Arbejdet for Michelangelo skrider frem, Motivet gaar
i Glemme og de unge Mænd tænker paa andre Ting.
3
Da Michelangelo havde de første Carton'er færdige, lod han, som ikke var hjemme i
Fresco-Tekniken, komme en Del unge Medarbejdere fra Firenze. De indfandt sig villigt
som Hjælpere. Der var Francesco Granacci, Barndomsvennen; en vis Jacopo Indaco,
der i Ghirlandajo's Skole havde været Buonarroti's Kamerat, to andre, om hvem kun
Navnene vides, dernæst Giuliano Bugiardini, der samtidigt med Granacci og Buonarroti
var bleven sat i Skole hos Bertoldo, endelig den oftere nævnte Bastiano da Sangallo,
der havde sluttet sig til Michelangelo efter at have været Perugino's Elev.
De tog fat paa Arbejdet med at udføre den første Freske efter Mesterens Carton.
Dog Michelangelo blev hurtigt misfornøjet med Resultatet. Han besluttede at skille sig
af med disse Malervenner paany. Da han daarligt kunde komme ud af at give dem
Afsked, efter selv at have tilkaldt dem, faldt han paa den sære Udvej, en Dag at lade
dem finde Kapellet lukket og laaset, og blive ved dermed, til de forstod dette stumme
Sprog og rejste hjem.
Saa gav Michelangelo sig ganske alene med sin Farveriver til at angribe
Værket, slog ned, hvad de andre havde gjort, og begyndte med Udførelsen af