Michelangelo Buonarroti

Side 180
i Pave Sixtus' Kapel, efter den Overenskomst, som Monsignore af Pavia har sat op og
jeg egenhændigt underskrevet."
2
Den, der i vore Dage for første Gang betræder det sixtinske Kapel, føler sig nedslaaet
ved at faa Øje paa Italiens berømteste Malerier i halvhundred Fods Højde, saa det er
umuligt at overse dem, umuligt at fordybe sig i dem, uden at bøje Hovedet saaledes
tilbage, at det smerter. Enkelte Beskuere lægger sig paa Ryggen paa en Bænk; andre
tager et af de fremlagte Spejle for uden Vridning af Hoved og Krop at tilegne sig den
Verden af Skikkelser, som de har rejst saa lang en Vej for at se.
Man kan ud fra denne, alt i alt dog lidet betydende, Vanskelighed ved Tilegnelsen
og Overblikket danne sig en Forestilling om den umaadelige rent ydre Vanskelighed,
der ved Frembringelsen maatte overvindes.
Hvad det for Buonarroti først og fremmest maatte gælde om, var et Stillads, ud fra
hvilket han kunde male.
Bramante havde ladet slaa Huller i Hvælvingen, og havde i Tove, som han lod løbe
derigennem, ophængt et svævende Stillads, paa hvis gyngende Grund Kunstneren
skulde staa eller ligge. Det første, som Michelangelo spurgte om var, hvorledes han,
naar han malte, skulde bære sig ad med de mange Huller?
Da Nødvendigheden af at udfylde dem var klar, maatte Kunstneren anvende al
sin Omtanke paa at udfinde en ny Byggemaade for det Substrat, han havde behov.
Foreløbig lod han Bramantes Stillads tage ned, og til den Tømmermand, der gjorde det,
gav han alle Tovene som Foræring. De siges at have været saa mange og saa stærke,
at Manden kunde udstyre sin Datter for Summen, han fik ind, da han solgte dem.
At hejse Stilladset i Vejret nedefra og lade det underbygge af Bjælker synes at være
blevet betragtet som ugørligt, da Kapellet derved blev sat ud af Brug til Gudstjenesten.
Af Condivi's og Vasari's Forklaringer, der gaar ud paa, at det ny Stillads havde des
større Bæreevne, jo større Tyngde det bar, kan det sluttes, at Michelangelo har anvendt
et Sprængbuesystem. Enten den fremspringende Murrand alene eller i Forening med
den Stolper langs Væggene synes at have afgivet Støttepunkterne for Bjælker, der løb
skraat imod hinanden og holdtes ude fra hinanden ved en tredie, der som en Kile var
rammet ind imellem dem.
Paa et saadant Bjælkesystem har da de Brædder, der udgjorde Stilladset, været
anbragte. Det hedder sig, at dette Michelangelo's Fund var saa praktisk, at Ideen
senere adopteredes af Bramante ved Opførelsen af San Pietro.
Bekvemt har dette Opholdssted ikke været, til hvilket Kunstneren dagligt ad stejle
Stiger maatte gaa op.
Han havde forkastet (som fattigt og kedsommeligt) Pavens Forslag at give Loftet,
inddelt i tolv Cassetter, en simpel Dekoration af Linier og Ranker, og indskrænke de
fremstilte Skikkelsers Tal til Jesu Apostles langs Siderne for oven. Han havde besluttet,
med ringe Hensyn til Loftets virkelige Struktur at holde den uhyre hvælvede Flade
sammen ved en nyskabt Skin-Arkitektur, ikke anvende anden Ornamentation end den
med Menneskelegemer, for saa ved Farvernes Sammenstemthed at give det Hele en
rolig Enhed, ja en vis højtidelig Harmoni.
Loftet var en Tøndehvælving, hvori Lunetterne og Stikkapperne over Vinduerne
skærer sig ind. Michelangelo agtede ikke paa de kileformede Rums trekantede
Skikkelse, men anbragte der sine marmorlignende Profettroner og Sibylletroner. Han