Michelangelo Buonarroti

1
Florents
Side 18
Det er nedslaaende, ja forfærdende, ikke mindre for Fremstilleren end for Granskeren,
som Mt staar i Sammenhæng, Mennesket med Byen og Landet, Kunsten med
Statsvæsen og Samfund, Krigen med Politiken, Politiken med Aandslivet, Aandslivet
med Bygninger og Billeder. Intet lader sig udskille. Og dog er det nødvendigt at
udskille, naar man ikke vil drukne i de talløse Kendsgerningers Masse. Men selv den
Enestaaende staar ikke alene, behøver for nogenledes at begribes, Indsigt i titusind
Forudsætninger.
Den fortræffelige polske Skribent Julian Klaczko har i sine "Causeries Florentines",
trods sin ellers saa mangesidige Indsigt i Kunst som i Politik og Historie, ladet sig
henrive til at kalde Michelangelo et Geni uden Forfædre som uden Efterkommere, uden
Mage i den skabende Indbildningskrafts Aarbøger, et Væsen, som ud fra sit eget Jeg
har forsøgt at forme et nyt Verdens-Alt og har brudt med al nedarvet Lære for kun at
følge den Indskydelse, der stammede fra hans suveræne Tankeliv.
Det Sandhedsglimt, som utvivlsomt har lyst for Klaczko's Øje, udelukker ikke,
at Grundsynet er falsk. Michelangelos Genius har Forfædre aom enhver anden
fremragende Aand. Han er ufattelig uden et indtrængende Studium af Florents; hans
hurtige Udvikling muliggøres kun ved at Familien Medici havde samlet alt florentinsk
Aandsliv og alle Minder fra Fortiden omkring sig; han var bleven en anden og ringere
Mand eller havde naaet sin Storhed langt senere, dersom ikke et Geni som Lorenzo
af Mædici havde taget sig af Drengen.
Der har nu engang ikke siden Athens store Tid været nogen By, hvis Væsen har sat
Tidsskel i Kunstens Historie som Florents.
2
Florents har aldrig været Italiens Hovedstad, saa lidt som iøvrigt Athen nogensinde
var det gamle Grækenlands. Eller rettere: Florents var Hovedstad i et kort moderne
Tidsrum mellem 1865 og 1870, i ikkun sex Aar, og altsaa i et Aarhundrede, hvor Byens
Anseelse og Livskraft ikke svarede til dens forhenværende Betydning. Den havde
desuden aldrig den Betingelse for at blive et stort Lands Midtpunkt at den laa ved Havet
eller ved en sejlbar Flod.
Dens Storhedstid falder hverken i Romervældens antike eller i det savoyiske
Kongedømmes moderne Tidehverv; den strækker sig omtrentlig fra 1250 til 1530.
I Florents som allevegne aabenbarede Befolkningen fra først af, hvad Kraft der
boede i den, ved indbyrdes Kampe. Der er Adelspartier, som hader og udrydder
hinanden og som drager Borgerstanden ind i deres Fejder. Der er fra 1215 det dødelige
Fjendskab mellem Guelfer og Gbibelliner (paveligt Sindede og kejserligt Sindede). Kort
før den aandelige Blomstring begynder den blodigste Borgerkrig.
Allerede i det 12. Aarhundrede gaves der en Magistrat og et talrigt Raad. Senere
stod Communen under en Podestà, der valgtes paa et halvt Aar eller et helt. Hvert
af Byens Kvarterer havde sit Militscompagni under en Bannerfører (Gonfaloniere) og
i Spidsen for dem alle en Folke-Høvidsmand (Capitano del Popolo). Ham overraktes
Befolkningens Fane, først delt i Hvidt og Rødt. Senere kom Lilien ind i Fanen, først hvid
paa rød Grund, saa rød paa hvid.
I 1258 søgte Førerne for det ghibellinske Parti i Forening med Manfred, Kejser
Frederik den Anden's Søn, at styrte Forfatningen. Men Forsøget mislykkedes, og