Michelangelo Buonarroti

Side 179
i Handlingens Forgrund, de unge Piger, som ved Brønden beskyttes af Moses, der
fordriver Hyrderne som har forulempet dem. Men da med gammeldags Enfold paa
ét og samme Billed er fremstilt Moses, som slaar Ægypteren ihjel, Moses, som
forjager Hyrderne fra Brønden, og Moses som tilbeder Gud, der aabenbarer sig i den
brændende Tornebusk, saa falder Compositionen trods de smukt udførte Træer ved
Bjergskraaningen, der skulde samle Maleriet og give det Enhed, aldeles fra hinanden
og opløser sig i hverandre uvedkommende Grupper og Skikkelser. Som Curiosum
kan det nævnes, at Moses forekommer ikke mindre end syv Gange paa dette ene og
samme Maleri.
Hvor lidet var den elskelige Botticelli her paa sin Plads! Hvor lidet kom han til
sin Ret! Han, Garversønnen, der blev sat i Guldsmedelære, og derefter var bleven
Filippo Lippi's Elev, var den æteriske Kvindeligheds og den ømme Længsels Maler.
Paavirkelig og nervøs var han; det viste sig, da Savonarola omvendte ham. Men han er
som Kunstner uforglemmelig, har skabt en hjertevindende Type. En Kvindeskikkelse
som Foraaret i Primavera hører til det Dejligste, der paa denne Jord er frembragt.
Sandro Filipepi, som han hed, var visselig den erotiske Graties Dyrker og Tolk.
Han kunde ogsaa paa egen Haand udføre en god Composition. Hans
Helligtrekongers-Billede med Portræter af Familien Medici er et Exempel. Men Pavens
Krav kunde han ikke tilfredsstille af noget fuldt Hjerte. Og man skulde troet, Paven ikke
vilde vide af ham. Sisto havde jo været medvirkende ved Pazzi-Sammensværgelsen,
og Botticelli, der var Lorenzos ildfulde Tilhænger, havde udført de Skambilleder af de
Hængte paa Bargello's Mur, som Paven i to Aar havde krævet udslettede.
Dog Boitticelli var berømt, og Paven lokkede for ham. Han, som havde forherliget
Medicæerne, skulde forherlige Sisto den Fjerde. Og Botticelli gjorde, hvad der
ønskedes af ham. Hvor Kristus paa hans Freske afviser den fristende Djævel, staar
han ikke paa noget Bjerg, men paa den højeste Spids af en romersk Basilica's Facade,
Tinden af det store Hospital for Spedalske, Santo Spirito, som Paven nylig havde opført,
og hvor hans Navn var anbragt.
Malerier som Perugino's, Ghirlandajo's, Botticelli's og endnu Luca Signorelli's er vel
nok de bedste af denne Billedrække med dens trohjertede Virkelighedsgengivelse og
dens Glæde ved friske og stærke Farvers Pragt. Dette er en Art Smaakunst, hvor hver
Enkelthed menes at skulle virke for sig, ubehersket.
Dette er en Portællemaade, der fornemmes som en Smaasnakken. Det er en broget
Uro, et Virvar af talrige, velmente Figurer, der ikke er indordnede i nogen samlende
Helhed. Intet er her grandiost; men det var for Fjortenhundredaaret god, ærlig Kunst,
der vakte Tilfredshed. Sisto den Fjerde indviede Kapellet 15. August 1483, Aaret før
sin Død.
Lidet opbygget har Michelangelo følt sig, naar han under sit første Romerophbold
stod som Tilskuer i dette Kapel, mens Alessandro den Sjette med sine Cardinaler holdt
Gudstjeneste der. Andagt kunde en Pave som denne neppe fremkalde. Og Ringeagt
har Michelangelo med sit stormende Sind følt for denne Kunst, som, dvælende ved Alt,
hvad han selv saa bort over, var uden Lidenskab og uden Sving.
Nu var det Hverv blevet ham tildelt, ovenover disse Malerier fra en Fortid, der laa
nær, men allerede syntes fjern, at udsmykke den uhyre Hvælving. Han har selv ligesom
for Efterverdenen, optegnet:
Idag, den 10. Maj 1508, har jeg, Michelagniolo, Billedhugger, af hans Hellighed Pave
Giulio den Anden faaet 500 Dukater, som Messer Carlino, Kammerherren, og Messer
Carlo Albizzi har udbetalt mig som Forskud til det Maleri, paa hvilket jeg idag begynder