Michelangelo Buonarroti

1
Sistinas Loft
Side 178
Det sixtinske Kapel er ingen frit staaende Helligdom med Ydermure, til hvilket der
aabnes Adgang gennem en Forhal. Det er et firkantet Rum, dobbelt saa langt som bredt
og halvhundred Fod i Højden, saa det forekommer den Indtrædende forholdsvis smalt,
men langligt og umaadelig højt til det hvælvede Loft. Det er indbygget i det apostoliske
Palads i Vaticanet.
Dets Vægge er glatte; dets Vinduer, sex paa hver Langside, runde for oven, er
forholdsvis smaa og anbragte højt oppe. Lige under dem bærer en fremspringende
Murrand et smalt Galleri. Over Vinduerne hæver Lofthvælvingen sig svagt.
Kapellet var ved Sisto den Fjerde's Tronbestigelse et simpelt nøgent Rum, opført
af en Florentiner, Giovanni dei Dolci. Men den første Roverepave besluttede at
gøre Kapellet til et beboeligt og tiltalende Gudshus. Og han indkaldte de sex
bedste florentinske og umbriske Malere i Datiden, som 1481 begyndte at udføre det
Fresco-Belte af femten store bibelhistoriske Malerier, der strækker sig omkring Salen.
Disse Mænd skulde male Moses' og Jesu' Levnedsløb og udstyre deres Historiebilleder
med Landskaber og Bygninger, som de kendte dem fra Datiden, ligesom det forstod
sig af sig selv, at de skulde fremstille deres Samtidige, som disse gik og stod, som
medspillende i de fromme Dramer, der udrullede sig for Betragterens Øjne. Over denne
Følgerække af figurrige Malerier anbragtes 32 Paveskikkelser oppe imellem Vinduerne.
De vigtigste Æmner tilfaldt den højt vurderede Perugino. Han malte Alterbilledet.
Mariæ Himmelfart, og et Hovedmaleri: Jesus, der overdrager Himlens og Helvedes
Nøgler til Peter. Han, der tidligt forfaldt til en haandværksagtig Gentagelse af det
sjælfulde Udtryk, som han forstod at give sine Personer, havde ikke desmindre Evnen
til at fremstille Hoveder, hvis Blik var ømt og syntes uudgrundelig dybt. Og han havde
en Linieføring der virkede som en simpel, rolig Melodi. Der var en velgørende Stilhed
i hans Kunst, Stemning i hans Landskaber, og han forstod, som Ingen paa hans Tid,
at sammensmelte Figurernes Linier med Linierne i en Bygning og i et Landskab. Ingen
tog Anstød af, om han paa sit Maleri forlagde Scenen fra en Egn ved Jordanfloden til
en Plads i Rom med Triumfbue og Tempel.
En anden af de Malere, der under Sisto den Fjerde havde smykket Salen var
Michelangelo's oprindelige Lærer, Domenico Ghirlandajo. Han havde i et vidtstrakt
Flodlandskab, der indrammes dels af en Arkitektur med Kæmpesøjler, dels af
Taarnbygninger og en Række høje Bjerge malt vel en halvhundred Italienere i Datidens
Dragter, grupperede til Højre og Venstre for en smuk, tom Kristusskikkelse med bred
Glorie om Hovedet, for hvem to ærværdige skæggede Mænd, Peter og Broderen
Andreas, ærbart ligger paa Knæ med foldede Hænder. De er gloriekronede begge to.
Jesus kalder dem med oprakt Pegefinger til sine Apostle. De knæler ceremonielt som
Prælater for Paven. Der er hverken hos Jesus Glimt af det Snarsyn, som bringer ham
til i de to Fiskere at øjne Fremtidens Mænd, eller hos disse udtryksløse Herrer med
Straalekrans om Nakken Spor af en Sindsbevægelse, der betager dem ved Indtrykket
af at være Guddommen i Menneskeskikkelse saa nær.
Af Sandro Botticelli findes her ikke mindre end tre Fresker. Men var der noget,
som ikke laa for den kvindelige Yndes ømme og forfinede Maler, saa var det bibelsk
Monumentalkunst. Han egnede sig daarligt til at udføre Straffedommen over Korah's
Bande eller til at fremstille den Spedalskes Renselse. Mindst uheldig er han vistnok i
den Freske, som giver ham Anledning til at anbringe nogle af sine fine Kvindeskikkelser