Michelangelo Buonarroti

Side 176
Maaske allermest paafaldende i dette kirketro Monument, til hvilket Fyrretyve-Statuers
Gravmælet var skrumpet ind, er den Sindelagsforandring, som giver sig til Kende ved
at Michelangelo, det nøgne Menneskelegems Dyrker, nu har klædt alle de syv Statuer,
som det indbefatter, paa. Der kan ikke tænkes noget mere højhalset end Lea og Rachel.
Ja, saa fantastisk det klinger, endog de skæggede Hermer er paaklædte, svøbte i
Kapper lige til Halsen, saa Arme og Hænder, der ligger overkors, er indviklede som
Svøbelsebørn.
Michelangelo reagerer her afgjort og udpræget mod sin Ungdom, ja mod sig selv,
sit inderste Væsen. Han giver ganske forældede Former (som den liggende Pavefigur
med Hovedet støttet mod Albuen) Plads I dette Værk, som efter den oprindelige Plan
skulde have været det Hovedværk, hvori hans originale Geni i dets Friskhed og Nyhed
udfoldede sig.
Det er betegnende, at dette Gravmonument, hvortil Planerne strakte sig gennem
et langt Menneskeliv, forsinkedes saaledes, at det slet ikke blev Monument over en
Grav. Giulio den Anden ligger begravet i Peterskirken; Gravmælet i San Pietro in Vincoli
er blot et Æreminde - der trods den eminente Midterstatue hverken gør Paven eller
Kunstneren Ære, Flikværk som det er.
Med hver ny Kontrakt gjorde Michelangelo et Tilbageskridt til den nedarvede
Vedtægt, han havde villet gennembryde. Det fritstaaende Værk blev til en Udbygning
med en Væg som Baggrund. De hedenske Sindbilleder udskiltes et efter et, Hermerne,
Sejrsgudinderne, Fangerne, tilsidst endog de to færdige Statuer af Fanger, der
bortskænkedes, blot for ikke at komme med. Den levende Statue af den ærgerrige
og herskelystne Giulio, som engang var bleven udført, erstattedes af en Medhjælpers
flove Gengivelse af Paven som Lig.
Dog som Gravmælet faldt ud, blev det med sit Tilbagefald til Middelalderens religiøse
Følemaade et Udtryk for det Øjeblik, hvor det fremtraadte som fuldendt. Det virker
som et blandt flere Udtryk for Romerkirkens Tilbageslag mod den nordeuropæiske og
schweiziske Reformation.
Roms Erobring og Plyndring havde rystet Sjælene. Den var jo umiskendeligt et
Udslag af Guds Vrede, en Straffedom. Den opfordrede til at gøre Bod, til at forsage
den Selvforherligelse, den Beundring for det klassiske Hedenskab, den Pukken paa
det rent Menneskeliges Værdi, hvori man havde følt sig saa vel tilpas.
Ikke blot den menige Mand, ogsaa de højlærde Gejstlige troede, at Gud havde ladet
sin Unaades Lyn slaa ned i Rom. Man haabede, i Pave Paolo den Tredie at have den
hellige Fader, der var egnet til at forsone den himmelske Fader.
Ingen Pave havde elsket Michelangelo som han. Ingen Pave blev elsket af
Michelangelo som han. Det var da ogsaa den eneste Pave, ved hvis Død han sørgede.
Han skrev 21. December 1549 til sin Brodersøn: "Egli è vero che i'ò avuto grandissimo
dispiacere e non manco danno della morte del Papa, perchè ò avuto bene da Sua
Santita e speravo ancora meglio". (Det er sandt, at jeg har følt den største Sorg og lidt
et ikke ringere Tab ved Pavens Død, da jeg har nydt Velgerninger af Hans Hellighed
og haabede paa endnu større).
Paven var personligt, som vi har set, en frisindet og oplyst Mand; i sin Dannelse
en Humanist; men med ham var ligefuldt Humanismens Tid forbi. Tidsalderens Løsen
for Rom var det, at Kirken maatte genrejse den Myndighed, den ved Imødekommen
af Renæssancens Aand havde sat til, Saaledes kom tilsidst i det Rovere-Gravmæle,
hvor med titansk Overmod Glæde ved Udfoldelse af Originalitet skulde tumle sig frit
under Forgudelse af hedenske Dyder, de kunstneriske Idealer til at vige Pladsen