Michelangelo Buonarroti

Side 175
fra et Drømmesyn af Dante I 17. Sang af Purgatorio. Selve Skikkelserne aabenbarer
den Forvandling, Renæssancens Ophør og Jesuitismens Sejr har underkastet
Michelangelo's Kvinde-Ideal.
Hidtil var hans mest ejendommelige Kvindeskikkelser Seersker, der læste i
Skæbnens Bog og derved blev Sandsigerinder, eller de var strenge Himmeldronninger,
urørte af jordisk Lidenskabelighed, men indviede til Liv i en højere Verden. De var
Genstande for Ærefrygt, men aldrig var de selv fromme eller bedende eller fortabte i
gudelige Drømmerier. Disse Skikkelser her er andægtige; Rachel paa livfuld Maade
og i Holdningen mest mindende om Kunstnerens Contraposto; Lea har mindst med sin
Ophavsmand at gøre, som han en Gang var.
Blandt Skikkelserne i det øvre Stokværk tiltaler Sibyllen. Den er langt ude beslægtet
med hans Ungdoms Sibyller, forsaavidt den er alvorsfuld som de; til Forskel fra dem er
den desuden ydmyg. Den til hende svarende Profet er rent uden Interesse. Paa den
svævende Gudsmoder har Michelangelo selv arbejdet endnu i 1537, og Scherano di
Settignano har udført den efter hans Model. Den synes at skulle gendrive hans mange
tidligere dejlige Madonnaer, kirkelig som den er bleven.
Vemodigt er det at betragte den af Maso di Bosco udførte Figur af Giulio den Anden
som Lig. Den virker som en bevidst Modsigelse af de kraftsprudlende Skikkelser fra
gamle Dage. At tænke sig den stærke vrede Giulio fra Bologna-Mindesmærket, og saa
se paa dette Par Ben, der er lagte lige over hinanden, og disse matte Hænder, der
iagttager Symmetri!
Moses blev opstillet 1550.
Skikkelsen har tidligt fængslet Michelangelo. Denne Sagnfigur stod for ham som
Befrier af et Folk, rettere Ophav til et Folk. Han havde forbeholdt sig ham som en
Hovedskikkelse i Gravmælet; derfor havde han, som alt berørt, forbigaaet ham i Sistina.
Han har villet meddele Moses et Overmaal af Kraft, dog - i Overensstemmelse med
Contrareformationens Religiøsitet - af Kraft ikke i Oprør, men i den Højestes Tjeneste.
I Overensstemmelse med sin Ungdoms Stil viser Buonarroti os den tronende
Skikkelse frontalt med stærk Sidevending af Hovedet. I den opblussende Vrede over
Folkets Frafald har han fundet Motivet til Modsætningsforholdet mellem Legemets
højre og venstre Halvdel. Der er i denne Figur megen Særhed, men en overvældende
Kraftfylde, som ingen senere Fremstilling af Moses paa langt nær har naaet. Hvor
korrekt er ikke i Sammenligning Bissens Moses udenfor Fruekirke i Kjøbenhavn!
Michelangelo har følt, at Vælde hos en Folkefører bunder i det Kropslige, saa det
hos en saadan Personlighed mere kommer an paa Temperament end paa Fornuft.
Derfor lader han det ikke være Forstandens Overlegenhed, men Lidenskabens Gløden,
Vredens Styrke, som stempler Skikkelsen. Han lader Kæbepartiet fremtræde med
næsten dyrisk Kraft, lader Horn (overensstemmende med Bibelens Ord) skyde frem
fra Panden for end yderligere at accentuere Stødkraften. Disse Horn synes i Bibelen
at være en mytisk Levning af Nymaanens Horn fra den Tid, da Jahve var Maaneguden
- Ting, man i Michelangelo's Dage naturligvis ikke kunde have Rede paa. Han tilstræber
ved det mægtige, flettede Skæg at give sin Moses noget primitivt vildt i Stil med
gamle asiatiske Konger. Ogsaa Kostymeringen har skullet pege tilbage til ældgammelt
Barbari. De muskuløse Arme med de fremtrædende Aarer er nøgne, skønt Skikkelsen
ellers er helt beklædt; de snørte Benklæder er tagne fra fangne Dacerfyrsters Dragter
paa Trajansøjlen.
29