Michelangelo Buonarroti

Side 174
giusti e legitimi impedimenti). Og nu fulgte Heldet den saa længe af en ugunstig
Skæbne Forfulgte. Hertug Francesco Maria døde 1538, og hans Søn Guidobaldi, der
i Modsætning til Faderen var en Ven af Kunstnere og Digtere, fritog Michelangelo fra
enhver trykkende Forpligtelse, mens han arbejdede paa Dommedagsbilledet, udtalte
blot det Haab, at han, naar det var fuldendt, vilde anvende dobbelt Flid og Iver paa
Gravmælet for den store Rovere.
Dette Haab blev beskæmmet. Naar vi ser tilbage over Monumentets Historie, finder
vi, at det første Udkast til Mosesstatuen er fra 1505; Marmoret bliver taget under
Behandling i 1513. 1535 var Statuen saa vidt, at den gjorde Indtryk paa Beskuerne.
Men først 1541 besluttede den store Opsætter at gøre Mindesmærket færdigt og da
var hans æstetiske og religiøse Grundsynsmaade undergaaet en saadan Forandring,
at han selv tog Anstød af de to Fanger, der hørte med dertil efter den oprindelige Plan,
fjernede dem, ja forærede dem bort - en grov kunstnerisk Forseelse og en borgerligt
uforsvarlig Handling.
De to Fanger var jo ikke hans Ejendom. De var købte og betalte med Giulio den
Anden's Penge, og nu skænkede han dem, som ikke tilhørte ham, bort til Roberto degli
Strozzi til Tak fordi denne havde huset ham under den haarde Sygdom, hvoraf han led i
Rom 1544. Man skulde da tro, at Strozzi var den lunefulde Kunstner saare kær, og man
studser, naar man ser, hvor ivrigt han senere hen fornegtede ham, da det var blevet
ham vigtigt at sige sig løs fra de florentinske Flygtninge. Da gør han gældende, at han
ikke skylder Strozzi nogetsomhelst; det var Luigi del Riccio, som, boende i Strozzi's
Hus, plejede ham og hægede om ham.
I ethvert Tilfælde har det ikke ligget Strozzi paa Hjerte at tage Vare paa den
overordenlige Gave, der under saa særegne Omstændigheder blev ham til Del. Thi
han bragte Fangerne til Frankrig og tilbød dem til Franmis I, der atter skænkede dem
til Connetablen af Montmorency. Denne gav dem Plads i sit Landsted ved Ecouen. I
1793 stillede den franske Republik dem til Salg, og de blev indkøbt af en Hr. Lenoir for
den franske Nation. Det er paa denne Maade, de er havnede som Museumsgenstande
i Louvre.
Maaske har - som Stemningen under Contrareformationen var -Frygt for at forkætres
havt fuldt saa stor Del som Venskabet for Strozzi i at de to skønne Skikkelser,
der mindede om Figurer fra en hedensk Triumfbue, for alle Tider blev udskilte fra
Pavemonumentet.
Da Paolo den Tredie derefter gjorde en ny Bestilling hos Buonarroti som Maler, den
paa to Vægmalerier, der skulde forestille den store Apostel Peters Martyrium, Og den
store Apostel Pauls Omvendelse, begge for Capella Paolina i Vaticanet, blev Arbejdet
paa Gravmælet naturligt Genstand for ny Opsættelse.
28
Saa blev da 20. August 1542 den femte og sidste Kontrakt angaaende
Rovere-Monumentet sat op. Det skulde indeholde Moses-Skikkelsen, flankeret af
Labans to Døtre, Rachel og Lea, Allegorier paa den religiøse Betragtning og de
gode Gerninger, to Skikkelser, som kun skulde udkastes af Michelangelo, men hvis
Udførelse han udtrykkeligt fik Lov at overlade til Raffaello da Montelupo.
Disse to Allegorier, der lidet minder om Buonarroti, som han var i sin ypperste
Mandsalder, bør dog ikke overses eller agtes ringe; de har deres betydelige Interesse
som Udtryk for den store Kunstners Følelsesliv i hans sidste Stade. Motivet er taget