Michelangelo Buonarroti

Side 173
sine Forpligtelser mod Hertugen af Urbino ud imod Paven, for at faa denne til at give
ham Orlov fra Florents og tillade ham at tage Ophold i Rom, Thi efter Alt hvad der
var sket, følte han sig nu højst utryg i sin Fødeby, der med barbarisk Grusomhed
beherskedes af Medicæeren Alessandro, som ikke gjorde nogen Hemmelighed af sin
Afsky for Michelangelo og sin Lyst til at ramme ham føleligt.
Kunstneren blev derfor enig med Urbinaterne om, at de skulde sige, han havde
modtaget nogle Tusinde Dukater mer end han virkelig havde faaet, af Hertugen - saa
han overfor Paven kunde beraabe sig paa den forøgede Forpligtelse, der tvang ham til
nu at tage Ophold i Rom. Enten af Ligegyldighed eller fordi de ikke forstod Finessen,
indførte Urbinaterne imidlertid disse Par tusind Dukater i den skrevne Kontrakt, og nu
var Buonarroti selv falden i den Snare, han havde lagt for Paven.
Han paastod da med en vis Ret i Uretten, at han var forfordelt ved Kontrakten, og
han gled tilbage i Uvirksomhed.
Dog samtidigt fik Paven den Ide at knytte ham varigt til Rom, idet han dér havde
udset et stort Arbejde for ham, Dommedagsmaleriet i det Sixtinske Kapel. Det fristede
Michelangelo ved Opgavens gigantiske Omfang, og han kunde nu (siger Condivi) kun
hemmeligt arbejde paa Rovere-Gravmælet.
Saa døde Clemente 26. September 1534, den sidste Medici af Cosimo's Linie. Hvad
ondt denne Pave end havde tilføjet adskillige af Michelangelo's Byesbørn og nære
Venner, mod ham selv havde han baaret sig mønsterværdigt ad. Han, saa lidt som
Leone blandt hans Forgængere, havde taget Buonarroti nogen Hensynsløshed eller
Forsømmelighed, end ikke et aabent Fjendskab ilde op.
27
Men ved Clemente's Død var for Kunstneren Alt forandret. Saa længe Paven levede,
var det sandsynligt, at hans Beskyttelse vilde holde Alessandro af Medici's Had i
Tømme. Nu, da han var borte, maatte Michelangelo, dersom han blev i Florents, være
fattet paa Alt.
Før Udgangen af 1534 har han da forladt sin fædrene By for aldrig at gense den
mere.
Den Frist af tre Aar, som var indrømmet Kunstneren til Pave-Gravmælets
Fuldendelse, udløb uden at noget var gjort. Paolo den Tredie havde besteget
Pavetronen. Allerede under Clemente havde Buonarroti udarbejdet Cartonen til
Dommedagsbilledet, saa man undres noget, naar det siges, at han blev forskrækket
ved et Rygte, om at den ny Pave agtede at have ham hos sig i sin Nærhed, hvad jo var
uundgaaeligt, naar han arbejdede i Vaticanet. Han har vel følt Sky for ny Afhængighed.
Condivi antyder, at han tænkte paa Udvandring til Genua eller til Urbino. Et Abbedi i
det Genuesiske tilhørte ganske vist hans Ven, Biskoppen af Aleria, og Carrara laa nær;
men han var jo bunden til Rom. Urbino synes endnu urimeligere som Tilflugtssted. Der
regerede Hertug Francesco Maria, der længe havde været Buonarroti saa gram.
Der gik da ogsaa kun et Aar, før Paolo den Tredie fik grundigt Tag i ham. Farnese,
som i tredive Aar havde ventet paa Tiaraen, paastod, i alle disse tredive Aar at have
levet i Længsel efter at have Michelangelo til sin Raadighed. Han udnævnte ham
ogsaa (1. September 1535) til den øverste Bygmester, Billedhugger og Maler for det
apostoliske Palads.
Han befriede strax sin Protégé for Kontraktens Tryk, idet han bevidnede, at var
den endnu ikke opfyldt, saa var det sket, fordi han havde havt lovlig Forhindring (per