Michelangelo Buonarroti

Side 171
Vanskelighederne syntes altsaa skaffede ud af Verden. Arvingerne var humane nok
til ikke at kræve mere end den dog ufuldkomne Løsning af Opgaven, der tilbødes.
25
Saa rejste Michelangelo paany en uventet Modstand. Han erklærede sig villig til at
betale andre Billedhuggere for at de skulde overtage Gravmælet; men han vilde
ikke lade de af ham selv begyndte eller udførte Statuer komme fra Florents til Rom.
Arvingerne krævede højst naturligt at han skulde gøre færdigt hvad der allerede stod i
Florents i Atelieret Via Mozza, og Sebastiano del Piombo, hvis Brevvexling med ham
havde været afbrudt siden 1525, men der kun vilde hans Bedste, foreslog ham i 1531
at sende idetmindste nogle Arbejder fra Florents for at vise Arvingerne sin gode Vilje
og berolige dem.
Det ser imidlertid ud som om Buonarroti trods givet Løfte har havt en uovervindelig
Ulyst til at indlemme i Gravmælet de to oprindeligt for det bestemte Fanger og
Sejrs-Gruppen. Han erklærer, ikke selv at ville have det ringeste med Arbejdet paa
Mindesmærket at gøre, blot at ville købe sig fri.
Saavidt man af Sebastiano's Breve kan se, synes han at have næret en besynderlig
Frygt for at man i det Tilfælde, han paatog sig den øverste Ledelse af Arbejdet, vilde
tilskrive ham svagere Partier af Monumentet, som skyldtes andre Hænder. Sebastiano
maa forsikre ham, at man kender ham strax igen i hans Værk, saa en Forvexling er
udelukket.
Men nu var det kommet saa vidt, at Gravmælet i Michelangelo's Fantasi havde
antaget Form af hans Livs Forbandelse (maledizione). Han véd, at hvis det kommer til
Proces med Arvingerne, maa han tabe Processen. Kun Paven, der kan binde og løse
saaledes, at det ogsaa bliver bundet og løst i Himlen, er nu hans Haab.
Breve fra Benvenuto della Volpaia fra Januar 1532 viser, at Michelangelo da har havt
i Sinde at tage til Rom for at faa Paven i Tale. Volpaia (Søn af en bekendt Mekaniker og
Uhrmager i Florents) tilbyder at skaffe ham Værelser i Belvedere, hvor Hans Hellighed
har anvist ham selv Ophold, og hvor Paven hver Dag kommer og besøger ham og
hans Broder. Tilbudet bliver dog ikke modtaget, og 24. Februar skriver Sebastiano del
Piombo, at Buonarroti's Nærværelse i Rom ikke i og for sig er nødvendig, med mindre
han vil tage derhen for at se til sit Hus og sit Værksted, som er i Opløsningstilstand. Thi
Paven er hans oprigtige Ven og har længst tilgivet ham hans Deltagelse i Forsvaret af
Florents. Sebastiano taler videre om Bestræbelser, der er gjorte for at mildne Hertugen
af Urbino med Hensyn til den bestandige Udsættelse af Arbejdet paa Giulio den
Anden's Gravmæle.
Hertugens Tillidsmand, Hieronimo Staccoli er haardnakket i sine Krav. Sebastiano
minder derfor Manden om at "det regner ikke med Michelangelo'er, og at der knap
findes Mænd, som vil kunne vedligeholde et Værk af ham, mindre nogen, som kan
fuldende det". Der forhandles med Hertugens Gesandt i Rom, Giovan Maria della Porta,
og Clemente deltager i hver enkelt af disse Forhandlinger, altid tagende Michelangelo's
Parti.
Et Brev fra Giovanni Mini, Farbroderen til Buonarroti's Tjener Antonio, der er rettet til
Baccio Valori, men øjensynlig beregnet paa at forelægges Paven, røber, hvor angrebet
Kunstnerens Helbredstilstand under disse oprivende Forhandlinger blev. Fra Efteraaret
1530 til Enden af 1533 arbejdede han stadigt paa Mindesmærkerne i San Lorenzo's
Sakristi. Giovanni Mini skriver: