Michelangelo Buonarroti

Side 170
Denne ædle Idealists Tro til Gud og den retfærdige Sag blev grundigt gjort til
Skamme. Da Forræderen Malatesta Baglioni havde overgivet Byen til Clemente og
Prinsen af Oranien (August 1530), lod Paven Palla fængsle og i Fængslet forgive til
Løn for hans Frihedskærlighed. Det var den Guldalder, han oplevede.
Overfor Signoriet slap Buonarroti med Skrækken. Vel naaede han først tilbage til
Florents efter at hans Lejde var udløbet; men medens de andre Flygtninges Ejendom
blev inddraget, nøjedes man med at berøve ham Sædet i det store Raad for tre Aar
- en ikke altfor haard Straf.
Dog Signoriets Dage var talte. Alt ved Freden i Barcelona (Juni 1529) havde Karl den
Femte overdraget Republiken med samt dens Frihed til Pave Clemente som en Slags
Medgift for Kejserens illegitime Datter Margarete, naar hun indgik Ægteskab med den
usle og brutale Alessandro af Medici. Da Michelangelo fem Maaneder senere vendte
hjem, havde Firenze allerede mistet næsten hele sit Omraade, og de kejserlige Tropper
var lejrede paa Højderne rundt om Byen. Forgæves befæstede han af bedste Evne
nu San Miniato, og gjorde den berømte Campanile, som han beskyttede med Lag af
Uldmadrasser, til en Post for de florentinske Skarpskytter.
Firenze capitulerede August 1530; Pavens Generalcommissær, Baccio Valori,
optraadte efter højere Ordre som Enehersker og Bøddel. Tilsidst maatte Karl den
Femte sætte en Stopper for Pavens Hævnlyst. Hvor grusom Clemente var, viste f. Ex.
hans Færd mod en Munk, Fra Benedetto da Foiano, som ved sine ildfulde Prædikener
havde opretholdt Borgernes Mod under Belejringen. Paven lod ham gribe, føre til Rom,
indeslutte i en Kælder under San Angelo og sulte langsomt ihjel, idet hans Ration af
Brød og Vand daglig blev formindsket.
Ogsaa overfor Paven slap Michelangelo med Skrækken. Efter at have udstaaet
enhver Ydmygelse, efter at have set Rom i Flammer og efter at have set Florents
fravristet det medicæiske Dynasti oplevede Clemente at dette Dynasti paany stod
overlegent. Det gjaldt for ham om nu at befæste det ogsaa i den tænkende og
kunstforstandige Menneskeheds Erindring. Og dertil behøvede han den eneste Mand
i Samtiden, hvis Værk var sikkert paa Udødelighed.
Sandt nok, denne Mand havde lige bygget Bastioner og rettet Kanoner mod
Forbundsfællerne af dette samme medicæiske Hus, hvis Forherligelse Paven havde
overdraget ham. Men Clemente saa alene paa Øjemedet, og til det var Michelangelo
det ubetinget nødvendige Middel. Ikke nok med, at Paven ikke vilde underkaste ham
nogen Straf; han paalagde sine Sendemænd i Florents at vinde ham ved Smiger,
forkæle ham.
Dog hertil udkrævedes, at Kunstneren frigjordes for Arbejdet med
Rovere-Gravmælet. Arvingernes Klage imod ham støttede sig paa Kontrakten af 1516.
Den Frist, den satte, var længst udløbet. Nu erklærede Michelangelo sig overfor dem
beredt til at genoptage Arbejdet imod en Udbetaling af 8000 Scudi - et Forslag som
neppe kunde opfattes som alvorligt. Selv Paven, der tog hans Parti, sagde til ham,
at han maatte være gal, om han troede, at Arvingerne, der i henved tredive Aar Intet
havde faaet for alle de Penge, der var blevne lagte ud til Monumentet, nu vilde begynde
forfra med en stor Udbetaling.
Der blev da indgaaet en ny Kontrakt. For de allerede forud indbetalte Penge skulde
Mindesmærket leveres i formindsket Form. Michelangelo lovede at aflevere alt det
Raastof, han sad inde med dertil, lade Statuer og bozzerede Marmorblokke komme
fra Florents til Rom, og give mellem to og tre Tusind Dukater til andre Mestere for at
fuldstændiggøre det Manglende.